Store familier.

Overskrift 1

Jeg får en gang imellem en mail, om vi i foreningen kender til disse eller disse personer.
Nogen gange kan jeg ikke hjælpe. - Andre gange er der bid.
Her ville det være rart dersom nogen kendte til disse navne og sendte mig en mail.

På forhånd tak.

Joachim


Joachimm Æmilius Bang. født den 5. dec. 1755 død 9 feb . 1827 i Holbæk
Far: Niels Christian Bang.
Mor: Ulrikke Elenore Schwane.

Efterkommer på Langeland og Sjælland.
  
Joachim blev født på Egebjerggård, familien flyttede senere til Annebjerggård. Hans far er Kongelig godsforvalter  i Odsherred.
Hans barndom ved man ikke så meget om, han startede som ganske ung ved Asiatisk Compagni. Med 24 år på bagen, ansattes han som assistent  i til 1775. Han rejser 1.gang til Trankebar den 18 juni 1776.  Blev den 5 sept 1777  overassistent Hjem gik snart derefter,  1779  blev han Skibsassistent og Negotieassistent  på skibet " Den gode hensigt"   Skibet brændte 27 feb.1780 på Københavns Rhed.  
Indrulledes  i København d. 10 feb.1783 som Supercargo på et privat skib "Geheimråd  Grev Moltke" (Fik 24 rigsdaler mlg.og Ducør ved hjemkomsten) Ostindiensrejser 1783 -85.
Bosætter sig i Holdbæk hvor han dør 71 år gammel.
 
Han bliver gift med den 27. sep. 1782 i København, 
Cathrine Marie Cruse født 18 okt.1763  død  29.marts  1839
 
(Supercargo kan vel sammen lignes med en Shippermand?)

Der søges efter Mary  Betham født ca. 1837 i Trankebar, Hun har en store søster Laura.

Jeg tror at  familien kom fra Nagapatinam, da familien snakker om en Hollansk kirke.?

Rejste til England med hele familien i ca 1837

Er der nogen der har kendskab til denne familie, vil deres efterkommer gerne høre om det. familien


    *************************************************

 

Hans Jacob Bengalen.

Hans forældre ukendt, hvordan han er kommet til danmark, kan kun være gætværk.

Men han kommer til Egernsund, hvor han arbejder på teglværket i Ille.

Han bliver døbt i Broager kirke som 19 årig. 30 januar 1793.

Den 30 maj 1799  Bliver han gift med Maren Jacobsdatter fra Gudbjerg på Fyn.

De får 2 dødre.  Elisabeth Bengalen og Anne Margrethe Sophie.

Elisabeth med Hans Mathiasen  Daglejer. 3 børn, Hans,  Anna og Nis Peter.

 1.gang. Anne med Nis Peter Jørgensen Sømand. Børn: Garl Johan og Margrethe Maren. 

2. gang med Peter Petersen. Barn: Nis Peter.

Hans Jacob dør d. 25ja. 1844

Leopold von  Lutter

Ansatte 22.jan 1794  som voloutør ved de Ostindiske tropper, meddelte ham 1. feb.94. -  afsejlede fra KBH samme år som kgl. Passeger med ass. Komps. ”Juliane Marie”  og kom ca den 28 sep. 94 til Trankebar  -  Guvernør Anker ansatte ham (fra) 1. jan. 95 som sekljnt. A la snit ved Frs. Garnison, og 25 marts 95 blev han virk. Sekljnt. – 31 dec. 95 Cherf for IV Sipkomp . ( 200 Rdlr. Årlig) – 1. dec 1799  Premljt. Og cherf bfor I Sip. Komp.

Gift i Zionskirken i TR. 20 nov. 1800 med Harriet Stevenson, en uægte datter af en Englænder soldat, og en ”halvkastepige. Et barn begravet 19 aug 1801, en søn døbt i Zionskirken 3 sep 1802 

2 børn døbtes i zions 22. juni 1804 og en søn 30 april 1810 ??   Indgik 12 dec 1802 ægteskabskontrakt med sin hustru, deri toges der bestemmelser om hvorledes de skulle forholde sig i tilfældet af skilsmisse. Ægteskabet var ikke særlig lykkeligt. Hun skulle ofte havde prylet ham, ” have jaget ham på gaden og kastet sengeklæder efter ham ” – lagt hestehår i hans  seng osv 1806 hjemsendte Premljnt. Helmich  hans vegne en ansøgning om skilsmisse. Lutter omtaltes som ” en skikkelig Tysker”. – Datteren Elisabeth Henriette L. blev 1827 g.m. Horstmann.brev 15 juni 1804 premljnt. Ved I sipokomp.( europæisk) Ved komgelig Reserve af 30 jan 1805 v. premljnt. Ved artellerikomp. ( dengang I europ. Komp. )   med reglm. Gage 240 rdlr. I.C. (med 18 % tillæg  efter 5 års tjerneste = 43 rdlr.) ’24 april 1805 virk. Stabskapt. Og cherf for II sipoj.komp. kgl. Approb. 24. april 1806.

Under den eng. Okkupation  1808 – 11 blev han i Trankebar og nød i den tid gage som de ligestillede  off. I den engelske hær. Genindsættes 20 sep. 1815 som kapt.  Ved ganisionen. 6.okt 1816  Major og chef for artilleriets komp. – Ved kgl. Recker. Af 18. feb. 1818 blev han kommandant for garnisonens, meddelt ham af  Guvermentet 6.aug. 1818  ved kgl . res. Af 26 april 1818 fik han ligesom de andre danske –Ostindiske off. 50  % Lommepenge tillæg.

Fratrådte 4 april1821  Døde 12 dec 1821 i  Trankebar. Enken  ansøgte 1836 om pension.

 

Datter:

Elisabeth Henriette Lutter

Døbt i Zionskirken i TR. 22.juni 1804 – Datter af Major Leopold v. Hæren ( 5:division)  og Henriette Steveson.

Datteren Elisabet Henriette  skilsmisse i 1806.

Opdroges hos en fransk  søofficer, der var flygtet fra Isle de France  og fra ca. 1806 havde boet i TR ( Trankebar) sammen med sin hustru. ( på Isle de France havde han været i strid men sin Cherf og var blevet dømt til at skydes.) Hans franske frue var en meget smuk og intrigant Dame. – og meget løsagtig, efter sigende med hendes mands samtykke, han skal have ”Tjern  en formue ved hende”.

En af hendes elskere skal Løjtnan J.B. v. Horstmann havde været.  Han blev imidlertid forelsket i PLEJEDATTEREN,     E.H.L. gengældte hans følelser, skønt hun skal havde vidst besked med hans forhold.

Gift i TR. 21 juli 1827 med J.B.v.Horstmann .

 

Harriet Stevenson

Uægte  datter af englænderen Major Stevenson i Trankebar og en halvkastpige -  Gift 1. ca. 1792 i TR. Med en fordruken Ljnt. J.H.v. Scholten ( død 11.nov.1799)  gift 2. 20 nov. 1800 med major L.v.Lutter

Datteren Elisabet Henriette  skilsmisse i 1806.

Fik 5. dec. 1822 udbetalt 8819 rup. Ved en veksel fra Danmark – levede endnu i Trankebar i 1827.

Lutter Friderich  E.

Ostindienrejser 1803-05  som lærling på Ass.K .”  Danmark”   ---  6 rdr. Mld.  Jeg kan ikke se om de er i familie.

*********************************************************

Jens Bernholdt v. Horstmann.

Født på Asnæs 1. marts i 1794  -( Søn af Søkapt. Friderich Julius Christian  Horstmann .) – Landkadet  1.januar 1812-

Ansættes som sekløjnt ved de Ostindiske Tropper 28.januar 1818. Afsejler kort efter fra København. Med ”Nymphen”  of kom 28.  aug. 18 til Trankebar – han havde ansøgt om at komme videre til Frederiksnagore  i Bengalen, men kaptajnen sejlede om Natten fra ham, vidende, at han helst var fri for ham i FrederiksGR.

Ansattes 27 augt ved II. Sipojkompani  med kvarter på Dansborg. (  sipore er Indiske eller portugisiske soldater)  Fik på ansøgning af 3. sept. 1818 et lån på 50 rigsdaler.  Samt 18 rigsdaler i diætpenge for rejserne, men afslag om ekviperings penge, da han havde fået 100 rigsd. Ved afrejse. Allerede 10 sep. Ansøgte han om 50 Rigd.  Tillåns mod en veksel på sin svogers Oberstljnt.  Overadjudant v. Lûtssen i KBH.

Og fik det samme dag .

Fik 1824 hjemmefra tilladelsen til at patricere for sit helbred skyld.—Skønt helbredet da var ganske tilfredsstillende fik han på gentagne ansøgning 13 aug. 24  tilladelse bekræftet af guvermentet og afsejlede Fra Trankebar  14 aug. Med ” Johanne Marie”  der først skulle anløbe Frederiksnagore.  Der boede han fra 1.. sep. 24 en tid hos Værtshusholder King. På Rådets regning og hjemgik med skibet 28.nov.  nåede til KBH 28 .maj 1825 .

Blev 29.jan 26 prmljnt. Med 900 rdlr. Årligt. Skulle tillige  fungere som Rustmester. – fik 2. juli 100 Rdlr. Til hjælp til dækning, af gæld ( og var ved  ellers næppe kommet afsted.)

Han skyldte dog endnu Vinhandleren. Hattemageren ectr. ectr . ectr.

Afsejler fra KBH  14 juli 1826 med ” Alexander”  På Maritius måtte han forlade skibet, og 19 dec. 26 afgik han derfor sammen med J.C.Boeck og Peter Hansen med en kystfarer og kom 30. jan 27 til Madras. Drog  over land i Paldakin  ( Bærestol)  of nåede Trankebar 12 feb. 27 

Fik vielsesbrev 19.juli 1827  og holdt hjemmebryllup i Trankebar 21. juli med frøken Elisabeth Henriette Lutter .

En hæderlig samtidig kalder ham en ”NAR” og hans hustru en ”DONNA” . Hun var datter af Major Leopold v. Lutter Og hans ”farvede” kone, men opdroges hos en fransk familie , der havde et meget slet ry på sig – Han skulle have stået i forhold til sin hustrus Plejemoder, men forlovede sig omsider med E:H:L:  (Litty), en enfoldig, ret SKIKKELIG ung pige, der dog skal have kendt hans forhold til plejemoderen.. Hornemann , der havde flere tusind dalers gæld, ville låne til udstyr af plejeforældrenes , joges på døren , kom igen – og blev omsider gift. --   Et halvt år efter giftemålet tog parret et 11 års barn ” Ane, datter af en sergent Holm til sig.

Næppe to måneder efter, - 15. Maj 1828 har han forsøgt  - eller beskylder  alvorligt for at have forsøgt – Voldtægt mod den lille pige , næste dag søgte han ly hos sin fader, Pigen var dog i en ynkelig forfatning  og  han gik straks til lægen med hende. Horstmann ville nu tvinge faderen til at udlevere hende for at få sagen dysset hen, men serg, Holm ( Den rigtige fader)  havde da allerede overleveret hende ” hende til sin Cherfs families værge. ( private breve fra Trankebar) Horstmann fik endda ordentlige grovheder af sin ” inferiør”  og da han om aftnen ville forsøge at få  sergeanten til at makke ret, havde denne undgået ham ved at lade sig  arrestere til næste morgen,  Guvernøren måtte da  måtte da forordne en krigsret,  men sagen blev holdt nede.

De danske embedsmænd blev dog oprørte derover, og der fremkom kort efter i det bengalske Blad.” The Hurkaru” et stærkt angreb på de danske autoriteter i denne sag. – og til forfatteren heraf udlagtes  Premljnt. P.S.Kierulff , sagen måtte da atter frem, men Horstmann tilbød  til sine venner at fralægge sig beskyldningen ved ed og skød skylden på sin tjener, der havde forladt hans hjem. – han udlover 200 rdler for tjerneren tilveje bringes og var så snild, at avertere derom i ”The Hurkaru” – hvis han ikke blev fundet , barnet have pengene.

” hans stakkels kone, som er enfoldig og god, har med eder og besværgelser  ville erklære ham uskyldig og hun har været svag nok til at gå omkring og fortælle hendes mand uskyldighed, som noget han aldrig kunne gøre, såsom han elskede hende alt for højt. Krigsretten frifandt ham, men han fik pålæg om at betale de 200 rigsdaler inden 6. månede.

Voldssagen dukkede gang på gang  op på ny og den 6. maj 1831 ansøgte han om at få taget sagen op igen, for at han enten kunne blive straffet eller blive ganske  frikendt.- Fra 1. jan. 31 havde han ligesom de øvrige officerer fået 20 % gagetillæg . Og han levede nu en roligere, ret arbejdsom liv , 15 dec 31 fik han 100 rigsdaler i Gratifikations for kopiering af 16 tegninger fra Nikobarerne.

''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''

Marts 1832 afgik han med Guvernør L. Christensen med ”Ceninbria” til Naukouvry kolonien på Nikobarerne, hvor han ankom 19 april, og begyndte nogle kort- tegninger og udførte nogle skitser – Guvernør Christensen. Tillod Resident  D. ROSEN  at Horstmann skulle afløse ham., men denne modtog ikke Horstmann s tilbud. På hjemrejsen blev Horstmann syg af nikobarfeberen, Guvernør C  døde, men Horstmann nåede til Trankebar 15. maj  og kom sig snart. Samme år udførte han et kort over Trankebars distrikt. Fårte en smuk hånd.

Nokobarfeberen kom igen, og han måtte 1832  til Nagapatnam for at søge lægehjælp I jan. 33 kom han til TR. Og overtog da tillige Adjudant og vagtmestertjerneste, foruden at han fungerede som Rustmester og cherf for Labolatoriet.  Blev ved KGL. RESKR. Af 10 feb. 1833 Kapt. Og cherf for I infkomp. – Blev 1834 cherf for ganisonen og fik 22 feb. 1835 kgl.approle. ( 1500 m.r. årligt ) – Indsættes som virk. Ganisionskommandant samt cherf for I komp.  1. aug. 1835 Major. – Fik 3 jan 1836 pas til en rejse til Madras og tilbage.3. marts  1837 fik han hjemrejse over Madras – london og kriditbrev , og hjemgik  kort efter sammen med Guvernør Hansen.

 

Lutter Friderich  E.

Ostindienrejser 1803-05  som lærling på Ass.K .”  Danmark”   ---  6 rdr. Mld.  Jeg kan ikke se om de er i familie.

Isaac Hanson

Med tilladelse fra Torben Hanson.


"Stamfader til familien Hanson er Isaac Hanson, en eventyrlig skikkelse, der efter en stormfyldt tilværelse som skibskaptajn i de urolige kinesiske farvande slog sig ned som storhandelsmand i Trankebar, hvor hans fortjenester gjorde ham til en af Danmarks rigeste mænd.
27. februar 1728 ankommer han til Trankebar, den lille danske koloni på Indiens østkyst, syd for Madras, og fra dette tidspunkt følges hans livsbane let gennem de officielle Trankebardokumenter, der findes endnu. Men hvem han egentlig var, og hvorfra han stammede, er for os en gåde. Ganske vist oplyste Isaac Hanson selv ved sin ankomst til Trankebar, at han var "født på Sydlandet St. Domingo udi Amerika, værende på Fædrene Side af Dansk Attraktion". Efter dette skulle han således være født (omkr. 1680) på øen St. Domingo, det nuværende Haiti i Mellemamerika, men det er klart, at man ikke der har mulighed for at undersøge rigtigheden af hans oplysninger. At han påberåber sig en dansk afstamning, passer - som vi senere skal se - alt for godt i hans kram, da han søger om dansk indfødsret, til at man behøver fæste lid dertil.

Om Isaac Hanson, der i 1728 ikke kunne et ord dansk, men som talte portugisisk og som hele livet var katolik, virkelig var af dansk, engelsk eller måske endda portugisisk eller spansk afstamning, ved vi intet. Derimod vides, at han efter en tid som sømand rundt om på havene boede en tid i Madras i Indien som handelsmand. Han dannede her i 1723 sammen med en spanier, Don Thomas Gusman, og en portugiser, Francisco Mendes Pereira, et  handelskompagni og købte et stort skib, Santa Maria, af hvilket Hanson ejede halvdelen og de to andre hver en fjerdedel. Hanson var kaptajn på skibet, der iflg. lønningslisten var bemandet med 50 mand og armeret med flere 8-punds kanoner. De drev handel på Manila (hvor spanieren fratrådte), Macao, Batavia, Canton m.v. Ganske dygtige til handel må de have været, thi i de tider var handelen derude meget vanskelig. Snydt blev der overalt og bestikkelse hørte til dagens orden. Alene at holde rede på det meget indviklede pengevæsen må have været svært, ider der regnedes i mange forskellige slags penge. Og foruden mønter måtte man modtage checks - obligationer eller forskrivninger - betalbare hos de forskellige købmænd; et tvivlsomt betalingsmiddel i disse svindlertider. Kunne man ikke få dem indfriet, tog man ganske roligt repressalier. Derom beretter Hanson (for rettens skranke og uden at nogen finder det mærkeligt), at han på følgende måde får indfriet en obligation, som en kineser ikke kunne eller ville betale: "Da et kinesisk fartøj passerede Bantastrædet, blev vor styrmand beordret til at borde det og fordre af kaptajn Lim Gigwam en sum på 2694 Thail imod at udlevere ham en obligation, som Ong Puia Olly Elly Coqva, købmand på Cantam, ikke ville indfri. Da han ikke frivilligt ville udlevere pengene, blev disse efter Hansons instruks taget med magt." 
I Batavia udlejede de i 1725 skibet for 2 år til et par kinesere, men da disse ikke betalte, overtoges skibet igen og "for at søge repressalier for deres resterende krav" udplyndredes adskillige kinesiske fartøjer i Bantastrædet, og de fik på denne måde "med good og onde" 33500 Perdou.
Efter denne udplyndring af kineserne besluttedede to kompagnoner sig til at lægge op og leve af handel i land. På hjemrejsen døde imidlertid portugiseren, og i stedet for som påtænkt at vende tilbage til Madras besluttede Hanson sig til at gå til den lille danske koloni, Trankebar. Og fra nu af kan vi i de officielle Trankebardokumenter følge Isaac Hanson lige fra den dag, da han med sit skib Santa Maria, der i øvrigt tonede engelsk flag, ankrede op i Trankebars havn. Her meldte han sig til kommandant Attrup og begærede sit skib sat under den danske konges beskyttelse, idet han henviste til sin danske herkomst. Man tager med stor glæde imod denne "Engelske Søe-Captain", som man betegner ham, thi dels medfører han en stor formue, dels har man hårdt brug for hans skib, da kompagniet netop havde måttet skille sig af med sit gamle skib Gyldenløve. Man købte derfor Hansons skib, der nu fik navnet Fredericus Quartus. Hanson angav følgende grunde for at han nu ønskede at tage ophold i Trankebar, dels havde han lånt penge og fået varer i kommission på Manila, men havde mistet disse på grund af forlis, hvorfor hans kreditorer sikkert ville kræve ham i Madras, dels var han kommet i unåde hos englænderne her for hans udplyndring af kineserne, og endelig var han også bange for at skulle betale sin afdøde kompagnons gæld - og der var endda noget med en obligation, som Hanson ved ed svor på ikke var undertegnet. Der var således gode grunde for Hanson til at søge ly i Trankebar.
Fra Madras søgte englænderne at få Hanson til at betale, men det var tydeligt, at han blev hjulpet af danskerne. Kontoret i København blev forsigtigt spurgt, om man havde hjulpet Hanson "ud over Loven", men myndighederne i Trankebar siger god for de foretagne dispositioner. Dog kom der snart nye vanskeligheder, denne gang fra hans afdøde kompagnons broder, Lucas da Crava Costa, der var katolsk præst nær Madras. Denne, der følte sig bedraget for arven efter broderen, forfulgte i mange år Hanson med anmeldelser og processer. I alle uregelmæssigheder blev Hanson frikendt, men skulle dog betale pateren en større sum, som kompagnonens bo havde til gode. Hanson slap dog også for dette. En pludselig meddelelse fra København, hvorved det gamle Oostindiske Kompagni omdannedes til Asiatisk Kompagni, bevirkede en ny retspraksis, hvorved alle appeller skulle behandles i København. Hanson var derfor ikke længe om at appellere, hvorefter pateren rasende opgav at forfølge sagen. At rejse til danmark var for meget for ham; alene rejsen ville tage 2 år.

Under alt dette var Hanson vokset fast i det  lillle danske samfund. Han betjente sig dog fortsat af det portugisiske sprog, ses det af retsdokumenterne. Han blev hurtigt en stor forretningsmand. Allerede året efter sin ankomst giftede han sig i den protestantiske Zions Kirke med Ellen Christine Fischer. Hun var født i Trankebar omkring 1713 som datter af  stykjunker Friderich Fischer. Denne var født i danmark i 1682, men om hans herkomst vides intet. Han kom til Trankebar som konstabel, blev senere styrmand på Gyldenløve og derpå skipper på Fredericus Quartus. Han døde 23/8-1760 og blev fuldt til graven af et anseligt følge.
Af Trankebars dokumenter ses, at Hanson var blevet en betydelig mand. Han var storkøbmand, bankier, skibsreder, og med i al handel. Var opkøber til kompagniet eller mellemmand mellem dette og de indfødte købmænd og havde eget skib i fast fart til Madras. Han blev hurtigt en pengefyrste, cer af og til måtte forstrække myndighederne med lån og til gengæld herfor fik monopoler på hansdelen med tobak, betel og andre ting.  Han indrettede sig bolig i den lille by Kottupaleiam, en fjerdingsvej uden for Trankebar, hvor han ved floden havde en ejendom, stor og rummelig med plads til den store gæstfrihed og det meget selskabelige liv han førte. Som sømand var anset som ekspert, hans søkort over de farlige farvand var ligefrem berømte, og han var en slags skønsmand i sager, der angik søfarten. Isaac Hanson og hustru havde 7 børn, hvoraf kun 3 overlede, deriblandt David Isaac Hanson (født 1733), vores forfader.

Omkring 1740 begyndte hos Hanson den sygdom, som skulle ødelægge resten af hans liv og føre til hans død. Det var den såkaldte "rystesyge", Paralysis agitans, der begyndte med rysten af hænder og arme og breder sig til hele legemet. Han fattede nu den store beslutning at rejse til Europa for at gennemgå en kur for sin lidelse. 31. januar 1743 gik Hanson derfor om bord i skibet Princesse Charlotte Amalie, ledsaget på rejsen af sin søn, den 10-årige David og en sort tjenerdreng, Florentin Hanson. Efter rejsen rundt om Kap Det Gode Håb når de august København. Her boede de nær Triangelen og førte større hus, og her afviklede Hanson sine forretninger  med det Asiatiske Kompagni. Og han forsøgte forgæves at oprette et testamente, væsentligt til fordel for sønnen David.
For at at søge helbredelse rejste Hanson i maj 1744 til den tyske kurby, Aachen, ledsaget af sønnen David, den sorte tjenerdreng og sin gode ven, skibsassistent Charles Kersting. Dog al behandling var forgæves. Isaac Hanson døde 8. oktober 1744 og blev begravet i Aachen, muligvis på den evangeliske kirkegård.
Hanson havde i sit testamente bestemt, at en mr. Meyer i Trankebar skulle have 100 rigsdaler "for den omsorg og umage, han haver for min hustru udi min fraværelse". Denne mr. Meyer sørgede åbenbart  godt for Hansons enke, for i 1746 giftede hun sig med overkøbmand Peter Hendrich Meyer, der i 1759 blev udnævnt til guvernør i Trankebar, men døde samme år. Fru Ellen døde 22/7-1771 og begravedes i familiens murede begravelse på Trankebars gamle kirkegård."



Skulle der være læsere der har flere oplysninger vil vi gerne høre om dem.  Sendes de til karin

Runge

Raman har i sin afhandling mange billeder med, dem kan jeg desværre ikke putte ind.


Fra Tranquebar til Roskilde - Carl Ludvig Runge

P. S. Ramanujam

 (psramanujam@gmail.dk)

 

                      Tranquebar er i dag en by som dækker et område på mindre end en kvadratkilometer (Fig. 1). Byen var hovedkvarter for de danske besiddelser i Indien fra 1620-1845. Den ældste danske bygning i byen er fortet Dansborg, påbegyndt af admiral Ove Gjedde i 16201. På hjørnet af Kongensgade2 og Dronningensgade står Zions Kirke3 fra 1701 (Fig. 2), med en kirkegård. Byen rummer også en kirke fra 1714 beregnet oprindeligt til de indfødte, foruden adskillige andre huse fra den danske tid. Trods den lille størrelse, rummede byen mange folkeslag og sprog – dansk, tysk, engelsk, fransk, portugisisk, hollandsk, armensk, latin, tamil, telugu, og maratti (modi) - og trods størrelsen, var der talrige politiske intriger og konflikter, ofte med tragiske resultater. Carl Ludvig Runge var hovedpersonen i en af disse.

Vi ved ikke meget om Carl Ludvig Runges liv, inden han kom til Tranquebar. Han var formodentlig født i 1749 –  muligvis i Berlin (han arvede 565 Rd som var tildelt ham i Berlin4).  Kay Larsen skriver5, at Runge ”Kom til Trankebar som Musikant (Oboist) ved Garnisonen. Antoges 16 august 1779 af Gouvernement som ’den eneste der kan synge’ til klokker6ved Zionskirken fra 1 september 1780”. Den tidligste reference til Runge er fra 1781, fra Zions Kirkebog: 1781. Julij 12 blev Udi Forpagteren hr. Sundts Huus Copuleret Klokkeren ved Zions Meenighed Carl Ludvig Runge med Jomfrue Anna Elisabeth von Tannen”7. I 1785 blev deres første datter, Sophia Magdalena, født, og i 1787 kom Charlotte Amalia til verden. I 1789, blev sønnen Heindrich George  født og i 1790, kom Carl Ludvig Runge til verden men døde imidlertid  dagen efter8.  Fra Thomas Christian Walters9 skifteprotokoller, ved vi også at i 1788, købte Runge Eet Kruus , Toe stoere Skilderier Udi forgÿldte Rammer, Eet ditto (skilderi) forestillende Præsten Hans Madsen udi forgÿldte Rammer, Een Chinesisk Theé Potte,  1. Dussin röede og hviide Kopper, Eet Dörslag, 32. Ruuder, 1. Pallanquin (fig. 3), 4. Boutteljer Liquerer,  1. Dusin Sölv Thee Skeer” på auktionen.  Fra folketællingen i Tranquebar i 179010 ved vi, at Runge havde et hus i Ny Gade (Fig. 4), hvor han boede sammen med sin kone, tre børn og to slaver (Fig. 5). Alt gik tilsyneladende godt for Carl Ludvig Runge.


Fig. 4 Ib Andersens tegning af Nygade fra 1948. Det store hus til venstre i billedet tilhørte Palle Krag Hoff Wodschow11, en bror til Runges svigersøn, Jens Jacob Wodschow. (Handels – og søfartsmuseet). Runges hus var på højre side, lidt længere op ad gaden.

 Desværre var han ”en hidsig og ’tykblodet’ mand, der kunde daarlig styre sig selv”, som Kay Larsen skriver12.  Den 25 marts 1792, kom Runge i selveste sakristiet i Zions Kirke til at undsige13 Missionær Johan Friderich König14 på livet.  Sagen blev indklaget af Missionairen15 til Guvernør Peter Anker16: 

”Pro Memoria

 

For Det Hóje Kongel. Gouvernement anmældes ærbódigt, at Klokker Runge sidst Sóndag har ÿttret til Hr. Caemmerer17 i Sacristien, at han vilde skÿde mig paa Prædikestolen, hvilket han siden med Eed ved Gud og Christus i Himlen endnu har bekræftet. Det samme har Hr. Runge paa flere Stæder i Bÿen igientaget, saasom i Jens Dues nærværelse. I Gaar fortalte Hr. Buck i Deherrer Colbiörnsens og Follys overværelse, at han sammen har hórt af Hr. Runges Mund, ved Tillæg, at naar ieg sagde Amen skulle ieg faae skudt. Det höje Gouvernement ansóges underdanigst at tage saadanne Mesures, hvorved Klokkerens onde Forehavende maatte blive forhindret.

                               Trankebar 31te Mars 1792.

                               Ærbódigt af

                               h. Friedr. Koenig


Efter ”Reglement om Justitiens Administration samt Skifte-Behandlinger, med videre i Tranquebar og samtlige Kongelige Etablissementer i Ostindien” fra 1781 (Fig. 6), var der tre forskellige retter i Tranquebar – en almindelig byret for de hvide, en sorte ret for indere og en konsistorial ret for de gejstlige.

Fig. 5  ”Mandtallsrulle over Bÿen Trankebars-Indbÿggere udi Aprill Maaned, Aar 1790” som viser at Klokker Runge boede i Nye Gade, med konen, børn i huset og slaver. 


Artikel 12 i Reglementet lyder:

Naar de Geistlige skal søges for Forseelser i deres Embeder og Forhold, da anordner Gouverneuren en Consystorial-Ret, som skal bestaae af samtlige Medlemmer i Gouvernementet og 2 eller 4re af Zions Præster og Missionairer efter Sagens Nature og Beskaffenhed, som udi Sagen skal kiende og dømme. En saadan Dom appelleres til Høyeste-Ret af den paagieldende, som dermed troer sig brøstholden. Skulle Gouverneuren formeene at Dommen var alt for lemfældig, lader han ved den anordnede Actor Stævning udtage til Skierpelse for Vores Høyeste-Ret og hidsende samme tilligemed alle Sagens Acter i Følge Rescript af 8 October 1777.  Skulle den Sagsøgtes Forseelse være af den Natur, at Suspension maae have Stæd, forbliver dog den suspenderede in Beneficio indtil vores Høyeste-Rets Dom er falden. I alle andre Sager, som ei angaaer de Geistliges Embede og Forhold, sortere de ligesom de Militaire under de ordinaire Retter.”

 I overensstemmelse dermed,  beslutter guvernør Peter Anker:

” Jeg Peter Anker, General Major og Gouverneur over alle de Kongelige Danske Etablissementer i Ostindien giör vitterlig:  Da efter in Copia vedlagte og til Det Kongel. Gouvernement i Tranquebar indkomne Klage over Klokker Carl Ludwig Runge, Gouvernementet har fundet sig nödsaget at arrestere ham i Castellet Dansborg til Betrÿggelse for Klageren Herr Missionair Koenig, samt at suspendere ham fra hans hidtil havte Klokker Embede. Jeg anordner og sammenkalder paa Castellet Dansborg en Consistorial-Ret bestaaende af Dhr. Conseiller Justitiarius Jacob Edward Colbiörnsen og Hof-Junker Finance-Raad Frantz Theodor Lichtenstein, Dhr. Missionair Christoffer Samuel John, Johann Peter Rottler samt Kammer-Raad Gouvernement Secretair Johann Peter Hermansson som Consistorial-Skriver for at undersöge…”.

                     

Desværre kunne pakken med ”Protokol for og dokumenter ang. Konsistorialretssagen mod klokker Runge” ikke findes på Rigsarkivet. Den har været efterlyst i arkivet siden 1980. Men en ”Udskrift af den anordnede Consistorial Protocoll needsadt at paadømme Sagen anlagt af Fiscalen efter Höÿe Orden Contra den suspenderede Klokker C. L. Runge” er til at finde blandt Journalsager fra 179318. Efter protokollen blev flere vidner tilkaldt. Først ”fremstillede Fiscalen den Kongelige Copiist Hr. Claus Peter Buck19 der var et af Klagerne angivne Vidne, for at examineres og i Eedtages af Retten, som forklarede: at han var 25 Aar gammel, af Luthersk Religion, fód i Danmark, og formanet til sandheds udsiigende, samt betÿdet Lóvens Straf for MeenEed, og som vidste sig, ikke beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne.

 

Hr. Buck forklarede da at han for nogen Tiid siden, om Morgenen ongefæhr i mellem Klokken 7 og 8te, passeerte Hr. Runges Huus, hvordan Runge kaldte paa Vidnet og beklagede sig at have nogle Penge tilgode hos Madame Martini20, hvilke Penge hun eý vilde betale ham, paa grund af en Fordring som hun meente at have tilgode hos Runge; hvorfore han havde henvent sig til Herr Koenig, og forlangt af ham, at vilde forskaffe ham samme, hvilket Hr Koenig skulde have uagtet og derfore ville Runge anlægge sag imod Madame Martini, og om han ved Retten eÿ bekom den fuldkommende Satisfaction, da vilde han skÿde Herr Koenig for panden paa Prædike Stolen, saaledes, at naar han sagde Amen, da skulde han bekomme Skudet og af en Pistol som han desaarsag vilde tage i Kirken. Desuden havde Runge ofte siden efter sagt til Vidnet, at han vilde skÿde Præsten Koenig for Panden, og nogle Dage fóren Runge i Castellet blev arresteret, begiærte Runge af Vidnet, et pr. pistoler, til Laans, som han, paa Adspörgsel, vilde have til at skÿde Præsten Koenig for Panden med, men Vidnet nægtede ham sammen, forgivende ingen Pistoler at have”.

                      Derefter var det August Friedrick Caemmerers tur. Hans vidneudsagn i protokoller findes på tysk, med en oversættelse på dansk: ”Sóndagen den 25de Mars, da min Tour var at predike Tÿdsk i den Danske Kirke kom klokker Runge til mig i Sacrastien og begÿndte at fortælle mig sin Tvistighed med Hr. Missionaire Koenig i henseende til nogle Pagoder21, som han endnu har tilgode hos afdóde Hr. Dr. Martini. Han klagede over undertrÿkkelse udi sine nærværende maadelige Omstændigheder og bad om at være ham behielpelig at kunde faae sine Penge, ellers skeede en Ulykke, thi faaer jeg ingen Rett, saa skÿder ieg med Pistolen Hr. Koenig paa Predikestolen. Disse vare hans udtrykke.

                      Efter alvorlige Formaninger og skarp Irettesættelser for hans store Rettsindighed og Uforskammenhed at sige mig, saadanne ord i Guds Huus, begÿndte han at græde, forsikrede mig om sin Ærbódighed og Agt med mange Ord, men Sagen endnu en Gang saa sandt Gud lever, og Jesus Christus, som har skabt mig, skÿder ieg Hr. Koenig, om mig ingen Rett vederfares, maa gióre da med mig hvad man vil, min Ære er mig kiærere end mit Liv. Tier ieg nu, saa vil man ansee mig i heele Bÿen som en slett mand, der har sógt at beróve en Enke hvad hende tilkommer, og ieg er dog ikke en saa ringe Mand, hvorpaa han viiste mig et Ar paa haanden og forsikrede at kunde blive oberst Lieutenant om han gik til Europa, og det sidste skulle han vist om nogen Tiid gióre, thi i Trankebar var for ham ikke noget meere, hans Indkomst havde gandske meeget aftaget, han maatte tilsætte Alting, o. s. w. Disse hans sidste udtrÿkke róbede eý lidet mangelen paa hans fulde forstand, ieg taug derfor gandske og aldeeles og befalede ham at begÿnde Psalmen.

                      Ovennanfórte Klokker Runges udsiigende mod Hr. Missionaire Koenig bekræfter ieg hermed: Saa sandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord. Trankebar 29de April 1792.

                                                                                                                                                                                                    August Friederick Caemmerer.”

                     

Næste vidne var ” Forpagter Jens Due22, som han begiærede, maatte examineres og i Eed tages efter Lovens Maade. Forklarede at være 37. Alder gammel, fód i Jydland, Luthersk Religion, og ikke beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne”.

                      ”Vidnet forklarede, at Klokker Runge for nogen Tiid siden kom ind i Deponentens Huus, klagende over at have nogle Penge tilgode hos Madame Martine, for at faae hvilke, han havde henvendt sig deels til Procurator Schmidt deels til Justitiarius Colbiörnsen, hvilken sidste havde forskaffet ham Hr. Borgen til Procurator fremdeeles havde han truet, at ville needskÿde Præsten Koenig fra Prædikestolen med en Pistol, da Deponenten spúrgte hvad han kunde have imod Præsten Koenig? svarede Runge: at han havde været hos Præsten Koenig for at faae disse Penge, men fik til Svar: Sie kriegen nichts! Da nu Deponenten formanede ham, at han vilde gióre sig ulÿkkelig derved, saa svarede han, at han saa skulde dóe, det var ham det samme om han dóde en Dag tidligere eller sildigere. Fremdeeles haver han adskillige gange været i Deponentens Huus for at kiöbe Pistoler, hvortil Deponenten svarede, at han allereede havde solgt sine til en Capitaine Steed”.

                      ”Hvornæst Capitaine Schlimmermann blev separatim afhórt, som forklarede: At være fód i Koenigsberg, Luthersk Religion, 34: Aar gammel og ikke beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne, og efter Fiscalens Forlangende, aflagde sin summariske Deposition om hvad han viste om denne Sag: At han omtrent i Martii maaned efter den 15ende, havde hört Klokker Runge siige, at (han) vilde skÿde Hr. Missionaire Koenig i hiel, dersom han ey fik Rett, og som han havde hórt i Klokker Runges eeget Huus, men mindes eÿ, at der havde været nogen nærværende.

Hernæst fremstoed Skoeleholder Sorgenfrey, som forklarede at være 36: Aar gammel, Luthersk Religion, fód i Appenrade, ikke beslægtede eller besvogret med nogen af parterne.

                      Dernæst forklarede og giorde sin Deposition saaledes i henseende til det i Stævningen omtalte; at han havde hórt Klokker Runge siige i Martii Maaned saavel i Runges Huus som i sit eget Huus som og paa Gaden og paa Vejen, at han vilde needskÿde Missionair Koenig fra Prædike Stoelen, hvis han ikke fik betalt en Fordring som han havde tilgode hos Madme Martini, omtrent paa 30. Rigsdaler; Capitaine Schlimmermann haver Eengang været nærværende i Runges Huus, da dette blev sagt”.

                      Runge mente, at retssagen var en misforståelse. Fra fængslet (Fig. 7) ansøgte Runge om at blive fritaget for tjenesten, og blive sendt tilbage til Danmark.  Peter Anker beslutter: ”Jeg General Major Gouverneur Peter Anker giór vitterlig, at da den suspenderede Klokker Carl Ludwig Runge er indkommen med sin underdanige Ansógning, at den over ham nedsatte Consistorial-Rett maatte hæves; og han af sin Arrest udlades, saa er denne hans Begiæring ham paa de Vilkaar Tilstaaet; at han skal forlade Cormandell-Kÿsten, og aldrig saalenge Præsten Hr. Koenig lever sig der lade finde.

Castellet Dansborg den 18de Junÿ 1792.

                                                                                                                                                                                                                                               P. Anker”.


Runge fik udbetalt sin arv og 55 Rd. som han havde betalt til Enke Cassen : ”Paa vedlagde Carl Ludvig Runges Ansögning, have Vi indbetalt ham de 55 Rdr. som han ifölge den Kongl. Anordnings Bydende havde indbetalt til forsikkring af en Pension for hans Kone i Enke Cassen, i Betragtning af at han nu ikke længere er i Kongens Tieneste og var nödt at forlade dette Stæd for bestandig, altsaa i en Beskaffenhed af Landflygtighed23.  Mens Runge sad i fængslet, døde hans kone, Anna Elizabeth, d. 9 sept. 17927. Det blev besluttet, at børnene skulde rejse til Danmark med faderen. Imidlertid blev de boende i Tranquebar hos nogle værger. I august 1792, fik Runge udbetalt alt tilgodehavende. Efter ankomsten til Danmark, blev Runge sat i pleje hos Stadsmusikant Sivert Ditlefsen24 i Roskilde. I folketællingen fra 1801 (Fig. 8), står ”Carl Ludewig Ronge” ”forhen Cantor i Tranquebar”,  som 52 aar gammel,  logerende på ”Monchebro 7”25 (kendt som Munkebro i dag ; Munkebro 7 er  nu nedrevet)  – Ditlefsens boede på nr. 3.

Allerede fra begyndelsen gik det galt. Her er et brev26 fra H. F. Schlegel27:

                                                                                                                                                                              Kiöbenhavn d: 29 Novbr: 1795

P. M. (Pro Memoria)

Kiære gode Runge! Jeg er bange for at deres Handlemaade tidlig eller sildig vilde bære saa meget Præg af deres Sinds-Skröbelighed og Forfatning, at min paastand, at man ikke kunde ansee dem for at være deres Samling28 saa aldeles berövet, at de ikke selv vidste hvad de taler og foretager dem, hvilken ieg, som udfaldet har viist, har betient mig af for at forskaffe dem taalelige Kaar uden hensigt til deres forbrÿdelse i Tranquebar, hvilken, i hvor meget man end vilde besmÿkke den til deres fordeel mod ubesindighed og den gamle Kriigsmands sædvanlige udtrÿkk, dog sikkert vilde have berövet dem deres Friehed, naar ikke General-Major Ancker först havde givet deres Sag den Vending, at de ikke have været ved deres Samling, da de truede Missionairen Koenig, saavel i deres Embede som Cantor, som og uden for med at ville skÿde ham for Panden, endog naar han stoed paa Prædikestoelen, og i denne deres Tale brugte saa megen ubesindighed og uforsigtighed, endog i daglig Selskab og Omgang med andre, at Koenig blev sadt i stand til, lovligen at beviise denne deres udsigelse imod ham. De var dristig nok til ved deres Ankomst hertil ved Klager her at oprippe deres Sag og troede dem berettiget dertil paa grund af den icke gandske ugrundede Tanke, at Koenig kunde og burde have behandlet dem med meere Billighed og Artighed i den Post, som gav förste Anledning til Sagen, nemlig deres Afregning med den afdöde Martini. Kiære Runge, hvad vilde der have blevet af med deres Friehed, naar Sagen var blevet oprippet paa nÿe, om de og havde havdt Penge og fundet Understöttelse til at forfölge Sagen, saa havde de dog altid i Enden maatte, svare til det, hvad deres Mund havde sagt; Jeg kan snart icke antage at Runge saa aldeeles skulde have glemt sit eget Forhold i sagen og derimod saa vel skulde kunde hudske eller tale om Uret der er eller skal være skeet ham i Sagen uden at troe, at den ligger nogen Ondskab i den Uroelighed og Begiærlighed, Runge viiser efter at oprippe denne Sag, thi ellers toeg de i det mindste ingen Anledning dertil af Beskÿldninger imod den Mand, der saaledes som General-Major Ancker havde reddet dem ud af Sagen paa den mueligst beste Maade. Saaledes har de Kong: Collegier, som have tage deres Sag til Overveÿelse, fundet den, og saaledes har og Kongen fundet den, ickun med den forskiæl at han af Mildhed og Naade har befalet, at man aarligen skulle anvende 100 Rdr. paa at forskaffe Runge saa taalelige Kaar som muelig i hans skröbelige forfatning, fra dette Aars 1795, Begÿndelse af. Dette maae være nok sagt til Erindring og Oplÿsning om Runges Sag saavidt som det angaaer hans Embede og Afsættelse. Det er nok sagt til Erindring for Runge selv og til Oplÿsning for dem, hos hvem Runge, ieg veed icke om ieg skal sige ved sin Ondskab eller ved sin tungsindige Erindring om sine tabte og forspildte Lÿckelige Vilkaar, opvæcke Opmærksomhed. Jeg har icke Tiid til at indlade mig i nogen oftere eller udförligere Correspondents om denne Sag; Jeg har eengang underkastet mig den Ubehagelighed, at være Runges Talsmand, ieg skal og blive det uden Hensigt29 til at han altiid paa nÿe stemmer sin Liire30 til ubehagelige Toner; for mig kan han meget gierne söge sin Rett imod General Major Ancker for hans Kongl. Höyhed Cronprindsen, hvad der kan siges af mig til hans Beste, skal af mig nu som för blive anförte, udfaldet bliver Runges egen Sag.

                      Nu til min egen Person, som og skal have en Ræm af Huden. Runge spörger mig hvorfore ieg forholder ham hans Kiste og Kuffert! Runge erindrer eller burde kunde erindre sig, at ieg modtog de Levninger af Sager, han endnu havde tilovers hos en vis Möllers Encke, i Overværelse af hans Ven. Obermester Witt og Kongl. Fuldmægtig von Bergen, og at modtagelsen skeedte af mig paa Comerce-Collegii Vegne. Den Kuffert som Runge vill have havdt, er vel placeret i hans nærværende Hukommelse, thi ved Modtagelsen af Sagerne forefandtes der ingen Kuffert, men den blev af mig kiöbt en Kuffert til Runge, da han kom til Madme. Justs for derudi at giemme sine Klæder, og den skulde ieg troe, han har endnu. Hvad han vill med Kisten, kan ieg icket viide, naar han icke selv vill lægge sig i denne Mashine31; og om ieg endog vilde foÿe ham derudi at sende ham Kisten, saa gad ieg vist om den var Leÿen af en foermands32 eller Bonde Vogn værd? denne Udgift finder ieg icke passende, ieg kan herudi icke tilstaae Runges forlangende og Kisten er i god Behold hos mig til hans Disposition som have overdraget mig samme til forvaring. Man siger mig at Hr. Runge skal anke paa33 Spanskrör, som ligge i hans Kiste, ogsaa de ere der i god Behold, om de ere saa prægtige og kostbare som han efter sigende afmaler dem; det ved sig icke, men dette veed ieg at Runge gierne kunde faae en deraf, naar man var vis paa at han icke bræckede den i Stÿcker, ligesom de giorde ved den gamle Stock, ieg loed dem beholde i Mangel af en anden, da ieg afleverede dem i Kost hos Madme Justs i Roskilde.

                      See nu min kiære Runge, nu har ieg tient dem i at besvare deres Brev; har de noget at klage eller har de lÿst at klage over mig, saa vær saa god, ieg forholder dem hverken deres Rett eller deres Sager. Men dette udbeder ieg mig, at de icke oftere vill besvære mig mod at besvare deres vell tusindegange ÿttrede ubesindige udtrÿck, om den dem vederfarne Urett i deres Embeds sag og at de vill forskaane mig for deres uforskammenhed imod min Person, thi ellers bliver den förste Leÿlighed for mig den bedste til at skille mig ved den Opsigt34, ieg i en god Hensigt har paatage mig over dem og deres forflegning35.

                                            Fra

                                            Deres Ven

                                            J.H. Schlegel

 

I 1797 modtog Runge et brev fra sin datter Sophie Magdalene og Dr. Folly36 i Tranquebar, (Fig. 9):

Kiæreste Papa

Min söster Charlotte og jeg glæder os at Papa lever, jeg er hos Madame Colbiörnsen, som er meget god, min Söster er hos Tante Kühn37, vie fattes Gud være loved intet, uden de Glæde at höre Papa lever og er vel

Sophie og Charlotte Runge

 

Lieber Herr Runge

Hir hat mann Ihnen shon Tot gesagt - es freuet mir dass Sie leben, ihre Kindern sind in so weit versorget, George beÿ mir, Sophie bey Colbiornsen, eine brave fraue, ich habe von der Kirchen Kasse fur Sophie 5 rdr erhalten monathtlich, und da ich fur de 3 Kinder Formund bin - so soll für Charlotte auch sorgen, diese ist beÿ Rustmester38 Kühn, - welche die renten von denen Kindern bekomt um Ihr Kleider zu besorgen; die Madame Colbiörnsen - bekomt monathlich die 5 rdr für Sophie ich wunsche Ihnen alles gutes - und bin ihr Verbundener diener und freund.

T. L. Folly

Tranquebar d. 12 Febr 1797


Desværre gik det ikke så godt for ’Papa’.  I 1798, skriver Runge til myndighederne39:

Underdanigst Promemoria.

Jeg underdanigst fremtræder for Deres Kongelige Høÿhed i det ÿdmÿge Haab om en naadig Bönhörelse paa mit Anliggende.

Da jeg haver været Klokker ved Zions Kirke i Tranquebar, hvor jeg til min Skade, havde den store Ulÿkke at tabe mine Sandser.- Af denne Aarsag sadte Hr. General Anker mig fra mit Embede paa Grund tillige af, at jeg skulde i denne min ulÿkkelige Skiæbnes Medfart (have) sagt, at skÿde Præsten ihiel, hvilket er mig ganske uvidende.- Herpaa forfoÿede jeg mig til Europa igien for at söge mig Rett hos Hans Majestet Kongen i Aaret 1793;- KammerRaad Schlegel tog mit Toÿ i ovenberörte Sags Anliggenhed, og paa Grund deraf, samt tillige tilskrev mig at Hans Majestæt Kongen havde forundt mig 100 rd. Pension, Men Allernaadigste Kronprinds! Skienk mig arme, saa og i Stovet dÿbt nedböÿede Mand, Den Naade, at jeg maae /: for mine 3d. smaae Börn, der uden min Nærværelse og min Hielp, seer sig underkastet i allerdÿbeste Nöd og Elendighed :/ nÿde denne Pension i Tranquebar, saa og tillige for min heele Eyendoms Skyld, som jeg med Tanken om denne Eyendom er i den allerdÿbeste Tungsindighed.

O! Allernaadigste Kronprinds, jeg tilstaaer min dengang havte Skröbelighed men Tilgiv! og skienk mig det, som jeg i Haab af en allernaadigst Bonhörelse forventer.

 

                                                                                                                                                                                                    Joh: Carl Ludvig Runge

Roeskilde

den 6te Junÿ 1798

 

                      Runge var blevet sindsyg, og han var bestemt ikke gode venner med Ditlefsen.  Ditlefsen skriver i 179940”..At denne Mands Tilsÿn og Pleie falder mig i den senere Tid hoist besværlig, da hans uroelige Sindssvaghed, som stedse sÿnes at tiltage, giór ham ofte indsten(?)  uregierlig, og forlader ham til at udsige Trudsler imod enhver der nödsages til at modsætte sig hans galskaber”. I juni 1800 skriver Runge41: ”Formedelst den Ubehagelige behandlings Maade som ieg har hos Herr Detlevsen, nödes ieg til at tage fra ham, Jeg har Döyet saa meget Ond  der som ieg engang ikke har Döÿet i Fängsel hvor ieg har väret nemlig i Tranquebar som arrestant som Klokker; og jo Längere ieg er her jo värre; for 10 Dage siden Lukkede de Dörren for mig Da ieg vilde gaa Lidet ud for at Röre mig; da ieg paastod at vilde ud, blev Herr Detlevsen saa graavt at han spittet mig i Øÿnen, som ieg faet meget fortrÿdeligt, ieg maa tillige stoppe mine strumper selv; og värre ieg har kun 2nde Paar meget daarlige  Derfor er mine venligste begiäring om Herr Justicie Raaden vilde behage at sende mig nogle Paar Uldne strumper med dette bud og om ieg lige saa kunde faa nogle daglige skiorter da ieg ikke har mange”. I 1800, flygtede han fra Ditlefsens pleje, og kom i pleje hos Grefsted42.  Han flyttede igen til Kirke Værløse hos Løndals enke43, men da hun ikke vil have ham boende længere, flyttede han tilbage til Roskilde. Inden da, blev han indlagt på Frederiks Hospital i København i 19 dage i juni/juli 1811. Amtsprovst i Roskilde, Hertz, skrev d. 22 juli 1811: ”har i dag meldt sig hos mig som huusvild og uden ringest hjelp til livet ophold, - Jeg har derfor, da jeg desuden under denne mands Ophold her i Byen aldrig har hört noget uskikkeligt om ham, anseet det for min Pligt at anvise ham forskudsviis 1 Rd ugentlig at Byens Fattigkasse, indtil nærmere Bestemmelse om hans underholdning kunne erholdes44. Han boede nu hos en Madm. Hering i Roskilde. Den 7 juli 1812, skriver Runge: ”..at dog vilde noedigst forbarme Dem over mig Ulÿkkelige mand. ieg gaaer nu her i bÿen ikke som et menneske. Eller honett mand. men som den, aller usseligste Straten Rövere. min usselige frakke isär skiorter tränger ieg ogsaa til kortt sagt. min skinben i kläde stÿkker er saa ÿnkvärdigt og Elendig. Som ieg kan tänke, fra den tid af, da ieg kom til Verden, saa at ieg med Rette kan skrive Herre forbarme dig over mig”. Herings Enke støtter ham i hans udsagn45: ”Det Hr. Runges andragende er sandferdig kan ieg bevidne med min Ed om forlanges”. Runge skriver den 8 aug. 181246”..at have dog medlidenhed imod mig og tänke paa mig. Da ieg gaaer her lige (som) den aller usseligste Tigger, ja ieg kan med sandhed skrive, at ikke udi selv Dannemark kan ikke findes den Aller usseligste Tigger eller Bettler udi hele Dannemark, kan ikke gaae elendigere end som ieg”.    Han skrev til myndigheder næsten en gang om året, og klagede over forskellige små ting, som mangel på støvler og skjorter og strømper.  Tanken om Tranquebar og gensyn med sine børn fyldte meget i hans tanker.

 

                      I maj 1799, skriver han47: ”Lad mig komme til Kiobenhavn i indkommende Mohned, nemlig Juni Mohneds begyndelse, for at ieg kan skaffe mig det nödvendige til min Reise til Tranquebar, Give nu hvad di behager, tÿ har jeg mistet min Eÿendom og mine 3nde Umÿndige Börn, saa maa Di gierne lade tage Lidet af mig. Hielp gode hr. Justicie Raad paa Jesu blod…det beder dem ringe tieneren Carl Ludvig Runge”;  et andet brev fra den 29 juli 181448 (se Fig. 10):

Aller ärbödigst P.M.

Da ieg er bleven underrettet om, at der med förste skall gaa skibe fra Kiöbenhavn Tranquebar saa er min Aller ärbödigste begiering til Deres hóy Velbohrenhed Aller ärbödigst at have mig i Erindring og Ädel Sinde huykomelse at lade mig komme til Tranquebar til mine börn som ieg nu have väret skild fra udi 17. Aars Tid. for den ädelmundige hielp vil deres Hoÿ Velbohrenhed sikkerligen forvente en Belönning af den Gud som belönner alle gode Handlinger


aller ärbödigst

                                                                                                                                                        Carl Ludvig Runge


Det er ikke muligt at se, om Runge nogensinde fik svar fra myndighederne. (Det skal bemærkes, at præsten Johan Fridrich König døde allerede i 1795! Efter consistorial rets afgørelse, måtte Runge ikke vise sig i nærheden af Tranquebar så længe König var i live ). Carl Ludvig Runge, ”forhen kantor paa Tranquebar”, døde 70 år gammel af ”alderdom og svækkelse” d. 29 marts 1819 (Fig. 11) uden at gense sine børn, og blev begravet fra domkirken i Roskilde, d. 2 april.

 

                      Vi kan følge hans børn i Tranquebar endnu nogle år49. Sophie Magdalene Runge, giftede sig  17 år gammel, d. 8 juli 1802 med Jens Jacob Wodschow fra Ribe. De fik 13 børn (11 piger og 2 drenge) og hun døde 38 år gammel, dagen efter hendes sidste barns – Johanne Mette Magdalenes – fødsel, d.13 april 1823. I Zions Kirkes Kirkebøger, står: ” Begravede Hr. Dr. Caemmerer paa den nye Kirkegaard den fromme og dydige Kone Madame Sophie Magdalene Wodschow.- Hun var 38

Aar gammel og efterlod sig en sorgende Mand og 13 uforsorgede levende Børn, avlede i et 21 Aars kjerligt Ægteskab, at begræde hendes store Tab”. Jens Jacob Wodschow døde d. 2 sep. 1832. Om ham, står der i kirkebogen: ” Blev paa den nye Kirkegaard begravet den 2 Septbr. Klokker ved Zions Kirke og Skolelærer ved Zions Skole Jens Jacob Wodschow - født paa Sønderskov ved Ribe i Jylland - den 8de Martii 1773. Han har været her i Tranquebar i 33 Aar, og forestaaet sit Embede, som Klokker og Skolelærer omt. 32? Aar. Liget blev nedsat i Kirken, medens Liigtalen holdtes, før og efter Talen blev afsjunget 2de Sange, der saavel som Talen    tolkede den Afdødes store Værd som Menneske og Lærer. Derefter blev Liget udført og nedsat i Graven, hvor Jordpaakastelsen skede”. Sophie Runges og Jens Jacob Wodschows næstældste barn, Sophia Elisabeth Wilhelmine, blev gift med Georg Alexander Thaae og de fik børnene Georg Fritz Dansborg (1827), Sophie Marie Magdalene (1828), Jens Peter (1832?).  Jens Peter var et af besætningsmedlemmerne på Galathea expeditionen i 184550. En anden datter, Justa Jacobina Hoff, giftede sig med Thomas Locke. Sophie Magdalene Runges søster, Charlotte Amalia, som var opfostret hos Rustmester Köhn, blev gift med Skibskapitain Jacob Jahnsen i 1807. Zion kirkes Kirkebog  noterer også i 1832, om Rustmester Köhns egne døttre: ”Novbr. 1.Begravet paa den Gl. Kirkegaard Christina Margaretha Köhn 36 Aar gammel. Døde, ugift og i Fattigdom. Fri Jord.  Novb. 16.Begravet paa den gamle Kirkegaard Annemarie Köhn 40 Aar gammel - döde ugift og i Fattigdom. Fri Jord”.

 

Livet havde ikke været let for Runge-Wodschow-Thaae familien. Her er et brev fra Sophie  Thaae51, efter hendes mands - Georg Alexander Thaaes -  død d. 4 aug. 1832,  36 aar gammel.

 

Hoÿvelbaarne

Hr. Gouverneur Mourier

Tranquebar

 

Tillad mig at jeg herved tager den Friehed at tilskrive Dem disse Par Linier, og lader Dem vide, nemlig, siden min salig Faders Död har mine 3 uskyldige fadderlöse smaae nydt om Aaret 2 Gange det smule af Frue Colbiörnsens Pension52, som jeg oprigtigen kan sige Dem, var en stor Nytte for mine Börns Klædder, men nu denne gang har disse stakkler mist dette, og som jeg nu er i stor forlegenhed at faae skaffet klædder til dem. - Derfor gode Hr. Gouverneur Mourier, tager jeg nu den Friehed, og bede Dem gunstigst om, at bevise mig den store Tjeneste at lade mig faae af disse Penge som sig har lagt i Gouvernementet for mine smaae, deraf forlanger jeg 30 Madras Rupies til deres klædder, da de smaae er i ydderst Trang for dette for nærværende Tiid. - Jeg haaber at De som en Kiær Fader ikke tager dette for en Fornærmelse, som jeg har ###reven Dem til og forlanger disse Penge

 

Jeg er altid

 

Deres hengivne

Sophie Thaae

 

Tranquebar 6te Juni 1836

Sophie Elisabeth Wilhelmine Thaae døde 38 år gammel i Tranquebar d. 12 juli 1843 af kolera.

 

Jeg takker Benjamin Asmussen og Henriette Gavnholdt Jakobsen, Handels – og søfartsmuseet for Ib Andersens billede af Nygade i Tranquebar fra 1948 og billedet af en palanquin; Erling Bondesen og Kirsten Andersen takkes for en hjælpende hånd med artiklen.

 

Noter:

#### betyder, at dokumentet er beskadiget.

??? betyder, at teksten er utydelig.

? er spørgsmålstegn i dokumentet.

1. Admiral Ove Gedde er begravet i Roskilde domkirke.

2. Kongensgade var hovedstrøget i byen; den største del af danskere, og andre europære boede på Kongensgade, Nygade, Prins Jørgensgade, Admiralgade og Dronningensgade. De fleste gadenavne i Tranquebar den dag i dag er dansk, omend oversat til engelsk og tamil (Kings street, Queens street, Admiral street, Goldsmith street osv.) ”Kongensgade var omkring 1780 fuldt udbygget, og derfor gik man i gang med at gøre Nygade til en præsentabel gade, hvor tilflyttende europæere kunne slå sig ned..Nygade ’kunne blive en smuk Gade, naar den kunde aligneres, og de smaae uanseelig Huuse, som paa samme befindes kunde af veyen ryddes. Det vilde tillige blive en bequem Leylighed til at forskaffe fleere Indvaanere Grund at bygge paa, naar man betiente sig af den i samme Gade befindende Kirkegaard’ ” (Karl Peder Pedersen  i Architectura 9, Arkitekturhistorisk Årsskrift (1987) s. 30-31)

 

3. Zions kirken er den ”ældste eksisterende protestantiske kirke i Indien”. Kirken var oprindeligt ”120 fod lang”. I 1839, blev afkortet til 80 fod. ”Vinduerne beholdt deres størrelse, men underkanten blev sænket. Dørene blev afkortet i højden, så overkanten fik samme højde som vinduerne...Desuden blev der bygget et nyt sakristi, som erstatning for et sakristi ud mod Dronningensgade, der var blevet nedrevet i forbindelse med kirkens afkortning” (Lene Colding i Architectura 9, Arkitekturhistorisk Årsskrift (1987) s. 131)

 

4. Rigsarkivet (RA): Kommercekollegiet -Ostindiske Sekretariat - Journalsager 1793 #68 (Pakke 1011)

5. RA: Kay Larsens Dansk Ostindisk Personalia og Data - kan ses påwww.ddd.dk/andrekilder.html

6. Fra Ordbog over det danske sprog (ODS):” som standsbetegnelse;dels om forhold paa lande): person, der ringer med kirkeklokkerne; ringer; dels:overordnet kirkebetjent, der hjælper præsten under gudstjenesten, ordner det kontormæssige ved de kirkelige forretninger ogln. (i Kbh. nu i officielt spr. afløst af betegnelsenKordegn; jf. Degn).”

 

7. Landsarkivet for Sjælland - Zions Kirkebog (mikrofilm)

8. se Note 7.

9. Thomas Christian Walter var født i 1749 i København. Han var beslægtet med eminente folk som Johan Frederik Classen og den velkendte Colbjörnsen var Walters lærer.  Det ledte til, at han valgte embedsvejen. Men hans største interesse lå inden for musik. I 1772 skrev han en italiensk arie med orkester. I 1773, blev han ansat som ’directeur de théâtre’ og blev forlovet med sin elev, Caroline Halle, en af datidens største sangerinder.  Walter skrev sangstykket ’Sylphen’ i 1773, ’Den prøvede Troskab’ i 1774, ’Soliman den anden’ i 1775, ’Adonis’ i 1776 og ’Arsene’ i 1777. En del af disse partiturer kan ses på http://www.kb.dk/ . Men publikummet opfattede hans musik som kedelig og overbroderede; hans ægteskab med Caroline Halle var også gået i opløsning (se http://www.denstoredanske.dk/) .  Han tabte lysten til musik, og blev i stedet guvernmentssekretær, justitsråd, finansråd og ’anden hånd’ i embedsværket i Tranquebar. Her levede han et rigt liv, var gesandt hos den indiske fyrste, Hyder Ali, og den marattiske konge i Tanjore. Men han involverede sig i mange skandaler og blev uvenner med guvernør Peter Anker. Walter  døde i 1788, 39 år gammel. I skifteprotokoller står hans testament, skrevet to dage før hans død:

1. Efterat ald min giæld er betalt, annammer mine Arvinger halvtredsindstiuge Rigsdaler Tranquebarske Courant, til Deeling efter Loven. 2. Doctor Folly faar for hands i min sÿgdom havde Umage, Tree Hundrede Rigsdaler Tranquebarske Courant. 3. Charles Karrier, som er hos Madamme Knie, faaer Fiire Hundrede Rigsdaler Tranquebarske Courant, og haver Executores Testamenti at paasee, at han??? derfore saaleedes bliver opdraget at hand selv ka??? fortiene sit Bröd. 4. Hver af Executores Testamenti nÿde fem hundrede Rigsdaler Tranquebars Courant. 5. Mine övrige Efterladenskaber deles til Erkiendtlighed for min opdragelse, i liige Deele imellem General Major von Clasen, og Conference-Raad Clasen. 6. Til at forvalte mit Boe, og paasee dette Testamentes fuldbÿrdelse indsættes til Executores Testamenti, og Skifte-forvaltere, Cancellie-Raad Fugl, og Factor Pingel. Paa dette mit Testamente, som forseiglet deponeres i Conseillet, udbeeder ieg mig efter min Död det Kongelige Gouvernements Confirmation. Tranquebar den 16 de November 1788. Ths. Chr: Walter

 

Hans store hus i Kongensgade blev solgt til Major Mühldorff for 2800 pagoder. Der blev holdt auktion over hans 701 stk gods, som indbragte i alt 9920 Rdlr. Blandt de ting, som blev auktioneret, var ”Een Diamanter Ring, Een Ring besadt med Brillianter, Een Guld Daase med Brillianter og Perler, Een Guld Uhr Kiæde, Et Spanskrör med Guld Knap, Eet moderne Guld Uhr, Eet Guld Spende, Een Brÿstnaal med Brillianter og Perler, Een Sölv Thee Kruse, Een Sölv Thee Potte, Eet Dusin Spiise Skeer, 1. Dousin Gafler, 1. Dusin Sölv Thee Skeer, Eet Stoert Taffel Uhr, 1. Piano Forte med Noode Stoel, Een violin i Casse, Eet Skÿde Gewæhr med et Löeb, Een Sabel, Eet Schack Spill med Toe Sætt Brikker, Een lang Kiikkert, 2. Storre Speÿle, Eet Stort Fiirkanted Speil, 1. Lÿsekrone, 3. parr nÿemoedens Globusser, 2. forgÿldte Consol Borde med Marmor Plade, 2. Speile Borde af Ceÿlonske Træ, 2. Spiisebord af Tæk, 1. Chatol med Skab, 1. Sopha med Betræk, 1. Lehnestol, 12. Stoeler af Ceÿlonsk Træ, 1. Seng med guult floore Omhæng, Toe Dousin og fem flade Tallerkener, 16. dÿbe Tallerkener, Toe  ovale Tariner med Fad, 6. Stoere otte kantede Fade,14. Asjetter, 6. Frugt Tallerkaner, 8. parr blaae Contoir Kopper, Een Chinesisk Theé Potte, 6. Chocolade Kopper, 15. stykker Viin glas, 7. Liqeur glas, 4. Carafler, 1. Skab af Angelique Træ, 1. Messing Lampe, 1. Strÿge Jern, Eet Arabisk Telt, 1. Casse Genever med 12 fulde flasker, 20. flasker med Snuus Tobak, 7. Boutteljer europaisk Viin Ædikke, 4. Boutteljer Liquerer, 9. ditto Rinsk Viin, 7. ditto Caps Madeira, 21. ditto Dansk röed Viin, 6. Dusin röed Viin, Een Secretaire, 14. Dusin Øll, Eet stÿkke sort silke töÿ, 2½ Dusin forgÿldt Knapper, Eet Guld Turban, Eet Turban med Guld Blomster, 6. Parr nÿe Silkeströmper, 6. fiine Skiorter med Kniplings Manshietter, 6. Parr nÿe bruun lange Iseris Buxer, 52 Lomme Törklæder, 44 Hals Törklæder, 12. Sætt Gardiner, Eet Parr bruune Heste,  Sehletöÿ til 2 heste”, og blandt de bøger: ”Voltaire i 40 Tomer, Encÿclopedien udi 72re Tomer, Rousseau udi 24 ditto, Dictionarÿ of Arts and Sciences, Dictionarÿ English and Hindostan, and Hindostan and English, Molliers Værker 8 Tomer, Swift's Works 14 Tomer, Oeures de Houdon de la nottee 10 Tomer, Leçons de Phÿsique 6 Tomer, Popes Works 9 Tomer, Histoire des Guerres de Inde, The Elements of Euclide, Robertsons History of Scotland, An History of the last Revolution in Sweden, Gibsons Roman Empire 6. Tomer, Elemens de MusiqueTheorique & T(P)ractiqueEen Atlas , History of Free Masons, Danske og Norske Lov, Een Tÿdske Psalmebog, Beshreibung von Arabien, Niebuhrs Reise-Beskrivelse, Sÿv Aars Feÿde mod Sverrig, 1. Bundt Musicalia ...” (Landsarkivet for Sjælland - Det Classenske Fideicommis - Korrespondance m.v. vedrørende Finansråd Walter I Trankebar)

 10. RA: Det kgl. ostindiske Guvernement - Kolonien Trankebar -  Mandtal over indbyggere i Tranquebar (1790) (Pakke 1447A)

 11. Palle Krag Hoff Wodschow var en bror til Jens Jakob Wodschow;  blev fuldmægtig ved gouvenementet i Tranquebar, og konstitueret som 3die medlem af rådet i Serampore; gift med Caroline Mathilde Stricker i 1823; døde i Tranquebar i 1857. På hans gravsten står: ”To the memory of P. H. K. Wodschow, Kammerraad, Formerly a member of the Danish Government at Frederichsnagoore in Bengal and late of Tranquebar, was born in 1774, 21st June and died in 1857, 8th of September”  ((Karin Kryger og Lisbeth Gasparski, ”Tranquebar – Kirkegårde og gravminder”, Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag (2002);  se ogsåhttp://www.hannet.dk/Rapporter/aner_familie_slaegt/9312.html ) og Note: 5.

 12. se Note 5.

13. Fra ODS: undsige: rette trusler i ord ell. gerning mod en andens liv, helbred ell. velfærd; true paa liv ell. velfærd; true med skade.

 14. Næsten alle missionærer i Zions kirke i Tranquebar var udsendt af Halle missionen i Tyskland. Johan Fridrich König var udsendt som missionær i 1767.

 

15.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1793) #72 (Pakke 1011) - også følgende vidners udsagn.

 16. Peter Anker var født i Norge i 1744; han var ansat som general consul i Hull, England, hvorfra søgte han om at blive guvernør i Tranquebar. Han var guvernør i Tranquebar mellem 1788 og 1806. Mens han var guvernør i Tranquebar, fik han foræret 24 temple bronzer, som blev solgt til Danmark efter hans død. Nogle af de flotte bronzer kan ses på Nationalmuseets etnografiske samling. (http://natmus.dk/forskning/forskningsprojekter/tranquebar-initiativet/projekter/peter-ankers-samling/) Han rejste hjem til Norge, og blev boende på gården i Øraker, ved Christiania (Oslo) til hans død i 1832.

 17. ” Frederik August Caemmerer, født i Wusterhausen i det Brandenborgske d. 22de Juni 1767. Kom til Tranquebar som dansk Missionair i Foraaret 1791 og har siden den Tid virket som dansk Missionaer, og tillige for en stor Deel af ovenmeldte Tid fungeret som Præst til Zions Kirke, i hvilken Funktion han ogsaa døde d. 22de October 1837”. (Zions kirkebog)

 18. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1793) #94 (Pakke 1011)

 19. Claus Peter Buck var ansat som kopist i 1788 og blev civil gageskriver i 1791 (se Note 5).

 20. Sara Lovisa Martini var gift med missionslægen Mauritz Marcus Martini. Dr. Martini døde 31. dec. 1791.  Hun blev gift med Dr. J. G. Klein efter hendes mands død. Hun døde d. 13 okt. 1837 og blev begravet samme dag på Ny Jerusalems Kirkegård. ”Sara Louise Klein, f. Steindorph, født i Nordtyskland, 81 Aar gammel. Kom til Tranquebar med sin første mand, Missionslægen Dr. Martini for omtrendt 55 Aar siden” (Karin Kryger og Lisbeth Gasparski, ”Tranquebar – Kirkegårde og gravminder”, Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag (2002)); det er ironisk, at Henrik Martini, en søn til Sara Lovisa Martini og Mauritz Marcus Martini,  blev sindssyg på rejsen til Danmark, og blev indlagt på Sct. Hans hospital i Roskilde (Bidstrupgård) (se Note 5)

 21. I 1790, svarede en Pagode (indisk mønt) til  2 Rigsdaler eller 36 fanoer (Fig. 11). (http://www.danskmoent.dk/wilcke/w3trank.htm). I 1787, kunne man købe ”1 klædes kiole med Galoner og Silke Foer” for 28 fanoer, eller ”uden foer for 24 fanoer”  i Tranquebar. Man kunne købe ”et par fine syede Sko for 4 fanoer” og den daglig løn for en ”muurmester” var 2 fanoer. (RA – Kommercekollegiet – Ostindiske sekretariat - Journalsager (1788) - #207 – Pakke 992)

22. Jens Due var drankforpagter og ejede det største taverne ”Danske Vertshuss” i Trankebar (se Note 5).

 23. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1793) #89(Pakke 1011)

 24. Ditlefsen staves også som Ditlevsen, Detlefsen eller Detlevsen.

 25. Ole Kongsted i sin artikel ”Census as source material for the history of music” nævner at, ‘Ronge’ boede på Monchebroe 7. Artiklen er interessant, fordi den også beskriver hvordan en folketælling blev foretaget (Ole Kongsted i: Musik og Forskning, 2. bd., Kbh. 1976, s. 154-168).

 26. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1798) #194(Pakke 2015)

 27. Heinrich Friderich Schlegel var kammerråd i Kommercekollegiets tyske og ostindiske sekretariat.

 28. i betydningen ”sans og samling”: om normal sjælelig tilstand; evne til at tænke, sanse normalt; det at være klar, ved bevidsthed ell. sine fulde fem ell. være behersket, fattet; ofte i forb. m.SansSamlingen forlod mig (ODS)

 29. ‘hensicht’, hensyn

 30.  lirekasse (ODS)

 31. af tysk ‘maschine’ I betydningen ‘redskab’ (ODS).

 32. Foermand: vognmand; fragtmand (ODS)

 33. anke paa: klage over

 34. tysk aufsicht - opsyn (ODS)

 35. forplejning (ODS)

 36.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1798) #194 (Pakke 2015)

 37. Tante Kühn var Margaretha Catharina Tannen, sandsynligvis en søster til Runges kone, Anna Elisabeth Tannen.

 38. Rustmester: person, som havde overopsyn med et rustkammer (tøjhus) og (dele af) dettes beholdning, og som undertiden tillige ledede et af de til rustkammeret knyttede værksteder; i den danske hær tidligere spec. om militærperson, som var forvalter og regnskabsfører for rustkammeret og bestyrer af geværfabrikken (senere kun af værkstederne for haandvaaben). (ODS)

 39. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1798) #194 (Pakke 2015)

 40.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1799) #114 (Pakke 2019)

 41.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1800) #218 (Pakke 2021)

 42. Grefsted var en accisebetjent (told betjent) i Roskilde – se Note 5 under Runge.

 43. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811)  #61 (Pakke 2045)

 44.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811) #464

 45. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811-1813) #48/1812

 46.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811-1813) #56/1812

 47.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1799) #309 (Pakke 2020)

 48.  RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1814) #142 (Pakke 2046)

 49.  Landsarkivet for sjælland: Zions Kirkebog.

 50. ” Thaae, Jens, lærling 2. klasse. Forældreløs fra Tranquebar” (http://www.koustrupco.dk/images/mandskabsliste.pdf)

 51.  RA: Det kgl. ostindiske Guvernement, Kolonien Trankebar, Indkomne breve til guvernøren,  (1835-1836) #439 (Pakke 1384)

 52.  Sophie Thaaes mor, Sophie Magdalene Wodschow f. Runge, var i pleje hos Mdm. Colbiörnsen.


Friderich Heinrich Ditlev von Brockdorff

Friederich Heinrich Ditlev von Brockdorff  

 blev født i København den 21.oktober 1794.  

  Han blev antagelig døbt i Garnisionkirken. Friedrich var sine forældres førstefødte.

  Ved folketællingen den 1. februar 1801 boede familien på Vestergade 237 i Københavns Vester Kvarter. Friederich var opført med alderen 6 år.

  Som søn af en kaptajnløjtnant fik Friederich også en militær karriere:

1.  januar        1811:      Artillerikadet

1.  august       1813:      Stykjunker

1. februar       1815:      Lektioner i Artilleri (afsluttet den 12.marts 1816).

23.december  1823:      Karakt. Premierløjtnant

12.november 1828:      Virk. Premierløjtnant

22.december  1833:      Ansøgning om stillingen som Adjudant og Vagtmester i Trankebar.

15.januar       1834:      Ansættelse i den ansøgte stilling (ved C.A.Wilsters død)

19.januar       1834:      Kaptejns Karakter

  (900 Rigsdaler i Gage og gratis undervisning i Landmaaling og Bygningsværn.

Skulde desuden forinden Afrejsen gennemgaa Infanteriets Eksercerskole).

  13.April        1834:       Tilladelse til ægteskab med Jmfr. Emilie Sophie Julie Tamm

3.august         1834:      Gageforskud til Hustruens udrejse

Efterår           1834:       Afsejlede fra København med "Den danske Eeg".

5.april            1835:       Ankomst til Trankebar

22.februar      1835:       Ansættelse i henhold til Kgl.Resolution som chef for

                                    Artillerikompagniet, og som Inspektør for offentlige Arbejder, Broer, 

                                    Sluser, og Fortifikationer, for Laboratoriet og Rustkammeret.

                                    1100  Sl.Rigsdaler aarl. og Tillæg for Landmaalinger.

1.august         1835:      Indsættes som Kompagni Chef. Gjorde tillige Tjeneste

                                          som Adjudant og Vagtmester med 100 Rigsdalers Tillæg.

14.sepember  1837:      Hjempas (over den franske koloni i  Pondichérry) og Kreditivbrev.

1.november    1847:       Afsked som Kaptejn

22.december   1848:      Karakter af Major

25.juli             1851:         Ridder af Dannebrog

 

Det er efterfølgende interessant at kunne konstatere, at ombord på  "Den danske Eeg" også var andre prominente personer der ankom til Trankebar. Det gælder således J.F.T.van Teylingen samt Julie og Otto Rehling, søn af Guvernøren. Van Teylingen blev af guvernøren, Etatsråd Peder Hansen spurgt om at blive i byen og det accepterede han, og han forblev i Trankebar til sin død den 3.august 1873. Sønnen Johan Vestermann van Teylingen må have videreført faderens opgave efter dennes død. Sønnen døde i 1909.

  Blandt de der fik sin enkepension udbetalt af van Teylingen eller af dennes søn var Arabella Due nok den sidste dansker i Trankebar der fik "pension" fra Danmark. Arabella Due døde i 1889. Jeg har ikke navnene på de andre enker der fik pension fra Danmark. Det kan have været Mühldorffs datter Marie, enke efter major Stevenson der døde i ca. 1872.                                                               Omkring år 1890 da missionær Ihle besøgte Trankebar oplyser han at der kun var 3 danske damer (enker)  tilbage.                                                                                                                                                       Omkring år 1900 var alle danskere i Trankebar døde.Stedet var blevet historie, og fra nu af kunne ingen dansker besøge stedet uden at overvældes af nostalgi.  

  Friederichs tjeneste i Tranquebar faldt i de sidste år under dansk besiddelse. Det var i 1838-39 blevet besluttet at sælge kolonien til England, og det skete ved en ceremoni den 22.februar 1845 i Calcutta.

  Som kompagnichef var Friederich den højeste militære chef for fortet.

  På den tid hvor Friederich var udsendt til Tranquebar var den "hvide" koloni på ca 230 personer, flest danskere.

  Friederich var selvfølgelig selvskrevet medlem af det daglige råd som bestod af alle cheferne. Den danske omgangskreds har sikkert været begrænset. Der har i bedste fald kun været 200-300 danskere fastboende i Trankebar og klimaet og varmen samt fugtigheden og den høje saltholdighed har sikkert været svært at vænne sig til. Jeg synes dog stadig at von Brockdorffs i bedste fald ca. 2 år i Tankebar var ganske kort, henset til at nogle af guvernørerne "sad" i ganske lang tid. Tag fex. Peter Anker ( 1786-1807) eller Eskild Andersen ( 1655-1672). Hovedparten "sad" 6-8 år.

  Guvernøren på Friederichs tid hed Conrad Emil Mourier (1831-38) og hans efterfølger Johannes van Rehling sad i 1838-41. Den sidste danske guvernør var Peter Hansen 1841-45.

  På vor forfaders tid (1834) var over 50 % af Trankebars europæiske indbyggere pensionister eller rentiers. Halvdelen var enker.

  Den sidste danske guvernør Peter Hansen skrev i 1828 hjem efter 15 måneder på posten, at "han mindst 15 millioner gange havde fortrudt at han var taget til Trankebar. Livet havde et skær af absurditet over sig og de stadige reduktioner af den danske embedsmands stab gjorde livet endnu mere kedeligt for de tilbageværende". 

  Friederichs mange titler var måske det bedste bevis for at Trankebar var i forfald. Han var adjudant, vagtmester, inspektør for offentlige arbejder,broer etc. Staten "sparede" ved at udnævne een person i flere stillinger.

  Friederich og hans kone havde med sig til Tranquebar 2 skibskister af mahogni med messingbeslag, samt messinghåndtag på siderne. Den ene findes hos Preben Rehn ( Kurt Eberts fætter) og den anden hos Kurt Ebert. Friederichs originale bestallingsbrev som chef for Kompagniet i Tranquebar findes ligeledes hos Preben Rehn. Kopi hos Kurt Ebert. Friederichs bestallings brev er i stort format idag (februar 2012) udstillet i museet i Trankebar.

                                          ********************************************

Som medlem af foreningen Trankebar har jeg Kurt Ebert (RIN 2)  på deres hjemmeside  (december 2011) kunnet konstatere på listen over skibe der anløb Trankebars red i 1835 rent faktisk også var det dansk skib med navnet "Den danske Eeg",  som anløb dette år. Det var en stor dag for mig.

Det interessante er at jeg ved studier af skibslisterne over anløb af skibe fra Danmark har kunnet konstatere at skibskisterne havde de foreskrevne mål: Længde (max.)141.2 cm.,bredde 52,3 cm.,dybde 52.3 cm. Disse mål var meget vigtige, for ellers kunne kisterne ikke stables og stå fast uden at rokke eller vælte.

Ellers fik skibskisterne en nok så hård medfart ved i landsætningen. Der var heller ikke på den tid nogen lossefaciliteter så i landsætningen skete ved af kisterne blev firet ned i særlige både af typen "selling" som nu kun findes på det af den danske Trankebarforening etablerede lokale skibsmuseum i Trankebar i Dronningensgade. En selling var en båd, der var lavet/syet sammen  af tynde planker som blev manøvreret gennem brændingen ind til land af en besætning på vel 8-10 mand med håndkraft. Da jeg selv (Kurt Ebert RIN2) har prøvet at bade i vandet i den Bengalske Havbugt (Januar 2012) og endda på en dag hvor bølgerne ikke var for store, kan datidens bedrift med at få skibskisterne sikkert i land kun beskrives som et lille "mirakel". Men i land kom skibskisterne. De ben som kisterne har idag er sat på ved en senere lejlighed.

  En sølvtesi (meget slidt) er i Kurt Eberts (RIN 2) eje. På bagsiden er  indgraveret  denne forfaders initialer: F.B.  Den er arvet fra Kurt Eberts mor, Gerda Margrethe Rasmussen (RIN 5) der givetvis har arvet den fra sin mor,Ellen Marie Caspersen, der var datterdatter af Friedereich von Brockdorff (RIN 46).

  Ruth og jeg har hjembragt nogle autentiske "souvenier" fra vor ophold i Trankebar i januar 2012. Det er kinesiske potteskår, små stykker af kridpiber som i 1600-1700 tallet var meget populære prestige betonede at ryge på. De kinesiske potteskår skyldes at handlen også skete med Kina. De kinesiske fade/tallerkener var meget anvendte som ballast i datidens træskibe da dette materiale var tungt og ikke blev ødelagt af vand, men de kunne dog gå istykker. Antallet af potteskår som vi har kunnet finde tyder på at brækageprocenten må have været meget høj. Et særligt stort porcelænsskår har et flot kinesisk motiv.

Ordet Trankebar er den danske version. På indisk/tamilsk hedder stedet  THARANGAMPADY

Det var dog for svært at udtale for danskerne både idag og dengang!

  Sankar der fører opsyn med foreningens  hus Flora, og selv bor lige vedsiden af har en stor hobby, der går ud på at samle på mønter.  jeg Kurt Ebert har købt to mønter af ham fra Kong Frederik VI's tid (1808-1839) Tidsrummet omfatter de år hvor vor forfader gjorde tjeneste i Trankebar. Sankar har også givet mig en mønt fra den indiske herskers egen tid (985-1013). Endelig har jeg købt to kobbermønter med et øje fra samme tid som skal bruges som gave til vore to yngste kvindelige børnebørn nemlig Sigrid og Sophie. Jeg synes det må være sjovt for der to små piger med denne lille souvenir fra deres forfaders tid! Disse mønter var gangbare i de år hvor vor forfader var udsendt til Trankebar. På (i) mønterne kan man med forstørrelsesglas tydeligt se den danske konges navnetræk (FVI).

  Ifølge en historieforsker Inger Højbjerg var befolkningen i Trankebar nede på 1.979 indbyggere i 1835. Det maximale antal var på 3. 730 i år 1730. Der var på den tid ca. 90 danskere tilknyttet FORTET, heraf 4 officerer og 7 artilleribetjente samt menige soldater (indere/sepoyer)

  Omkring år 1800 havde man brug for mindst 70 mand til at op hale det anløbne skibs store anker der hver vejede mere end 2 tons. Besætningens størrelse lå på mellem 60-80 og 120-140 personer pr. skib efter  år 1750.

  Friederich og Emilie hjemrejse skete via den franske enklave PONDICHERRY, ca. 15 kilometer syd for Trankebar. På den tid var der i denne lille by både en fransk og en dansk honorær konsul og der er sikkert takket været et  godt samarbejde mellem de to konsuler at vor forfader fik sit kreditivbrev som muliggjode at ægteparret så at sige kom hjem på "konsulatets" regning. Byen hedder nu KARAIKAL

  Friederich og hans kone boede ellers standsmæssig under opholdet i Tankebar. Ved Paradepladsen lige ved siden af den i januar 2012 istandsatte guvernørbolig, som har fået sin  status tilbage som pladsens flotteste bolig  efter af have været "degraderet" til saltlager af englænderne efter deres køb af kolonien i 1845. Jeg Kurt Ebert har besigtiget guvernørboligen udefra. Den danske Trankebar Forening har bidraget til istandsættelsen.

  Friederich og hans kones bolig lå lige ved siden af. Huset ejes nu af en Luthers tamilsk organisation TELC.

Huset som stadig betegnes som den gamle danske kommandørbolig er bygget tæt op ad den nu restaurerende guvernørbolig på paradepladsen. Boligen er ca. 20 meter langt. Det har midt for 2 søjler som understøtter en balkon med 4 firkantede træsøjler hvor man kan sidde og se ud over eksercerpladsen mod Danskborg. På 2.salen er der et stort værelse med tremmer for vinduerene. Resten af huset er i en etage. Det er svært medtaget og taget er delvist styrtet sammen. Huset har stadig pæne fyldningsdøre af samme type som på guvernørens med de karakteristiske "muslingeformede" motiver i hjørnerne. Huset står aflåst og forfalder og fuglene synger på 2. salen sammen med et par jordegern der piler  gennem den åbne dør. Det er husets nye beboere. Ved siden af indgangsdøren er er indmuret en "mindeplade" for 25 års brug af kommandørboligen til TELC's religiøse undervisning. Jeg har taget et par billeder af kommandørboligen, som jeg med Bjørn Eriks hjælp vil forsøge at få vedhæftet til dette kapitel af min bog om Ebert slægten i Danmark.

  Den danske Trankebar Forening har forsøgt at få en lejeaftale med TELC men hidtil uden succes. Den protestantiske biskops embedsperiode er af kun 5 års varighed, og derfor kan han ikke lave en længere lejeaftale som danskerne ønsker og for danskerne er 5 år for kort en periode til at bekoste de omfattende istansættelser kommandørboligen vil kræve!

  Jeg har under vort ophold i Tankebar haft lejlighed til af fotografere nogle af gravstenene på Jerusalems kirkens kirkegård bl.a. Arabella Due gravsten. Hun døde  år 1889.

Van Teylingen, der var den sidste danske læge i Trankebar og som stod for udbetalingen af enkepensionerne til sin død i 1873 ligger begravet på den katolske kirkegård lidt udenfor Trankebar by. Selve hans hus i Stor Kongensgade er under restaurering af Bestseller fonden i januar 2012

  Hvornår Friederich og hans kone kom tilbage til København vides ikke nøjagtigt. Antagelig engang i løbet af 1838. Det var oplyst at hjemrejsen skete via Pondichérry. Det var på den tid en fransk koloni i det nuværende Indien, som endda var så betydningsfuld, at der også var udnævnt en dansk konsul i denne koloni i midten af 1840'erne.Og selvfølgelig også en fransk honorær konsul.

Pondichèry lå på den indiske østkyst ud til den bengalske havbugt. Den var den vigtigste af ialt 5 små franske enklaver på det indiske subkontinent og tjente som støttepunkt for Frankrig i dets koloniimperium i Asien (især Indokina). Pondichéry blev sammen med 5 andre kolonier tilbageleveret til Indien i 1954, men en del indbyggere - vel ca. 70.000 personer - har stadig fransk statsborgerskab (oplysning fra juli 2002 i Danmarks Radio)

  Byen der ligger ca. 15 kilometer syd for Trankebar hedder nu KARAIKAL og her kan man købe de vigtigste fødevarer bl.a. brød, og øl. Jeg "forelskede" mig i en lokal øl der hedder Kingfisher der ikke er så stærk og smager godt. 

  Forhandlingerne om salget af Trankebar blev indledt allerede i 1841 og i  1845 var aftalen færdigforhandlet. Danmark afstod for 1,1 millioner rigsdaler Trankebar og Serampore.

  Den 7.november 1845 fandt overdragelsen sted og 225 års dansk herredømme var dermed bragt til ophør.

  For en slægtshistorisk interessert person som Kurt Ebert er det lidt trist og nedslående at se at i indiske fremstillinger indskrænker omtalen sig til "Danish Fort constructed during 1620 AD by Naval Col Geddy with permission of Thanjavur King Ragunatha Naick". Admiral Ove Gjeddes navn og titel har inderne heller ikke kunnet stave rigtigt.

  Klimaet er utroligt hårdt ved alle bygninger, og kun 1-2 år efter istandsættelse forekommer en ny istandsættelse/vedligeholdelse stærkt påkrævet!

  Jeg tror at danske og indiske kulturhistoriske interesser bedst tilgodeses ved en lykkelig forening af enighed om at bevare de mest bevaringsværdige bygninger a la van Teylingens hus i Kongensgade som Bestsellerfonden har påtaget sig at restaurerer lidt a la Den gamle by i Århus og der afsættes økonomiske midler til en kontinuerlig financiering heraf. Ellers vil  Tankebar forsætte med at dø en stille og værdig død og Dansborgs mure blive skyllet i Havet som det allerede er tilfældet med fortets ydre ringmur og nogle af bastionerne.

                                                                      ooooo

  Ved folketællingen den 1.februar 1840 boede von Brockdorff -familien  i Store Kongensgade 260, på 3.sal.

  Friederich døde som 64 årig fra adressen Nyhavn 2 i København. Dødsårsagen var angivet som "betændelse". Det var anført at han var "Afskediget Major" og at han var gift.  Han blev begravet på Garnisons Assistens Kirkegård. Altså en aflastningskirkegård, og ikke den der lå/ligger lige omkring Kirken.

  Han var Kurt Eberts tiptipoldefar på mødrende side. At jeg nu i januar måned år  2012 har haft  mulighed for at aflægge et besøg i Trankebar kan næsten få hårene til at rejse sig på mit hoved.

  En fjern slægtning,  Georg Frederik August Schack von Brockdorff  født i 1807 og død den 17.april 1892 i København, gjorde som dansk sekondløjtnant af fodfolket tjeneste ved de vestindiske tropper i 1800-tallet, der var ansvarlig for den anden af de danske kolonier på de tid.

  Jeg (Kurt Ebert) har skrevet en artikel om Friederick von Brockdorff til foreningen for Tranquebar i Oktober 2004. Der er enkelte ændringer i det ovenanførte. Det et skrevet i Word. Jeg har ved selvsyn kunnet konstatere at kopien af min tiptipoldefars bestallings-brev er udstillet i museet i Trankebar (februar 2012).

  Iøvrigt er Ruth og jeg Trankebar Foreningens nuværende forkvinde Karin  Knudsen og hendes mand Viggo dybt taknemmelig for vidende introduktion til Trankebar under vort delvise samtidige ophold i byen i januar 2012, samt hyggeligt samvær i de par uger vi boede i "FLORA" og de i deres Hvide Hus tæt på.

  Kilder : Tranquebar-arkivet på Rigsarkivet, København

              Fktl 1840 for København

              Garnisons Kirkebog, KB nr.19/72, nr. 96,side 995 (Kontraministerialbog,X-kopi)

              Hans Gregersen: Trankebar, side 150-51. Wormianum 1987

              Kjølsen og Sjøqvist: Dansk Udenrigstjeneste 1770-1970, side 298 (Pondichéry).

              Raportage i Danmarks Radio i juli 2002 om Pondichéry.

              Husnumre i København før 1860 var matrikelnumre, ikke nutidens gadenumre

              Kurt Eberts iagtagelser under opholdet i Trankebar i dagene 8.januar til 2.februar 2012.

 

Stricker.

 

1781 27 nov Lietnan Van Stricker  gift med Charlotte Sundt.

Børn

1782 11 sep.  Michelina Christina

1784 4 juli

1785 13 sep. Villiam

1789 28 aug. Alexander Heinrich

1786 2 aug  Adolf Frederich.

1790 25.nov. Agathe Maria

1791 25 jan. Otto Christian

1791 25 nov. Agathe Marie

1793 28 jan. Charlotte Amaliea 

1794  5 maj    Fanny

1795 sep  Louisa Christina  hjemmedøbt

1796 25 okt. Mette Maria   hjemmedøbt

1798 26 aug. Carl Ludvig  --- konfm. 1812- 22.marts

1800 4 aug.  Augusta Elenora  hjemmedøbt  samme dag og Caroline Mathilda

1803 7. feb Charlotte Mathilda

1804 13 feb  Daniel  døbt d.16

1810 9.maj forloves Johan Rehling Med Methe Marie

1812 Forloves Colonel Stricker  med  Becker

1812 april  Charlotte Amalie Stricker   giftes med  John Thomas Smyth 14 regiment

barn

1822  20 sep. Charlotte Julie Smyth døbt 25 aug.

1815 1 okt. Amalie Marie Christine  Far og mor  Johan Ditlev STR. og Johanne Fred.

1817 22 nov.  Hjemmedøbt  Otto Henrik død 23 nov.

1819 28 sep. Christian Adolph

1821 dør en datter  uden dåb.

1822 10 nov. Født i TR Charlotte Mathilde Stricker 17 år

1823 19 nov. Caroline Mathilde Str. Og Palle Krag Hoff Wodschow

1831 4. april Augusta Elenora Stricker  begraves 31 år.

1832 9 dec. Ditleff Stricker Kaptjan  48 år

1834 30 dec. Elisa Marla Augusta  mor og far Johan og johanna

1833 20 okt. Charls Melbourne

1826 1.sep. Henriette Charlotte Elise konfirmeres

1838 9 okt. Henriette Ellen Charlotte Stricker giftes med West.

Han dør i Madras 29 sep. 1838

1839 29 okt  med Christian Tiemroth  39 år   kommer fra KB 27 januar 1839

børn:

1840 15 april    Caroline Frederika Amalie Tienroth.

1842 24 april    Carl Tiemroth

 

Forpagter Sundt børn:

Lieutemant 

Michael Sundt   

gift 24 feb. 1757

Agathe Jochums Lem f.3.jan. 1740 d. 9.juli 1812

 

Børn.

1768  7. aug.  Christina Ludevig

1770  27 maj  Catrina Elisabeth

1771  29 dec.  Johan Frederich

 

 

Løjtnan Johan Sundt  gift med Anna

1787 6. juni Anna Christina


Siden er under opbygning

   Johan Theodor Friderich Van Teylingen

 1812 - 1873

Han er født i Batavia d. 29 jan. 18132 (Bali i dag.)

Død 3.aug. 1873

Gift d. 12.  sep . 1844   med Angelique Peter Sophia Helmich i  Trankebar.

født d.14 maj 1822.

Barn 5 aug. 1845 Betzy Charlotte van Teylingen.

Senere en søn, som overtager huset i Kongensgade.


Eugenie og Carl Christian  Götting.

Børn: 

Johanna Victorina f. 27.dec. 1813 d. 16 maj 1814.

Johan Friderich f.13.juli 1815.


Lucil f. 1.jan. 1817  d. 1 april 1898

1. Gift med Christian Christoffer Eibye. F. 1. aug. 1795 d. 29.okt. 1849 

2. Johan Michael Nicolai Schwartz f. d. 21 marts 1813 d. 21 juni 1887


Maximina f. 29.maj 1820

Angelina Götting   f. 8. april.1822 

  4 sep. 1839 Angelina Götting  17 år  rejser hun til Karikal.



 


Præst  Johan Christian Pingel 

Søn af: 

Fredrich Vilhem Pingel dør den 13 juli 1794.

  1784 1 sep. Caroline Wilhemmine

 Børn:

1787 31 maj.  Johanne Elisabeth.

1789 24 april Maria Anna


1790 10 sep. Johan Christian  

1. gift Anna Elisabeth Rossmann. f. 20 marts 1757. d. 14 mats 1795 (enke efter Johan Christian Seierøe 


Børn hun fik med Seierøe.

Anna Margretha d. 1774

Agatha Margaretha  1775

Cathrine Elisabeth 1779 død 1781

Charlotte Maria 1779 død 1781


Børn hun fik med  Johan Christian Pingel.

Ulrica Charlotta død 1783

Caroline Wilhelmine 1784

Johan Werner  død 1785

Johanne Elisabeth 1787

Marie Anna 1789

Johan Christian død 1790

Louisa Augusta 1792

Friderich Wilhelm død 1794


2. Charlotte Klim (enke efter Jens Boalth) 27.sep.1797



 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.05 | 11:51

nej, hverken på kirkegårdene eller i bøger.

...
03.05 | 11:36

gråspurve er standfugl. Så er der mad mulighed, er der gråspurve. De er ikke kommet fra DK. men man kan jo aldrig vide. Men du har ret, der er mange gråspurve.

...
23.04 | 19:43

Under et besög i Trankebar 1.-2. marts saa jeg mange graaspurve. I Kerala har jeg ikke bemärket dem. Hvor kommer de fra? Er der nogen, der kan hjälpe?
TAK!

...
17.04 | 07:11

Min forfader Daniel Michelsen Kroyer (Krøger) var indskrevet som del af mandskabet på Doequeen i 1743 (Asiatisk Kompani).Findes han på kirkegården?

...
Du kan lide denne side