2002 - 2014

Ambassadøren spiste med.   29.04.2014

Der var i den grad indisk tilsnit over arrangementet, da Foreningen Trankebar holdt generalforsamling.

For ingen ringere end Indiens ambassadør i Danmark Niraj Srivastava deltog nemlig sammen med sin hustru.

Og ambassadøren holdt en tale for foreningens medlemmer.

- Jeg tror på, at forholdet mellem Danmark og Indien bygger på et stærkt fundament, og at det har store udviklingsmuligheder.

- Der er ingen fundamental konflikt mellem vores to lande. Begge lande ønsker fred og frihed, sagde Niraj Srivastava blandt andet.

Efter den formelle del af generalforsamlingen var der middag, og her deltog ambassadør-parret også

 

Indiens ambassadør på vestfyns efterskole.  24.04.2014

Det er meget fint besøg, Vestfyns Efterskole får på lørdag.

Det er nemlig Indiens ambassadør M. Niraj Srivastava, som lægger vejen forbi efterskolen, som bryster sig af at være landets mindste.

Besøget kommer i anledning af, at Foreningen Trankebar - den indiske by Trankebar var i 1700-tallet en dansk koloni - holder sin årlige generalforsamling på Vestfyns Efterskole.

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at få ambassadøren på besøg, siger Poul Petersen, der er næstformand i Foreningen Trankebar.

Foreningen tæller omkring 300 medlemmer og har siden 2002 arbejdet i Trankebar, hvor man blandt andet renoveret Fort Dansborg, gravsteder på Nygade Kirkegård og lavet kystsikring efter tsunamien.

Foreningen står også bag Tankebar Maritime Museum, som åbnede for fire år siden.

M. Niraj Srivastava og hustru kommer til Vestfyns Efterskole kl. 16, og han vil fortælle om de sociale, økonomiske og kulturelle relationer mellem Indien og Danmark.

Efter generalforsamlingen er der middag for deltagerne.

 

 Beløbet skal bruges til at starte et håndbibliotek    10.06.2014

 Højfyn/Sydindien: Dronning Margrethe og Prins Henriks Fonds har netop bevilget 25.000 kroner til Trankebar Foreningens arbejde i den gamle danske tropekoloni på den sydindiske kyst.


Beløbet skal bruges til at starte et håndbibliotek i det dansk-indiske kulturcenter Trankebar Maritime Museum.

- Tanken er, at både danskere og Trankebarborgere skal kunne studere den fælles dansk/indiske historie, fortæller fhv. forstander på Vestfyns Efterskole, Poul Petersen, Tommerup, der er næstformand i Foreningen Trankebar.

Han var i sin tid med til sammen med andre fra Højfyn, at starte foreningen Trankebar.

- Siden vi i 2002 startede vores forening har vi i flere omgange fået donationer fra Kongehuset. Det er noget der varmer og hjælper os godt på vej i vores arbejde med at bevare kulturarven.- Vi håber snart at det vil være muligt at modtage Dronningen og Prins Henrik i Trankebar.- Det vil være en stor drøm den dag kongeskibet Dannebrog ankrer op på reden foran Fort Dansborg, hvor skibene fra Danmark gennem de 225 år vi havde handelsstationen, lå for anker og blev modtaget med salut fra fortet, fortæller Poul Petersen.

 

40.000,00 til Museum i Trankebar   15.06.2014

 Trankebar: Foreningen Trankebar, som trods det eksotiske navn har dybe rødder i den højfynske muld, har netop modtaget 40.000 kroner fra Rederiet Lauritzens Fond.


Pengene er øremærket et lille museum, der har fokus på maritime aktiviteter.

- Det glæder os meget, udtaler Poul Petersen, der er næstformand i foreningen.

- Vi er startet op under meget beskedne forhold. Foreløbig har vi af Bestsellerfonden fået stillet et par lokaler til rådighed i den tidligere danske lægebolig i Kongensgade Van Theilingens Hus.

Van Theilingen var den sidste danske læge før kolonien blev solgt til Briterne i 1845. Han var blandt andet med på en af ekspeditionerne til Nicobarerne, hvor Danmark også havde en koloni i tre omgange. Der var en livlig sejlads mellem Trankebar og Nicobarerne, en øgruppe der ligger nord for Sumatra.

Museets første udstilling handler om fiskerne i Trankebar.

-Efterhånden som der kommer midler til det skal museet udbygges med flere samlinger. Blandt andet er det vigtigt at fortælle historien om de mange skibe der kom til Trankebar fra Danmark gennem de 225 år vi havde handelsstation på Coromandelkysten i Indien, fortæller Poul Petersen.

Museets marinarkæologiske afdeling skal udforske kysten ud for Trankebar, hvor der ligger efterladenskaber fra de 225 år skibene har ankret op foran Fort Dansborg. Og håber er at finde et skib fra danskertiden.

- Da jeg forlod Trankebar i marts måned, var der allerede kommet godt gang i museet.

En enkelt dag holdt der 14 store turistbusser med indiske skolebørn. De skulle udover Fort Dansborg også en tur ned i det maritime museum.

Mere om Trankebar på Foreningen Trankebars hjemmeside: www.trankebar.net.

 

 Tidligere efterskoleforstander Poul Petersen har sat skub i restaureringen af den gamle guvernørbolig på Trankebar   04.08. 2009

 

tommerup/trankebar: Vestfyns Efterskoles tidligere forstander Poul Petersen vendte forleden hjem fra en rejse til den tidligere danske koloni Trankebar.

Og Poul Petersen, der er bestyrelsesmedlem i Foreningen Trankebar, kan berette, at der er travlhed omkring den tidligere guvernørbolig på øen.

- Håndværkerne er godt i gang med at pille den gamle bygning fra hinanden. Efter lange og seje forhandlinger med de indiske myndigheder, er det lykkedes Nationalmuseet i København at få en aftale om at restaurere bygningen, fortæller Poul Petersen.

Han kalder boligen, der blev opført af guvernør Peter Hansen, for den prægtigste bygning i Trankebar.

- Med sin beliggenhed over for Fort Dansborg bliver den virkelig en perle, når den står færdig efter restaureringen om 18 måneder, mener Poul Petersen om bygningen, som Foreningen Trankebar allerede for fem år siden forsøgte at få fat i.

 

Kongelig støtte til Trankebar    17.07.06

 Højfyn og Trankebar: Poul Petersen, forstander på Vestfyns Efterskole, glæder sig i disse dag over en gave på 25.000 kroner fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond. Pengene er tiltænkt det kystsikringsprojekt, som Foreningen Trankebar i samarbejde med Bestsellerfonden iværksatte efter tsunamien, der tog 700 eller knap en fjerdel af Trankebars indbyggere.


Pengene forslår godt nok ikke meget i et projekt til adskillige millioner. De skal bruges til starten på en høfde, der skal beskytte Sjællandsbastionen, og samtidig gør, at mere sand lægger sig på stranden, så fiskerne får en større forstrand til deres fartøjer.

- Vi håber pengene fra kongehuset kan være igangsætter for, at flere får lyst til at hjælpe os, siger Poul Petersen, der gør opmærksom på, at der skal bygges flere høfder til værn mod det Bengalske hav.

Han og hans kone Ruth Klit Poulsen kom i sidste uge hjem fra en rejse til Indien, hvor de blandt andet deltog i Trankebars fejring af 300 året for missionæren Siegenbalgs ankomst til den sydøstlige indiske kyst.

 

 

Trankebar foreningen mangler 1 million. 12.07.2005

Lægeboligen, den sidste bolig i perlerækken på Kongensgade i den gamle danske tropekoloni Trankebar, kan atter komme på danske hænder, skriver Foreningen Trankebar i en pressemeddelelse.

Generhvervelsen kræver dog, at foreningen nok en gang skal skaffe en million danske kroner.

- Vi har nu fået tilbud om at købe den tidligere danske lægebolig i Trankebar, nemlig lægen van Theiligens tidligere pragtbolig med søjler, fortæller efterskoleforstander og bestyrelsesmedlem i foreningen Trankebar, Poul Petersen.

Den danske læge var blandt andet med på den første Galathea-ekspedition, da danskerne omkring 1850 grundlagde den danske koloni på Nicobarerne.

Lægeboligen, som i dag er på private hænder, er det sidste store af de tidligere danske huse, der kan købes, da de fleste er ejet af byens kirke, som har indrettet skoler i dem.

Plan om kulturcenter

-         Det er vores plan at bruge huset til et dansk-indisk kulturcenter og til at holde sammen på alle vore aktiviteter i den tidligere danske koloni, fortæller Poul Petersen.

- Fra vi i året 2002 indviede den første del af det nyrestaurerede Fort Dansborg og to år senere kunne genindvie det store murværk omkring Nygade Kirkegård, er det gået meget stærkt, mener Poul Petersen.

- Vores lille forening har i dag over 200 medlemmer, og det er folk fra hele landet og danskere bosat i udlandet. Det er glædeligt, at danskerne endeligt har fået øjnene op for, at vi må gøre en aktiv indsats for at vedligeholde de gamle danske kulturværdier, siger Poul Petersen.

Boligpriserne er efterhånden eksploderet i Trankebar, så foreningen håber på en hjælpende hånd til at få lægeboligen på danske hænder.

- Det er sidste chance, hvis vi ikke skal se huset blive opkøbt til hoteldrift, lyder det fra Poul Petersen.

Millionen skal gå til køb af huset og en efterfølgende renovering, så boligen kan komme til at fremstå i sin oprindelige stil.

 

Lægebolig kan igen blive dansk.  07.10.2004

 Lægeboligen, den sidste bolig i perlerækken på Kongensgade i den gamle danske tropekoloni Trankebar kan atter komme på danske hænder, hvis ellers Foreningen Trankebar kan skaffe en million danske kroner.


- Vi har nu fået tilbud om at købe den tidligere danske lægebolig i Trankebar, nemlig lægen van Theiligens tidligere pragtbolig med søjler, fortæller efterskoleforstander og bestyrelsesmedlem i foreningen Traankebar Poul Petersen.

Den danske læge var blandt andet med på den første Galatheaekspedition, da danskerne omkring 1850 grundlagde den danske koloni på Nicobarerne.

Lægeboligen, som idag er på private hænder, er det sidste store af de tidligere danske huse, der kan købes, da de fleste er ejet af byens kirke, som har indrettet skoler i dem.

- Det er vores plan, at bruge huset til et dansk-indisk kulturcenter og til at holde sammen på alle vore aktiviteter i den tidligere danske koloni, fortæller Poul Petersen.

- Fra vi i året 2002 indviede den første del af det nyrestaurerede Fort Dansborg og to år senere kunne genindvie det store murværk omkring Nygade Kirkegård er det gået meget stærkt, mener Poul Petersen.

- Vores lille forening har idag over 200 medlemmer, og det er folk fra hele landet og fra danskere bosat i udlandet. Det er glædeligt, at danskerne endeligt har fået øjnene op for, at vi må gøre en aktiv indsats for at vedligeholde de gamle danske kulturværdier, siger Poul Petersen.

Boligpriserne er efterhånden eksploderet i Trankebar, så foreningen håber på en hjælpende hånd til at få lægeboligen på danske hænder.

- Det er sidste chance, hvis vi ikke skal se huset blive opkøbt til hoteldrift, lyder det fra Poul Petersen.

Millionen skal gå til køb af huset og en efterfølgende renovering, så boligen kan komme til at fremstå i sin oprindelige stil. Trankebar: Lægeboligen, den sidste bolig i perlerækken på Kongensgade i den gamle danske tropekoloni Trankebar kan atter komme på danske hænder, hvis ellers Foreningen Trankebar kan skaffe en million danske kroner.

- Vi har nu fået tilbud om at købe den tidligere danske lægebolig i Trankebar, nemlig lægen van Theiligens tidligere pragtbolig med søjler, fortæller efterskoleforstander og bestyrelsesmedlem i foreningen Trankebar Poul Petersen.

Den danske læge var blandt andet med på den første Galatheaekspedition, da danskerne omkring 1850 grundlagde den danske koloni på Nicobarerne.

Lægeboligen, som idag er på private hænder, er det sidste store af de tidligere danske huse, der kan købes, da de fleste er ejet af byens kirke, som har indrettet skoler i dem.

- Det er vores plan, at bruge huset til et dansk-indisk kulturcenter og til at holde sammen på alle vore aktiviteter i den tidligere danske koloni, fortæller Poul Petersen.

- Fra vi i året 2002 indviede den første del af det nyrestaurerede Fort Dansborg og to år senere kunne genindvie det store murværk omkring Nygade Kirkegård er det gået meget stærkt, mener Poul Petersen.

- Vores lille forening har idag over 200 medlemmer, og det er folk fra hele landet og fra danskere bosat i udlandet. Det er glædeligt, at danskerne endeligt har fået øjnene op for, at vi må gøre en aktiv indsats for at vedligeholde de gamle danske kulturværdier, siger Poul Petersen.

Boligpriserne er efterhånden eksploderet i Trankebar, så foreningen håber på en hjælpende hånd til at få lægeboligen på danske hænder.

- Det er sidste chance, hvis vi ikke skal se huset blive opkøbt til hoteldrift, lyder det fra Poul Petersen.

Millionen skal gå til køb af huset og en efterfølgende renovering, så boligen kan komme til at fremstå i sin oprindelige stil.

 

For at komme videre kræves hurtigt svar fra Nationalmuseet   27.07.2004

 

TOMMERUP/TRANKEBAR: Poul Petersen, forstander for Vestfyns Efterskole og medstifter af Foreningen Trankebar, krydser fingre for, at der snart dukker et brev op fra Nationalmuseet i København til de indiske myndigheder, der skal give grønt lys for et restaureringsprojekt for guvernørboligen i den tidligere danske koloni. Alternativt kan det hænde, at en fransk hotelkæde, Nemrana Group of Hotels, køber og restaurerer bygningen til hoteldrift.


I marts hed det sig ellers, at blot man skaffede den nødvendige million kroner til restaureringen, kunne man forhindre hotelkædens overtagelse af bygningen.

Giveren viste sig i løbet få dage, og det var med et ønske om, at man samarbejdede med Nationalmuseet om projektet.

Nye embedsmænd

Poul Petersen har netop modtaget en rapport fra Na-tionalmuseet om, hvordan bygningen kan restaureres, men denne skal oversættes til engelsk, før forhandlingerne med inderne kan begynde.

- Topembedsmændene udskiftes hvert halve år i øjeblikket, siger Poul Petersen, der netop er vendt hjem efter 14 dages ferie i Trankebar, hvor en hel del af tiden gik med at skabe kontakter og lære de nye embedsmænd at kende og forsikre dem om, at pengene til restaureringen findes.

Guvernørboligen hører i modsætning til Fort Dansborg, der er underlagt museumsvæsenet, under turistmyndighederne, hvilket også begrundet frygt for hotelkæden. Man kan jo ikke fortænke turistmyndighedernes interesse i at kunne tilbyde god indkvartering af områdets gæster.

Poul Petersen fortæller, at Nationalmuseet blandt andet skriver i sin rapport, at man, hvis hotelkæden får bygningen, vil arbejde på at få den åbnet for offentligheden, det tror han imidlertid ikke på lader sig gøre. Og det dansk-indiske kulturcenter, som det var tanken at etablere i guvernørboligen, bliver der i hvert fald ikke noget af der.

Det var i går ikke muligt at træffe de relevante personer på Nationalmuseet.

Masser af projkter

Poul Petersen trøster sig dog med, at hotelkæden er kendt for at restaurere pænt, at Nationalmuseet er bredt interesseret i Trankebar, og at der er nok andet at tage fat på. Blandt andet har man kik på den tidligere kommandørbolig, som ejes af den lutheranske kirke på stedet.

 

 

 Poul Petersen skal skaffe penge inden 25. marts for at redde guvernørbolig   16.03.2004

 

TOMMERUP: Poul Petersen, forstander på Vestfyns Efterskole i Tommerup har travlt i øjeblikket. For ud over at passe sin skole er Poul Petersen også meget engageret i Foreningen Trankebar, der i 2002 stod bag renoveringen af Fort Dansborg i den tidligere danske koloni Trankebar.

Nu er Foreningen Trankebar på banen med et nyt projekt, idet de er blevet tilbudt muligheden at renovere den gamle guvenørbolig.

- Men vi skal handle hurtigt. Der er en fransk hotelkæde, der står på spring for at købe guvenørboligen af de indiske myndigheder. Vi har fået indtil den 25. marts, hvor vi så skal sandsynliggøre, at vi har en million til at restaurere bygningen for, fortæller Poul Petersen, hvis øjne lyser ved tanken om en gennemført restarering af den gamle guvenørbolig.

- Den bygning er simpelthen så unik. Der er skrevet mange arkitekt-artikler om huset. Set udefra er det måske ikke noget særligt, men når man kommer ind, så er det ganske enkelt en perle. Næst efter riddersalen på Christiansborg er spisesalen i den gamle guvernørbolig noget af det mest enestående, Danmark har bygget gennem tiden, siger Poul Petersen, der ikke forstår, at Danmark ikke har gjort mere for, at bevare de historiske værdier i Trankebar.

- Jeg synes man skal se det her som en stor del af vores kulturarv. Jeg er ret sikker på, at det er slut med guvernørboligen i den nuværende form, hvis den franske hotelkæde overtager. De vil jo selvfølgelig indrette hotel, og det mener jeg vil være synd og skam. Og heldigvis er der også andre, der mener det samme, fortæller Poul Petersen og hiver et sirligt håndskrevet brev frem fra sin skrivebordsskuffe.

Gave fra efterkommer

- Det er fra en enke til en efterkommer af en tidligere guvernør på stedet. Hun har uopfordret sendt os 1000 kroner. Det er en smuk tanke, siger Poul Petersen, der givetvis får mere at se til fundraiser.

Foreningen Trankebar er nemlig blevet kontaktet af de indiske myndigheder, der gerne vil have foreningen til at stå for indretningen af et museum i det næsten færdigrestaurerede Fort Dansborg.

- Vi har gjort det, at vi har taget kontakt til Nationalmuseet og så må vi se hvad der sker, siger Poul Petersen.

 

Den indiske stat har bevilget knap en million til renovering af fort og bedt om fynsk museumshjælp  26.02.03

 De fire fynboer, der i foråret 2002 stiftede Foreningen Tranquebar med det formål at redde den gamle danske koloni i Sydøstindien fra forfald, har fået en ny stor opgave. Museumschefen for delstaten Tamil Nadu, mr. Shetty, har bedt fynboerne om at hjælpe med at indrette fort Dansborg til et tidssvarende museum.


- Det er en kæmpeopgave, som vi både er glade for og utrolig stolte over at have fået, siger en af initiativtagerne, forstander Poul Petersen fra Vestfyns Efterskole i Tommerup, der netop har haft et hold elever i Indien.

Den indiske stat har bevilget 4,5 millioner rupier svarende til cirka 900.000 danske kroner til den fortsatte renovering, herunder indretningen af et museum.

- For de penge kan man komme langt, fordi omkostningerne er så lave i Indien. Om det er nok, ved jeg ikke, siger Poul Petersen.

Han finder det glædeligt, at de indiske myndigheder nu er blevet meget samarbejdsvillige efter en lang og bureaukratisk kamp om de nødvendige tilladelser til at gå i gang med renoveringen. 

Dem fik initiativgruppen sidste år, og den 14. juni kunne den renoverede hovedbygning med guvenørboligen genindvies med Dannebrog blafrende ved siden af det indiske flag på fortets tårn.

Efter aftale fortsætter inderne nu selv med renoveringen under ledelse af bygningseksperten Chella Pillai, mens fynboerne får til opgave at opbygge et museum i hele det store fortkompleks ved Den Bengalske Havbugt.

Indsamlingen af effekter er allerede godt i gang. Det drejer sig blandt andet om mange af fortets gamle møbler i tropiske træsorter, som i dag står spredt rundt om i byen. Desuden leder det tidligere forstanderpar på Humble Efterskole, Viggo og Karin Knudsen, efter relevant historisk materiale på Rigsarkivet, mens det fjerde medlem af initiativgruppen, murermester Bent Christensen, Skallebølle, i øjeblikket arbejder på stedet.

 

Forstander rejser til den gamle danske koloni for at hjælpe den flodbølgeramte lokalbefolkning   

 

 

Når Vestfyns Efterskoles forstander Poul Petersen i dag sætter sig i et fly med kurs mod Indien, bliver det med gode nyheder til den hårdt flodbølgeramte lokalbefolkning i Trankebar.

- Jeg glæder mig til at komme ned og fortælle, at Foreningen Trankebar nu har godt en million kroner at gøre godt med, siger bestyrelsesmedlem Poul Petersen.

Foreningen har netop modtaget tilsagn om 500.000 kroner fra en anonym fond til det store hjælpearbejde efter tsunamien, og den første halve million er doneret af mange danske privatpersoner, kirker, Lionsklubber og marineforeninger.

Rent drikkevand

 

Nogle af pengene - 130.000 kroner - skal bruges på en tankvogn, som er bestilt. Den skal bringe rent drikkevand rundt til de mange hytter i blandt andet fiskerlandsbyen.

- Vi har lovet at sørge for, at pengene bliver brugt fornuftigt i Indien. Derfor betaler vi alle regninger direkte til leverandørerne i stedet for gennem diverse organisationer, understreger Poul Petersen.

Foreningen Trankebar besluttede fra begyndelsen ikke at yde øjeblikkelig nødhjælp. Det lader den den indiske regering og de mange udenlandske NGO'er, altså græsrødder, om.

- Vi er nu kommet til den fase, hvor vi skal have folk videre med deres liv, og for fiskernes vedkommende skal de i gang med at fiske, fortæller Poul Petersen.

Det ene af foreningens to store aktuelle projekter går derfor ud på at hjælpe fiskerne med fiskerbåde og redskaber. Det andet projekt handler om en udvidelse af kystsikringen ud for Trankebar, så fiskerne og lokalbefolkningen er bedre sikret mod store bølger fra det åbne hav. Der er allerede kystsikret med store granitsten ud for Fort Dansborg, og det betød, at det renoverede fort og store dele af den gamle danske koloni blev skånet under flodbølgen.

 

20.000,00 kr. til rent vand.

 Chaufførerne hos Fyn-Bus i Odense har sammen med deres arbejdsgiver Fyn-Bus samlet 20.000 kroner ind til "Trankebar-hjælpen".

- Pengene vil blive bragt til Trankebar til støtte for de ramte fiskerfamilier og til sikring af, at de igen kan komme på havet, siger Poul Petersen, forstander på Vestfyns Efterskole i Tommerup og bestyrelsesmedlem i Foreningen Trankebar.

Foreningen sender selv folk til Indien med pengene og sikrer sig dermed, at det bliver de rette folk, som får glæde af pengene. Det understreges, at ikke én eneste af de donerede kroner vil gå til hverken flybilletter eller administration

  

Stor taknemlighed i Trankebar for renoverings-initiativ

 

 kke bare i overført forstand mærkede deltagerne historiens vingesus over Trankebar, da de renoverede bygninger på den gamle danske handelsstation Fort Dansborg for en god uge siden blev indviet med både dansk og indisk deltagelse. 


Fire store ørne svævede over fortet, mens det danske og indiske flag blev hejst, og de to landes respektive nationalsange sunget. Det var med til at gøre det hele endnu mere højtideligt, fornemmede Poul Petersen, forstander på Vestfyns Efterskole. Han deltog sammen med de tre øvrige initiativtagere til den påbegyndte restaurering af Fort Dansborg i indvielsen. 

De var æresgæster og blev hædret for den store indsats og det initiativ, de havde taget til at vende udviklingen for det lille samfund Trankebar, der de seneste par hundrede år har henligget i tornerosesøvn. 

- De kom i bus 

Den øverste embedsmand for museumsvæsenet i den indiske delstat Tamil Nadu, dr. Kannan, fremhævede i sin tale en stor tak til de fire danskere, der var kommet til hans kontor med det ene formål at få lov at kalke Dansborg. 

- Det havde gjort dybt indtryk på ham, at fire almindelig mennesker ganske uegennyttigt ville påtage sig den store opgave at redde bygningen fra forfald, fortæller Poul Petersen og citerer dr. Kannan for at have sagt "I had expected them to come by a limousine - they came by bus", "Jeg havde ventet de kom i limousine, de kom i bus". 

Selv om indvielsen bød på samvær med mange fine standspersoner, så har den største oplevelse for de danske deltagere været, at mange helt almindelige mennesker fra Trankebars kom for at trykke hånd og udtrykke deres glæde over, at der nu endelig var nogen, der havde gjort noget for at vende udviklingen på stedet. 

Støtte til arbejdet 

Poul Petersen benyttede også indvielsen til at bringe en hilsen fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, der har skænket 10.000 kroner til indrettelse af undervisningslokaler på stedet. Inderne kunne hertil føje et statstilskud på 3,2 mio. rupees svarendt til godt og vel en halv mio. kroner. 

Inden afrejsen til Indien donerede et dansk, privat fond, der ikke vil have sit navn frem, 100.000 kroner til projektet. 

Poul Petersen håber, at de kan bruges til en istandsættelse af den senere guvernørbolig over for fortet, som er meget medtaget af tidens tand, og som han forestiller sig indrettet til et dansk-indisk kulturcenter med overnatningsfaciliteter.

 

Forstander på vej til Indien for at hejse Dannebrog på gammelt dansk fort

23.03.2002

 

TOMMERUP/HØJFYN: I går ankom et dannebrogsflag med bil til forstander Poul Petersen på Vestfyns Efterskole, og tidligt i morgen sætter han og andre sig i et fly for at tage fra Billund til Madras i det sydøstlige Indien.

Flaget har Danmarkssamfundet givet, og det skal søndag den 14. juli kl. 14 hejses på fortet Dansborg i byen Trankebar ved kysten syd for Madras.

- Dannebrog blev strøget fra Kastellet Dansborg, da kolonien Trankebar i året 1845 blev solgt til britterne, og ved indvielsen af den nyrestaurerede landport om få dage har de indiske myndigheder givet tilladelse til, at dannebrog hejses side om side med det indiske flag i samme højde og størrelse. Det er vi meget stolte af, og vi glæder os meget, siger Poul Petersen.

Sammen med Karin og Viggo Knudsen, der tidligere var forstandere på Humble Efterskole, gårdejer Ulf Grønlund, Tommerup, og en journalist fra TV Avisen rejser Poul Petersen i morgen til Indien. Direktør Bent Christensen, BCByg i Skallebølle, er taget afsted.

Hensigten med deres anstrengelser at få restaureret det gamle danske fort ved stranden i en by, der fortsat rummer flere danske bygninger.

- Med anbefalinger fra den danske rigsantikvar, kulturminister Brian Mikkelsen og med professor og kunstner Bjørn Nørgaard som rådgiver fik vi tilladelse til at restaurere fortet, og den første del er færdiggjort, siger Poul Petersen.

Margrethe og Prins Henriks fond støtter istandsættelse af den tidligere guvernørbolig, som PoulPetersen håber at kunne anvende til undervisning.

- Og jeg håber, at flere vil støtte projektet. En så væsentlig del af vores historie kan vi simpelthen ikke være bekendt at lade forfalde. Derfor har vi valgt at starte projektet med egne midler, siger forstander Poul Petersen.

 

 Tommerup-forstander glad for, at fort i Trankebar nu kan sættes i stand  02.04.2002

 

 TOMMERUP/HØJFYN: - Vi er glade, stolte og ikke til at skyde igennem. Det er en fjer i hatten, som svarer til at få lov til at renovere Kronborg! 


Poul Petersen, forstander på Vestfyns Efterskole ved Tommerup, har svævet på en lyserød sky i påskedagene. Han og en lille gruppe historieinteresserede fynboer har netop fået de indiske myndigheders tilladelse til at gå i gang med at restaurere guvenørboligen i Fort Dansborg i den tidligere danske koloni Trankebar ved Den Bengalske Havbugt. 

Bygningerne i forfald 

Fortet blev opført i 1620 på befaling af Kong Christian den Fjerde, der sendte fire skibe af sted med admiral Ove Gedde i spidsen for at udføre opgaven. I 1845 blev kolonien solgt til englænderne, og efter kolonitiden har inderne nærmest brugt fortet til oplag-ringsplads. I 30-40 år har det mere eller mindre stået ubeboet - bortset fra et lille primitivt museum og nogle få kontorer. 

Bygningerne har i mange år været i forfald, og det syntes den lille gruppe fynboer var både synd og skam. Så de gik for et halvt års tid siden i gang med deres egen lille private redningsaktion i det sydøstlige Indien. 

- Borgen er et af vore store kulturminder, og der har gentagne gange i de seneste 20 år været planer fremme om at starte et større renoveringsprojekt. Med anbefalinger fra kulturminister Brian Mikkelsen, rigsantikvar Steen Hvass og Kulturministeriets bevaringsafdeling sendte vi en gruppe personer til Indien for at forhandle med de lokale myndigheder, dels i New Delhi og dels i Chennai (Madras), hovedstaden i Tamil Nadu, hvor kolonien Trankebar ligger, fortæller Poul Petersen. 

Fynboerne bed sig fast 

Gennem en måned havde fynboerne møde med turistminister Saroja og Archeological Survey of India. 

- Det har været hård kamp med det indiske bureaukrati, men vi bed os fast. Ellers kan man blive kostet rundt i systemet i flere år, tilføjer Poul Petersen 

Han fik den endelige godkendelse den 22. marts af dr. Kannan, den højeste embedsmand for det tamilske museumsvæsen - svarende til en dansk rigsantikvar. 

Tilladelsen giver fynboerne lov til at påbegynde renove-ringsarbejdet i den sydlige del af borgen, der gennem de første par hundrede år fungerede som bolig for den danske guvenør. Det omfatter to lokaler, et køkken og en spisesal. Tilladelsen gælder i tre måneder fra den 1. april til den 30. juni, hvor arbejdet skal være afsluttet. 

- Når første del af projektet er gennemført, vil man lade os fortsætte med renoveringen af borgen, hvis vi kan skaffe de fornødne midler til opgaven, fortæller Poul Petersen. 

Foreløbig har han og tre andre initiativtagere - det tidligere forstanderpar på Humble Efterskole, Karin og Viggo Knudsen, og ingeniør og murermester Bent Christensen, Vissenbjerg, selv lagt penge ud, men de håber at få positive svar på en række ansøgninger til fonde og virksomheder. 

- Den samlede renovering kan vel gøres for et par millioner kroner, og jeg tror ikke, at det bliver noget problem at skaffe pengene. Hvilket dansk firma vil ikke gerne kunne promovere sig med "Vi var med til at istandsætte Dansborg", lyder det optimistisk fra Poul Petersen. Han har tidligere formået at rejse kapital til andre store projekter. 

Murermester på stedet 

I fredags rejste murermester Bent Christensen fra BC-Byg i Vissenbjerg til Trankebar for at udarbejde tegninger og skrive kontrakt med de lokale håndværkere, som hurtigst muligt skal i gang. Kunstprofessor Bjørn Nørgaard har tilbudt at være rådgiver på projektet, der får en indisk arkæolog som tilsynsførende. 

Det er planen, at de nyrestaurerede bygninger som udgangspunkt skal bruges til undervisning og udstillinger om kolonitiden.

 

FJERNSTYRING: Bent Christensen, BC-Byg, trækker i Trankebar-trådene fra Skallebølle   25.04.2002

 

HØJFYN: Det er en ikke helt almindelig opgave, som Bent Christensen fra Skallebølle netop har kastet sig ud i: Han skal lede restaureringen af Fort Dansborg i den gamle danske koloni i Trankebar ved Den Bengalske Havbugt i det sydøstlige Indien. 

Bent Christensen er med i den lille gruppe af historieinteresserede fynboer, som har taget initiativ til at få det forfalde danske fort fra 1620 sat i stand. Hvad der ikke er lykkedes for de danske myndigheder, herunder ambassaden, klarede fynboerne i et snuptag ved diplomatisk snilde og vedholdelhed, så de til sidst fik indernes tilladelse til at gå i gang med restaureringen. 

I Indien hvert år 

Interessen for Trankebar i delstaten Tamil Nadu og Fort Dansborg fik Bent Christensen midt i 1990'erne, da han var med Vestfyns Efterskole i Indien, hvor efterskolen hjælper og plejer venskabsforbindelser med en lokal skole i Kappalur. 

- Siden har jeg været i Indien hvert år både med efterskolen og privat, fortæller Bent Christensen, der for alvor blev involveret i planerne om restaureringen af Dansborg, da forstanderne på Vestfyns Efterskole, Poul Petersen, og Humble Efterskole, Viggo Knudsen, spurgte, om han ville lede projektet. De var enige om, at det var på høje tid, at der blev gjort noget ved det gamle danske fort. 

- Jeg sagde ja, fordi det var en spændende udfordring, fortæller Bent Christensen, der har arbejdet meget med renovering og restaurering, men aldrig med noget af arkæologisk tilsnit. Han er uddannet bygningsingeniør og driver det projekterende ingeniør-, murer- og byggefirma BC-Byg i Skallebølle. 

- Vi beskæftigede tidligere 15 mand, men er kun to i øjeblikket, fortæller Bent Christensen, der de næste par måneder får travlt med at følge første etape af restaureringsarbejdet i Trankebar. 

Det var først for et års tid siden der rigtigt kom skred i planerne, og fra januar-februar i år gik det rigtigt stærkt. 

Med anbefalinger og moralsk støtte fra kulturminister Brian Mikkelsen og rigsantikvar Steen Hvass, stempler og officielt brevpapir, som inderne lægger stor vægt på, havde de fynske initiativtagere flere møder med repræsentanter for kultur- og turistministerierne, herunder Archeological Survey of India, i New Delhi og Chennai (tidligere Madras). 

Der blev arrangeret besigtigelsesture i Trankebar, og endelig den 22. marts kom den officielle tilladelse fra dr. Kannan, der er øverste chef og en slags rigsantikvar for det tamilske museumsvæsen. 

Siden tilsagnet har Bent Christensen og de øvrige initiativtagere haft travlt med at forberede arbejdet og lave aftaler med de lokale håndværkere. 

Tilbage til det gamle 

I første omgang handler det om to rum på 50-60 kvadratmeter, som var en del af den tidligere guvenørbolig. 

- Rummene skal føres tilbage til deres oprindelige udseende, siger Bent Christensen. Arbejdet går blandt andet ud på at pille det gamle mug- og sodsværtede puds ned, rive nogle mure mellem rundbuepillerne ned, reparere og lappe huller, ligesom der skal udbedres nogle revner i loftet. Og så skal det hele naturligvis kalkes. 

- Alt skal så vidt muligt foregå med de materialer, som man brugte for 400 år siden. Til væggene anvendes en blanding af sand og limsten tilsat lidt sukkeropløsning, som klæber det hele sammen og forhindrer fugtdannelser, fortæller Bent Christensen.

Han anslår, at første del af projektet kan gøres for kun 40.000 kroner, fordi håndværkerlønningerne er så lave. 

Første del af projektet skal være færdigt senest den 1. juli, og den næste etape omfatter tre tilstødende rum. Hvornår arbejdet med disse går i gang, afhænger af økonomien. 

Et af Christensens store ønsker er, at der også kan blive råd til et klimaanlæg, som med en konstant temperatur kan mindske yderligere forfald. 

Sidste gang Dansborg blev gennemgribende restaureret var i 1792. Det var samtidig med bygningen af byporten. 

Bent Christensen er indstillet på at tage til Indien flere gange i den kommende tid for at følge projektet, som der ikke er sat nogen tidshorisont på. Sikkert er det dog, at der er rigeligt at tage fat på for at sikre den den danske kulturarv i det fjerne.

 


Fort-kalkning: Ny dansk kulturminister anbefaler renoverings-projekt 24.12.2001

 Højfyn: I weekenden modtog forstander Poul Petersen, Vestfynsk Efterskole, brev fra den ny kulturminister i Danmark, og anbefalingen fra Brian Mikkelsen fik forstanderen til at offentliggøre et usædvanligt projekt.


Sammen med blandt andre bygmester og ingeniør Bent Christensen, BC-Byg i Vissenbjerg, tilbyder Poul Petersen gratis at kalke fortet Dansborg i byen Trankebar på Indiens sydøstkyst.

Senere ønsker Poul Petersen, Bent Christensen og andre fra Fyn at istandsætte et lokale i fortet, hvor historien om Trankebar, der på et tidspunkt var den tredjestørste danske by, kan blive fortalt.

- Og sideløbende med istandsættelsen af fortet igangsættes en højskolevirksomhed, hvis fornemste opgave er at fortælle Trankebars historie, fortæller Poul Petersen fra efterskolen i Tommerup. Undervisningen i Indien skal ske med udgangspunkt i Birkholm Højskole, som Poul Petersen også er involveret i.

Minister:Jeg anbefaler

Ministeren skriver om Trankebar-projektet, at han er enig i, at det er sørgeligt, at dette kulturminde lider så krank en skæbne'.

- Jeg synes, jeres projekt til kalkning af Dansborg er et flot initiativ, og jeg vil gerne være med til at anbefale projektet, skriver kulturminister Brian Mikkelsen til Poul Petersen.

Ministeren har bedt chefen for bygnings-restaureringskontoret Ane Vium Olesen om også at kontakte Poul Petersen og eventuelt mødes med ham.

Fortet ligger ved sandstrand og palmer i udkanten af byen, og hovedbygningen er i flere etager og måler 60 gange 12 meter, men fortet er omkranset af en høj mur, der tidligere har givet ly og sikkerhed til fynske efterskole-elever, der sov i telt i Trankebar. Poul Petersen fortæller, at det var på tale at lade en international hotelkæde leje fortet i 99 år.

Danske elever i fortet

Poul Petersen og bygmesteren fra Vissenbjerg har været i Indien og Trankebar flere gange.

- Og som dansker på rejse i Sydindien er man bare nødt til at besøge den gamle danske koloni Trankebar. Fra man passerer den gamle byport og bevæger sig op ad Kongensgade, sker der forunderlige, at man mærker historiens vingesus, siger Poul Petersen.

Men efter 200 år er den tidligere danske besiddelse i forfald.

- Ynkeligt forfald, og der har gennem årene været flere planer fremme om istandsættelse af fortet, men indtil videre er det kun blevet ved tanken. Jeg har sammen med danske efterskoleelever flere gange besøgt Trankebar, og vi har gennem snart mange år talt om, hvordan vi kunne redde fortet, og dermed sikre en af vore store kulturværdier for eftertiden, siger Poul Petersen.

En by som Bogense

Trankebar har en byport, der lige så godt kunne ligge i Nyborg eller Faaborg, hvis det ikke var for det tropiske klima og de oksetrukne vogne. Mange bygninger i Trankebar, der er lidt mindre end Bogense, minder den besøgende om danskertiden: Det er kommandørbygningen, kirken og flere andre store bygninger, som adskiller sig fra indisk byggeskik, og rundt om byen findes fortsat rester af bymuren.

Bag kalknings-projektet står også det tidligere forstanderpar fra Humble Efterskole, Karin og Viggo Knudsen, samt forstander Henning Olsen fra Kerteminde Efterskole i Drigstrup.

Og kunstneren og professoren Bjørn Nørgaard, der har arbejdet for Dronning Margrethe, har tilbudt at være rådgiver på projektet. De indiske myndigheder er endnu ikke kontaktet, men de vil modtage tilbuddet om kalkning og senere restaurering af fortet, når forarbejdet er gjort i Danmark.

Din "Flash" afspiller har brug for at blive opgraderet

For at se denne side kan du klikke her for at hente den seneste version af "Flash" fra Adobe. Når installationen er overstået kan du vende tilbage hertil og se siden.

Hvis du ser denne besked selvom du lige har opgraderet Flash så prøv at lukke alle Internet Explorer vinduer ned, start op igen og kom tilbage til denne side.