Fra andre hjemmesider og aviser.

Avis artikler fra Indien.

                                              
     
                                

En hjemmevend.

Artikel fra Fyns Amts Avis d. 11.03.12

Skrevet af Lulu Okholm, Langeland.


For en uge siden vendte vi hjem fra tre uger Tamil Nadu i det sydøstlige Indien, det uhyre og uhyre modsætningsfyldte land. Den smukke, venlige befolkning går rundt i hvide skjorter, farvestrålende sarier og nyvaskede skoleuniformer, samtidig med, at deres huse, gader og landskaber flyder med affald, ikke mindst millioner af plastikposer. Kvinderne udsmykker hver dag flisen foran huset med det fineste ornament tegnet i kridt - ved siden af rendestenens stinkende vand. Tusindvis af scootere, busser og lastbiler suser mellem hinanden, mens de hellige køer dovent snor sig mellem de dyttende og båttende trafikanter. Uheld ser vi ikke, det er mirakuløst.

Her en uge efter kvindernes kampdag kan man ikke lade være med at tænke på, hvor uendelig megen kamp, der ligger foran de indiske kvinder. De er stærkt i undertal i forhold til mændene, og det er der ikke flatterende årsager til. De er dyre, koster guld i medgift og kan ikke forsørge hverken deres mand eller deres forældre. Der er mange uhyrlige måder at slippe af med små pigebabyer på. For den del af befolkningen, der prioriterer en god uddannelse til datteren, er det til dyb frustration, at hun ofte, når hun bliver gift, ikke får lov af svigerfamilien til at bruge den uddannelse, hele familien har lidt afsavn for at give hende.

Hinduerne, som er i overtal, har 330 millioner guder at tilbede, og vi har set dem alle, er jeg sikker på. I de imponerende gamle templer er der i regelen tilknyttet en elefant, som man giver en mønt i snabelen, hvorefter man får et lille guddommeligt dask oven i hovedet. Vi blev helt afhængige af det daglige snabeldask og var enige om, at en elefant i kirken herhjemme nok ville give det tiltrængte pift, folkekirken trænger til.

Et af målene på turen var den gamle, danske koloni Trankebar, som blev planlagt af Chr. IV i 1618 via udsendingen, adelsmanden Ove Gjedde. En mageløs historie. Jeg er næsegrus beundrer af de mennesker, der begav sig på en sejltur på 6-8 måneder med storm, ulykker og død i kølvandet til dette gudsforladte sted, hvor kolera, malaria, ulidelig varme og endnu mere ulykke og død var hverdag. Det må I opleve! Det er så spændende. Men man skal være velforberedt, og frem for alt skal man komme på et tidspunkt, hvor nogen af stifterne af Foreningen Trankebar er til stede dernede, f. eks. Karin og Viggo Knudsen her fra Langeland. Jeg har fået lov til at nævne dem, for uden dem havde turen ikke været den samme. I fem dage tog de os på udflugter og byvandringer og øste ud af deres store viden, og i pauserne sad vi i vores vidunderlige atriumhus med udsigt over havet og læste bøgerne, de havde lånt os med de mest ufattelige historier om brave, danske mænds rejser til og dåd i Trankebar fra 1618-1845. Det er stort at stå med det smukt restaurerede Dansborg i ryggen og skue ud over Den Bengalske Bugt. Jeg lover jer, her blæser historiens vingesus, så man kan mærke det. 

Avis.


C:\Users\karinEmma\Desktop\folkebladet trankebar.jpg

Fra "Oplev historien."

  Guide: Trankebar: Koloni ved et tilfælde

Af Kalika Bro-Jørgensen, 02.11.2010


Bag den fattede mine var admiral Ove Giedde ved at eksplodere af skuffelse og utålmodighed, da han den 21. november 1620 forlod den indiske fyrste Ragunathas hof, stadig uden at have løst sin opgave: at etablere en dansk koloni i Indien. Forude duvede orlogsskibet Elefanten og resten af det nyligt stiftede Dansk Ostindisk Kompagnis flåde.

To år tidligere var Giedde stævnet ud fra Københavns Havn. Dengang var han 24 år gammel og sat i spidsen for den hidtil dyreste danske ekspedition. Målet var klart: at tage­ til Ceylon og lukke den aftale, kong Christian 4. allerede havde indgået med den lokale fyrste – via en hollandsk mellemmand – om at placere Danmarks første koloni her.

På rejsen mod Indien døde halvdelen af den 500 mand store besætning, de fleste af skørbug. Og da ekspeditionen endelig nåede Ceylon den 18. maj 1620, viste den indgåede aftale sig at være ren humbug.

Ekspeditionens fortrop, skibet Øresund, var blevet sendt af sted et halvt år før. Men ved ankomsten var sømændene tørnet sammen med portugiserne, en veletableret kolonimagt i området. Portugiserne havde derefter sænket Øresund, dræbt besætningen og sat deres hoveder på stager langs kysten.

Ville ikke følge indisk skik

Kun kaptajnen, Roland Crappe, og et dusin sømænd var blevet skånet og overleveret til fyrst Ragunatha af Tanjore i det sydøstlige Indien. Netop dette var held i uheld, da Roland Crappe havde besnakket fyrsten og fået lovning på en koloni ved fiskerlejet Tharangambadi eller Trankebar, som danskerne hurtigt omdøbte stedet.

Men forhandlingerne gik galt, så snart Roland Crappes overordnede Ove Giedde kom til Tanjore. Han nægtede at følge den indiske skik med hinduistiske ritualer og ødsle gaveudvekslinger.
I flere uger blev admiral Giedde holdt hen med tyrekampe, fyrstens 465 hustruers juvelsamling og alverdens anden underholdning, han aldrig før i sit liv havde set mage til. Men en kontrakt så han ikke. I et sidste desperat forsøg forlod han hoffet og begav sig tilbage mod sit skib for at vise, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle laves forretninger.

Og det virkede. Knap var Giedde ankommet, før der kom bud fra Roland
Crappe. Fyrsten havde givet efter, og kontrakten var underskrevet. Det stod nu danskerne frit at bygge en fæstning, opkræve skatter og føre handel fra Trankebar mod en årlig betaling til fyrsten.

Ove Giedde beordrede straks fæstningen Dansborg opført ved kysten. Dernæst købte han en last krydderier for pantsatte kanoner fra skibene, og efter et år i det indiske satte han atter sejl mod København og overlod ansvaret for kolonien til Roland Crappe.

Turist i den gamle koloni

I 225 år vejede Dannebrog over Trankebar. Men med de store tab i Englandskrigene i 1801 og 1807 mistede Danmark forudsætningerne for at være en kolonimagt: penge og skibe, og i 1845 solgte kong Christian 8. kolonien til briterne. Fæstningen Dansborg står dog stadig og huser i dag et spartansk indrettet museum over danskernes koloniherredømme i Trankebar. Mange indiske og udenlandske turister lægger vejen forbi museet, som ligger på den populære rute mellem de mange smukke templer og nationalparker i delstaten Tamil Nadu.

Nationalmuseet har siden 2004 arbejdet for at bevare og formidle den fælles dansk-indiske kulturarv, og den indiske regering har fredet kolonitidens bygninger. Derfor er hele den indre by stadig præget af den danske fortid med kolonitidens kirker, kirkegård, byport og den gamle guvernørbolig, en luksuriøs hvid bungalow, der knejser nyrenoveret på stranden over for Fort Dansborg.
Her drives nu et hotel, hvor velbeslåede turister kan slappe af i kolonitidens skygge med udsigt over det hav, der for snart 400 år siden bragte Ove Giedde til Danmarks første koloni.






 

Ove Giedde.

 
Fra firskibet  

Som en del af arbejdet med det nye søfartsmuseum i Helsingør følger vi også med i andre nye søfartsmuseer.

Et af de nyeste museer i den voksende familie af søfartsmuseer må være Trankebar Maritime Museum.

Trankebar på Coromandelkysten i Indien var som bekendt en dansk handelsstation og koloni fra 1620-1845. Navet er en fordanskning af det tamilske Tharangambadi, hvilket den nutidige fiskerby også hedder. Museet er stiftet af  Foreningen Trankebar , der er en forening med formål at bevare dansk kulturarv i Trankebar. Foreningens mange medlemmer har allerede fokuseret på restaureringen af en række bygninger i Trankebar, herunder Fort Dansborg fra 1600-tallet.

Museet åbnede i februar, og har ifølge foreningens næstformand Poul Petersen allerede haft over 5000 besøgende.

Den første udstilling handler om fiskerne i Trankebar, både deres dagligdag og liv, men også om tsunamiens ødelæggelser. Desuden fortæller udstillingen om de mange vrag, der ligger ud for Fort Dansborg.

Vragene er også en del af foreningens visioner for fremtiden. Drømmen er, at museet skal beskæftige sig med marinearkæologi og undersøge havbunden omkring Trankebar.

Desuden er håbe for fremtiden at museet kan have studerende på besøg i perioder, rumme et bibliotek samt udstillinger både om Trankebar men også om øgruppen Nicobarerne, der forgæves blev forsøgt koloniseret.

Det er et spændende og omfangsrigt projekt, der er sat i gang, men heldigvis er der også økonomisk opbakning til projektet. Flere fonde har allerede støttet projektet, senest fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.

___________________________________________________________________________


 


Fejringen af 1 års dagen.

Fra Nettet.


Fra www.komparativekulturstudier.ku.dk
  
Billeder og andet er undladt, da de ikke kan komme ind på dette program!!!

Forfattere

Konsulenter,lay-out og historisk animation med kort

    • Torben P. Jensen, lektor, Langkær Gymnasium og HF
    • Simon Rastén, stud.mag. Etnografisk Samling, Nationalmuseet

Der laves link (anchers) fra disse overskrifter  - så man kan klikke sig ned til de enkelte afsnit.

Jeg kan ikke lave flashanimationer af billederne nu - derfor er de sat i en slags galleri hvor de kan forstørres. Der skal copyright på billederne som ved Bellonaporjektet
Jeg har ikke sat nr på billederne - det kan vi gøre i sidste øjeblik! og Esher vil gerne - på længere sigt have at de selv skifter - f.esk. vha flash

  • Interaktive forskningskort
  • Tropisk klima
  • Vandets betydning - overrislingslandbrug
  • Moderne reje- og krabbefarme
  • Tranquebar som dansk koloni
  • Tranquebar – i dag en indisk landsby
  • Nedarvede erhverv, rettigheder og forpligtelser
  • Kaster
  • Fiskernes kasteråd
  • Katamaraner – en ældre form for fiskefartøj
  • Tyfoner
  • Vandstigning og kysterosion
  • Kystovervågning fra satellit
  • Tsunamien i december 2004
  • Fiskerne og flodbølgen
  • Plastfiberbåde
  • Nødhjælp
  • Migration
  • Kystsikring
  • Ændringer af fiskernes strand


                Levevilkår på grænsen mellem hav og land i Tranquebar.
                        En sydindisk økozone under voldsom forandring

Befolkningen i den sydindiske landsby Tranquebar lever på de præmisser, kysten, floden og havet stiller til rådighed. Det gælder i dag såvel som tilbage i historien, dengang stedet var en dansk koloni fra 1620-1845. Forandringer langs kysten skabt af natur eller mennesker har stor betydning for livet her. Især i fiskersamfundet i Tranquebars nordlige del lever man tæt på havet på godt og ondt.
Vi ser her på kystforandringen ved Tranquebar, og hvad den betyder for de folk, der lever af og med havet. Kysten forandrer sig langsomt i takt med, at den globale vandstand stiger. Oveni kommer pludselige og mere dramatiske forandringer skabt af tropiske cykloner og tsunamibølger samt af menneskers indgriben.
Tranquebar ligger i staten Tamil Nadu i det sydlige Indien (11°01'28" N, 79°51'20" Ø).

Tropisk klima 
Klimaet er tropisk med en udpræget monsuntid, der ligger i november og december. På denne årstid indtræffer ofte kraftige storme, undertiden cykloner. Resten af året regner det stort set ikke. Alligevel er området omkring Tranquebar temmelig grønt, hvilket skyldes det intensive overrislingslandbrug i Cauveri-flodens delta.


Vandets betydning - overrislingslandbrug 
Det arbejdsintensive og udbytterige landbrug i Cauveri-flodens delta har fra gamle dage skabt muligheder for et sammensat og kompliceret samfundssystem, hvor tidligere tiders magthavere ved brug af militær og politisk magt har kunnet tilegne sig et overskud fra landsbyerne. 
Der er imidlertid også levnet rum for, at både lokal handel og såkaldt langdistancehandel samt de gamle hindutempler har kunnet spille en central rolle i samfundet. 
Men der har de sidste 20 år været problemer med at få nok overrislingsvand ud til kysten, hvor Tranquebar ligger, idet nabostaten Karnataka, hvor Cauveri-floden udspringer, i landbruget bruger mere og mere af vandet selv. Dette har medført mangel på vand i deltaets kystregion med arbejdsløshed blandt landarbejdere til følge, og jordejerne forsøger at få indtægter ved f.eks. at leje marker ud til reje- eller krabbefarmere.

Så længe der er overrislingsvand nok i Cauveri-floden, kan der høstes
ris 2-3 gange om året på landbrugsarealerne omkring Tranquebar.
Markerne er indrammet af lervolde for at holde på overrislingsvandet,
der ledes ud til markerne via sindrige vandingskanaler gennem landskabet
i det flade floddelta. Høsten på de små marker foregår hovedsageligt
med sejl, og mange mennesker hjælper til ved tærskningen af risen
Moderne reje- og krabbefarme 
Ved Tranquebar er der i de senere år etableret en serie store reje- og
krabbefarme, hvor havvand ledes ind i på tidligere rismarker, som er
indrammet af diger til brug for overrisling, men som nu udgør
saltvandsbassiner til opdræt af rejer eller krabber, som for det meste
opkøbes af kompagnier og eksporteres. Miljømæssige problemer er
opstået, dels fordi havvand siver igennem digerne og ind på
omkringliggende rismarker, og dels fordi disse reje- og krabbefarme
af og til må rykke til nye bassiner for at undgå sygdomme i bestanden,
hvorved jorden efterlades saltet og ubrugelig for risdyrkning i
en lang årrække.

Tranquebar som dansk koloni
Tranquebar har en historisk relation til Danmark, idet stedet fra 1620-1845 fungerede som dansk koloni, i øvrigt Danmarks første. Her fandt danskeres første systematiske og vedvarende møde sted med folk og kultur uden for Europa. 
Efter aftale med den lokale fyrste i Thanjavur anlagde Chr.IVs udsendinge i 1620 Tranquebar som dansk handelsstation for nemmere at kunne erhverve de eftertragtede varer, som Indien bød på: krydderier, elfenben og silkestoffer. De indkøbte varer blev opbevaret på fort Dansborg, indtil de rigtige monsunvinde kunne føre de store danske ostindiensskibe hjemover. Ikke alene gennem handel, men også mission samt administration af det tilhørende opland fik de udsendte danskere i Tranquebar kontakt til både indere og andre europæiske nationer, der på samme måde etablerede sig med handelsstationer i Indien. Et kulturmøde opstod mellem indiske og europæiske skikke, tanker, religioner, arkitektur og administration mv.

De udsendte danskere i Tranquebar var i mange henseender fascineret over den fremmede kultur, de mødte. Her ses en indisk stormand, som rider i prosession med soldater for og bag samt en tjener til at holde baldakinen. Flere udstationerede koloniembedsmænd bragte små souvenir-billeder med hjem til Danmark. De stammer fra 1800-tallet og er malet af lokale indere på marieglas med henblik på salg til europæere. 



Tranquebar - i dag en indisk landsby
Tranquebar er i dag en middelstor landsby efter indiske forhold og rummer omkring 10.000 indbyggere. Af disse er omtrent halvdelen fiskere, mens den øvrige befolkning i Tranquebar er beskæftiget inden for landbrug, handel og service. Lokalsproget er tamil, som i Sydindien tales af ca. 80 millioner mennesker fortrinsvis i delstaten Tamilnadu. Tranquebars tamilske navn er Tharangambadi.
Af religioner er både hinduisme, islam og kristendom repræsenteret i Tranquebar i dag, og befolkningens religiøse tilhørsforhold svarer nogenlunde til det øvrige Sydindiens. Hindubefolkningen er langt den talrigeste (ca. 90 %). Muslimerne og de kristne er ret fåtallige (ca. 10 %). Denne inddeling i forhold til religion er ikke af særlig vital betydning for befolkningen i Tranquebar. Langt mere markant synes at være de sociale skillelinier mellem kasterne, der er baseret på nedarvede traditioner for bestemte erhverv, spisevaner, omgangstone og meget mere.

Nedarvede erhverv, rettigheder og forpligtelser  
Fra gammel tid i landsbyerne har der mellem bønder, landarbejdere og andre erhvervsgrupper hersket et sindrigt socialt og økonomisk system af forskellige sædvanemæssige adkomster til jordens og havets produkter, ligesom grupperne har haft forskellige nedarvede erhverv at udføre. Begge forhold opfattes i nogen grad som rettigheder og forpligtelser tilskrevet det lokale kastesystem, hvor også grupperne tilskriver sig selv og hinanden forskellig rang og har evig indbyrdes forskellig mening om gruppernes placering på kastehierarkiets rangstige.

At være barber forbindes i Indien traditionelt med noget urent, og derfor er
 barberkastens rang normalt lavt i det lokale kastehierarki 
Det er for det meste landarbejdere, der udfører det hårde arbejde på
rismarkerne med at tilplante og høste risen. Landarbejderne kommer
ofte fra den store gruppe i befolkningen, man i gamle dage kaldte kasteløse,
en term som i dag normalt ikke bruges, fordi det regnes for diskriminerende 

Kaster 
I tråd med traditionen om nedarvede erhverv, rettigheder og forpligtelser præges
det sociale og økonomiske liv i nutidens Tranquebar af, at bestemte befolknings-
grupper varetager traditionelle arbejdsområder. Der findes særlige sociale grupper
eller kaster, hvis medlemmer fortrinsvis arbejder som vaskemænd, bønder,
oliepressere, købmænd, kvægavlere, gadefejere, tempelpræster, smede,
musikanter, naturlæger, safttappere, indlandsfiskere, kystfiskere, astrologer,
landarbejdere mv., og man gifter sig fortrinsvis inden for sin egen gruppe eller
kaste. Specielt de største af grupperne har i nogen grad deres egen livsform,
som ikke alene viser sig i det foretrukne erhverv, men også i påklædning,
spisevaner, sprogbrug, og i det rituelle og religiøse liv samt i en særlig moralkodeks.
Fiskerne udgør i Tranquebar i dag den største kaste.
I Tranquebar er der mange kaster repræsenteret blandt befolkningen.
En af de mere eksotiske er kokuspalmesafttapperkasten, hvis erhverv
det traditionelt er at ridse kokuspalmens blomster og samle saften op.
Den bruges til at fremstille alkoholiske drikke.

Fiskernes kasteråd 
Fiskerne i Tranquebar tilhører en specifik kaste med traditioner i nogen
grad forskellige fra andre kaster i området. Fiskerne har særlige leveregler
og måder at dele fangsten på, spiser forholdsvis mange fisk, klæder sig praktisk,
har eget landsbytempel, etc. Konflikter mellem fiskere bilægges traditionelt af et
magtfuldt kasteråd, som består af ældre mænd, som også sanktionerer giftermål
og til en vis grad afhjælper økonomisk nød blandt fattige fiskerfamilier. Kasterådet
indtager en vigtig plads i det uformelle civilsamfund og dets økonomiske grundlag
består i opkrævning af en speciel skat på landet fisk og indkassering af ”bøder”
blandt fiskere, der overtræder kastens regler.

I indiske landsbyer som Tranquebar er det ikke ualmindeligt, at de talstærke
kaster har deres eget kasteråd, som i gruppen bilægger indbydes stridigheder
mellem personer, sørger for ro og orden samt godkender, at tingene går rigtig
for sig ved indgåelse af ægteskab og aftaler om medgift. Her ses fiskernes
kasteråd i en ceremoni i forbindelse med et bryllup i Tranquebar

Katamaraner – en ældre form for fiskefartøj 

Indtil ca. 1990 foregår fiskeriet ud fra Tranquebars kyst næsten udelukkende
fra katamaraner. I 1981 kan der tælles ca. 400 af disse fiskefartøjer på stranden.
Praktisk taget alle arbejdsprocesser vedrørende fremstilling og reparation af
fiskeredskaber samt selve fangsten varetages udelukkende af fiskersamfundets
mænd fra ca. 12 års alderen og opefter. Både katamaranerne og net ejes af
fiskerhushold. Ordet katamaran er et tamilsk ord og betyder ”at snøre sammen”,
hvilket hentyder til, at fartøjerne består af et antal tilhuggede tømmerstokke, som
er surret sammen. Den anvendte type katamaran er uden udlæggere, som mere
kendes fra Stillehavsområdet. Antallet af tømmerstokke i en katamaran varierer
alt efter, hvor stor man ønsker fartøjet, og er nøje afstemt med typen af fiskenet
anvendt den pågældende dag. Masten med det store sejl er under sejlads fastgjort
i den midterste tømmerstok, men på vej ud gennem den kraftige brænding er sejlet
sammenrullet og surret fast til fartøjet. Mange katamaraner har en samlet længde
på 6 - 8 meter. Efter mange timer i vandet har træet suget vand til sig, og holder
sig med nød og næppe flydende lige i eller under vandoverfladen og er derfor ret
glatte at færdes på, og undertiden må fiskerne smide fangst overbord for ikke at
ligge alt for lavt i vandet. 
Under fiskeri af f.eks. flyvefisk kan mændene være borte i op til 2 dage på havet.
Skønt katamaranerne er både tunge og vanskelige at bakse med, prises de dog
for deres sikkerhed under f.eks. en cyklon eller tyfon. For skønt katamaranen
måske kæntrer eller surringen går op, så lykkes det ofte mændene at redde
sig op på fartøjet igen eller at drive i land klyngende sig til en tømmerstok.

Endnu før solopgang mødes mændene på stranden i arbejdshold. De store,
tunge tømmerstokke, der fra dagen i forvejen har ligget til tørre et stykke oppe
på stranden, bæres ned til vandkanten og surres sammen til den færdige
katamaran. Fiskenet, kurve til fisk, vand og mad anbringes forsvarligt, før
mændene skubber katamaranen ud i vandet og stager sig gennem brændingen. 
Vel forbi brændingen sættes det hennafarvede bomuldssejl. Efter endt tur på
havet, sorteres fangsten, og fisken sælges til fiskersælgersker ved auktion på
stranden, hvorefter indtægten fordeles mellem mandskabet efter et bestemt
system. Katamaranen skilles ad for at tørre i solen. Resten af eftermiddagen
er for mændenes vedkommende optaget af reparation af net, mens kvinderne
tager sig af fisken, som enten sælges fersk, eller den tørres først på stranden i
solen. Stranden fungerer som både arbejdssted og socialt rum med udvekslinger
af informationer, meninger og sladder. Her foregår børnene leg, og her diskuteres
 moral, penge, medgift og meget mere.

Tyfoner 
Den indiske østkyst rammes næsten hvert år af tropiske cykloner, der resulterer
i stormskader og oversvømmelser. Befolkningen i Tranquebar er vant til at leve
med truslen om stormflod og ødelæggelse fra ekstremt hårdt vejr. Det er i disse
situationer, at massiv erosion af kysten finder sted. Fiskerne beretter ofte, hvorledes
havet under cykloner har fjernet hele gader af fiskerlandsbyen. I efteråret 1982
overraskede en cyklon fiskere på havet, og 22 af dem vendte aldrig hjem.

Vandstandsstigning og kysterosion 
Kysten ved Tranquebar rykker tilbage. Det kan man tydeligt se ved at sammenligne
byplanerne fra 1600 og 1700-tallet med satellitbilleder fra nutiden. Flere gader og
en del af sømuren er forsvundet i havet gennem de seneste århundreder.
Kysterosion kan skyldes globale vandstandsstigninger som følge af klimaændringer
samt landsænkning efter tryk fra gletschere eller kollaps i undergrunden.
Ændringer af materialetilførslen parallelt med kysten (den langsgående
sedimenttransport) kan også forårsage erosion. Erosion af kysten sker typisk i
ryk hver gang, der optræder en stormflod. 
Omkring hele Indien har der været en langvarig vandstandsstigning på omkring 
1 mm/år
 i gennemsnit. Det ved vi fra vandstandsmålinger ved en række stationer.
Data fra fire stationer ses nedenfor.
Den længste dataserie er fra Mumbai, hvor man har målt vandstand siden 1878.
Tendensen til at vandstanden stiger er entydig for alle fire stationer og stemmer
også overens med observationer fra resten af verden. 
Ifølge den 
nyeste rapport fra FN's internationale klimapanel IPCC, der udkom i
2007, er den globale middelvandstand steget med1.7 mm/år gennem det 20.
 århundrede. I fremtiden ventes vandstanden at stige endnu hurtigere. IPCC’s
fremskrivning viser en vandstandsstigning på 4 mm/år i gennemsnit for kloden
frem til år 2090. 
Vandstandsmålinger fra de fire indiske stationer og mange andre stationer i verden
er tilgængelige gennem ’
The Permanent Service for Mean Sea Level
(PSMSL). Målingerne er som regel ikke korrigeret for landhævninger
eller -sænkninger. En sådan korrektion er først blevet mulig de senere år
ved brug af GPS systemer.

Kystens tilbagerykning som følge af en vandstandsstigning afhænger især af
strandplanets hældning, der igen er bestemt af materialetypen. Naturlige s
andstrande er som regel fladere end strande med grus eller sten.
Dog varierer stejlheden også med årstiderne. I årtier har man brugt 
Bruuns regel fra 1962
 til at forudsige kystens tilbagerykning (R) 
ved en given ændring afvandstanden (S):


LÆS OM VANDSTANDEN MM. på hjemmesiden. Da jeg ikke
kan lægge billeder ind. 

Tsunamien i december 2004 

Den 26. december 2004 skete et kraftigt jordskælv under
havoverfladen nordvest for Indonesien. Rystelserne satte
en flodbølge eller tsunami i gang. Kysten ved Tranquebar v
ar et af de første landområder, der i Indien blev ramt af tsunamien
omkring to timer efter jordskælvet eller klokken 9 lokal tid.
Flodbølgen beskrives som gående over de højeste palmer på standen.
Tsunamiens destruktion nåede op til 2 km ind i landet ved Tranquebar.
Megen landbrugsjord blev med ét slag derved ubrugelig, fordi salt fra
det oversvømmende havvand ødelagde væksterne, ligesom det
nedtrængende saltvand, der blev fanget i de inddæmmede rismarker
for en årrække kraftigt har forringet dyrkningsmulighederne. Ude på
havet var højden af tsunamibølgen begrænset til et par meter i forhold
til normalvandstanden. Det kan man blandt andet se af vandstandskurven
fra stationen Chennai , der er renset for tidevandseffekter.


Fiskerne og flodbølgen 
Fiskere fra Tranquebar, som befandt sig på havet, beretter, at de
 ikke mærkede, at en flodbølge passerede dem, kun at vandet blev
lidt grumset, og at der opstod rod i linierne anvendt i fiskeriet. Deres
overraskelse var derfor stor ved hjemkomsten til Tranquebar, hvor de
først ikke kunne få landkending, idet de ikke straks ikke kunne genkende
stranden. Men kort efter måtte de sande, at store dele af fiskerlandsbyenog dens befolkning var vasket væk. I timerne og dagene, der fulgte, ledte mange fiskere fortvivlet efter deres familiemedlemmer rundt om i ruinerne og i de omkringliggende byer, på hospitaler og i nødlejre oprettet for deoverlevende.
En fisker fortæller, hvorledes han på stranden blev ramt af  en katamaran, som bølgen førte med sig, men på mirakuløs vis overlevede, og hvorledes han med brækkede ribben blev transporteret til et nærliggende hospital. Da han få dage efter blev udskrevet, vendte han straks tilbage til familiens sammenstyrtede hus, og fortæller hvordan han frem af mudderet i det sammenstyrtede hus med hænderne gravede liget af sine fire små børn og sin svigermor, som på ulykketidspunktet havde passet dem. På daværende tidspunkt vidste han heller ikke, at hans kone var reddet og transporteret til en nærliggende by. 
I Tranquebar omkom i katastrofen flere hundrede mennesker,
mest kvinder, børn og gamle, ligesom hytter, både og de traditionelle
katamaraner i stort tal blev ødelagt eller ført bort af bølgerne.
Dette udgjorde ikke kun personlige tragedier for de berørte fiskerfamilier, men har også i videre forstand fået de eksisterende sociale og kulturelle strukturer til at vakle. Det sociale netværk via slægtskab blev delvis sat ud af kraft, og forholdet mellem generationer og køn blev kraftigt forrykket.
På en tragisk baggrund er der i Tranquebar således tale om et lokalsamfund under voldsom forandring. 

Plastfiberbåde 

Da tsunamien ramte Tranquebar var mange fiskere ikke på havet,
da det var en søndag. Det betød, at mange fiskeredskaber, katamaraner og motorbåde blev ødelagt eller skyllet med ud af flodbølgen, da den trak sig tilbage. Efter katastrofen har mange indenlandske og udenlandske hjælpeorganisationer doneret fiskefartøjer og net til fiskerne i Tranquebar.
De nye fartøjer på stranden er stort set kun plastfiberbåde med påhængsmotorer.
De gammeldags katamaraner ses nu kun sjældent i Tranquebar.
Plastfiberbådene prises af fiskerne for den lethed, hvormed fiskerne
om morgenen kan komme hurtigt af sted på fiskeri og heller ikke behøver at smide god fangst overbord. Påhængsmotoren gør tillige, at hurtigt er de ude ved de gode fiskepladser. 
Der er tendens til, at man skal længere og længere ud for at sikre sig en god fangst. Sikkerhedsmæssigt kan plastfiberbådene imidlertid slet ikke måle sig med katamaranerne, og drukneulykker er stigende. Efter endt fiskeri trækkes bådene op på stranden, og i den nye store auktionshal på stranden sælges fisken til fiskesælgersker, der bringer fisken til markeder, eller den sælges til fiskekompagnier.


Livet er tilsyneladende ved at falde tilbage i de gamle folder: fiskerne har efter tsunamien for længst igen optaget fiskeriet, og der er skænket nye plastfiberbåde til fiskerne. Garn renses, fisk sælges og tørres i solen på stranden. Men mange familier bærer rundt på stor sorg efter tsunamien. Mange har mistet nære familiemedlemmer under katastrofen. Også kulturelle eftervirkninger af langt dybere slags er at spore i fiskersamfundet. Opfattelsen af risiko, årsag, virkning, tryghed og fare har forrykket sig, og stranden er ikke i samme grad det naturlige samlingssted for kvinder, mænd, børn og unge

Nødhjælp 

Lige efter tsunamien i december 2004 blev et massivt nødhjælpsarbejde sat i værk i Tranquebar af forskellige private indenlandske og udenlandskeorganisationer. Delstatsregeringen i Tamilnadu ydede økonomisk kompensation til familier med omkomne under katastrofen. Der blev uddelt kuponer, for hvilke der kunne indløses fødevarer og andre basale fornødenheder.
Nødhjælpsorganisationerne organiserede uddeling af medicin, vand, tøj og stod ihøj grad for opførelsen af midlertidige barakker og hytter til at genhuse de ca. 5000 hjemløse fiskere. Nødhjælpsfasen varede ca. seks måneder i Tranquebar, hvorefter de fleste af de internationale hjælpeorganisationer trak sig ud.
 Men selv to år efter tsunamien lever mange af de husvilde familier stadigvæk i de midlertidige barakker, som blev rejst i Tranquebar i forbindelse med den midlertidige genhusning af tsunamiramte. 
En ny landsby med nye permanente enfamilieshuse af beton er ca. godt to år
efter katastrofen dog efterhånden ved at være klar til at blive indtaget af fiskerne.
Men lysten til at flytte ind er så som så. Dels ligger den nye landsby godt en km
væk fra stranden og havet, som er fiskernes daglige arbejdsområde. Dels er
fiskerne ængstelige for, at delstatsregeringen vil tillade byggeri af større
luksushoteller langs stranden i den gamle fiskerlandsby, ligesom det er sket i
 andre områder langs Coromandelkysten, hvorefter fiskerne dårligt har kunnet
få adgang til deres egen strand.

Her ses en af de ca. 1500 familier, som mistede deres hus i tsunamien. Flere år
efter katastrofen er familien stadigvæk nødsaget til at bo i et af de midlertidige
langhuse i form af barakker, som blev etableret som nødhjælp for at huse de
nødstedte Den midlertidige bolig for familien er yderst trang med kun ganske få
kvadratmeters plads at sove, spise og opholde sig på. Ikke mindst lyden fra TV og
radio samt larm fra grædende børn fra de mange familier i bygningen, gør, at familien
næsten ikke kan holde ud at være inden døre.


Migration 

Et stigende antal ugifte mænd har i de sidste 25 år brugt at forlade fiskerlandsbyen
i Tranquebar i et par år for at rejse til Malaysia, Singapore eller Saudi-Arabien for at
finde arbejde, hovedsageligt lavt betalte jobs i byggeindustrien. Herfra har disse
unge mænd ofte fungeret som forsørgere for deres familier tilbage i Tranquebar, og
som bidragydere til deres ugifte søstres medgift, og ofte har de sparet op til at kunne
købe en båd med fiskeudstyr efter hjemkomsten til Tranquebar. Efter
tsunamikatastrofen er det således et spørgsmål, om denne har betydet en
intensivering af denne transnationale migration og ændret fiskernes måde
at håndtere ”økonomi” på.

Kystsikring
I 1990´erne kystsikrede de indiske myndigheder stranden ud for Fort Dansborg,
som den danske Foreningen Trankebar i øvrigt har stået for renoveringen af. 
Samme form for kystsikring med store sorte granitsten har myndighederne siden
hen også foranstaltet et stykke mod nord, til og med fiskernes landsbykvarter,
som man kan se på QuickBird billedet.

Straks efter tsunamikatastrofen tog den private danske Foreningen Trankebar 
i 2005 initiativ til et større kystsikringsprojekt ved Tranquebar nord for Fort Dansborg,
idet erosionen her var fremskreden (se skrænterne). 
Ovenfor ses billeder fra etableringen af denne kystsikring finansieret ved indsamling i Danmark til tsunamiramte i Tranquebar. Senere har de indiske myndigheder også
som en slag tsunamihjælp imødekommet ønsket fra fiskernes kasteråd om også at kystsikre ud for fiskernes landsbykvarter, og store sorte granitsten er nu anbragt på hele strækningen ud for Tranquebar.

Ændringer af fiskernes strand
Billederne viser kystsikringen, som de indiske myndigheder har foranstaltet, med granitblokke også foran fiskernes del af Tranquebar. Man har lagt vægt på, at fiskerne fortsat skal have adgang til havet, og at der skal være plads til fiskerbåde langs stranden. På lidt længere sigt er der dog en risiko for, at stranden foran granitblokkene vil eroderes væk. Vandstandsstigninger vil naturligt betyde en forskydning af kystens ligevægtsprofil mod land, som omtalt i forbindelse med Bruuns regel. Med kystsikringen er en sådan forskydning umulig. I stedet må man
forvente, at kystens profil vil ændre sig med tiden, så man
ender med en stejlere strand og også højere bølger tæt på land.

Links

Litteratur

Mere om Tranquebar skrevet af Esther Fihl:

  • Nye og gamle samfund i forandring - eksempler fra den 3. verden efter 1945. M. Carstensen et al. (red­.): Verdensanalyse. Ma­teriale­sam­ling til tiden efter 1945. Gyldendals Forlag 1992.
  • Jagten på nøglen til hinduens sjæl. Jor­dens Folk. nr. 4. 1991.
  • Indisk tempeldans - er det kunst eller videnskab? Jordens Folk. nr. 2. 1991.
  • Landsbyernes Indien, i S. Dybbroe et al. (red.): Klaus Khan Baba. En etnografisk kalejdoskopi tilegnet Klaus Ferdinand den 19. april 1991. Aarhus Universitetsforlag 1991.
  • Romantikkens billede af "de frem­mede". Breve fra en dansk missionær i Indien. O. Høiris (red): Dansk mental geografi. Danskernes syn på verden - og på sig selv. Aarhus Universi­tetsfor­lag 1989.
  • "Malabarischen Heiden­thums". Die Kulturanschauung des ersten lutherischen Missionars im Ostindien. Zeitschrift fur Missionswissenschaft und Religions­wissenschaft. 1988. 72. Jahrgang. Heft 3.
  • Tropekolonien Tranquebar. Gads Forlag 1988.
  • Vores kulturarv - Tranquebars fre­mtid. Udvikling. Danmark og u-landene. 1987, nr. 2.
  • Om fremmede folks sæder og skikke betydnings­bærende strukturer i 1700-tal­lets rejse­beskrivel­ser. Fortid og Nutid 1987. Bind XXXIV, hæfte 1.
  • Kaptain Steen Billes rejse gennem civilisation og primitivitet. A. Damm og J. Thorndahl (ed): Dan­ske­ren og den ædle vilde.Hovedlandet 1987.
  • Paradisets Have. Jordens Folk 1987. 22. årg. nr. 1.
  • Some Theoretical and Methodological Consideration on the Study of Danish Colonialism in Southeast India. Folk. 1984, Vol. 26.
  • Kystfiskerne i Tranquebar. Jordens Folk. 1981, 16. årg. nr. 4.
 
Foto. Esther Fihl 2007. Fiskerhytten set indefra.

Fynboer vil oprette museum i Trankebar

Formanden for Foreningen Trankebar, Karin Knudsen, fra Humble på Langeland, er primus motor i oprettelsen af et museum om den danske handel på den tidligere koloni, Trankebar, i Indien.

Trankebar Maritime Museum bliver et fiskeri- og søfartsmuseum med et marinarkæologisk center.

Det skal vise den fælles dansk-indiske historie. Om skibene, der kom til Trankebar fra Danmark gennem 225 år for at hente eksotiske varer, menneskene og handelen.

Er allerede igang med at samle

Karin Knudsen og hendes mand, Viggo, har gennem længere tid samlet efterladenskaber fra danskernes aktiviteter i kolonitiden.

De har desuden samlet genstande fra fiskerkulturen som i mange år har været Trankebars livsnerve.

Og de mener, at der gemmer sig mange ting i sandet langs kysten, som bare venter på at blive gravet op, ligesom der på havbunden udfor Trankebar er fundet spor af adskillige ting.

Bidt af Trankebar

Karin og Viggo Knudsen fra Langeland har tabt deres hjerter til den tidligere danske koloni, Trankebar i Indien.

De var blandt fire fynboer, der i 2002 tog initiativ til at restaurere det gamle danske Fort Dansborg.

Siden har de sammen med Nationalmuseet fået renoveret den lokale kirkegård.

Efter den store tsunami stod de bag bygning af kystsikring til at beskytte den udsatte kyst mod efterårsstormene.

Karin Knudsen er formand for Foreningen Trankebar, som har 300 medlemmer.

2007

Presseklip


¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tilbage til Trankebar

Af HELGE PEDERSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder.  Foto Helge:

Offentliggjort 01.10.09 kl. 07:23

Efter over 150 års pause er danskerne begyndt at vende tilbage til den gamle koloni i Indien. Trankebar er et besøg værd -
både på grund af historien og den imødekommende befolkning.

Trankebars befolkning bor i huse som disse. Foto: Helge Pedersen Trankebar

* Trankebar ligger ca. 300 km syd for Chennai og 125 km syd for Pondicherry i delstaten Tamil Nadu i det sydøstlige Indien.
Det tager ca. seks timer at køre fra Chennai til Trankebar og tre timer fra Pondicherry.
* Fra Chennai koster det 5.000-6.000 rupees (550-650 kr.) at køre til Trankebar og retur i en taxa. Chaufføren venter gerne
en dag eller to, hvis man skal til udgangspunktet. Man kan også komme til Trankebar, hvis man tager en bus fra Pondycherry
til Karaikal; blot skal man huske at bede chaufføren om at blive sat af i Trankebar. Turen koster godt 100 rupees (10-12 kr.)

www.trankebar.net
Rejsen dertil

* Der er gode flyforbindelser til Chennai fra en række af de større byer i Indien. Der er ikke direkte fly fra
Danmark eller Hamborg, men fra andre europæiske storbyer er der direkte fly til Chennai med bl.a. British Airways,
Air France, KLM og Lufthansa. Priserne varierer meget, men ligger typisk fra 3.500 kr. og op.
* Flere danske rejsebureauer arrangerer rundrejser til Sydindien med besøg i Trankebar, bl.a. Grace Tours,
MarcoPolo og CITS Travel Denmark. Grace Tours er det eneste bureau, der tilbyder individuelle rundrejser i
Sydindien med besøg i Trankebar. Ud over flyrejsen koster en skræddersyet rundrejse i gennemsnit
400-600 kr. pr. døgn, inklusive hoteller, bil med chauffør samt udflugter og entreer.

3 gode og dårlige ting ved rejsen

Plus:

* Man kan næsten altid møde danskere, der ved en masse om Trankebar og dens historie, f.eks. folk fra
Foreningen Trankebar eller Nationalmuseet.
* Trankebar har en rigtig god badestrand.
* Hotellerne er gode, uanset om man vælger det billige eller et af de dyrere.

Minus:

* Trankebar ligger ret afsides, fem-seks timers kørsel fra Chennai.
* Der foregår absolut ingenting om aftenen ud over middagen på hotel Bungalow on the Beach.
* Det kan blive endog meget varmt.

Selv hvis man ikke er synderligt interesseret i historie, er Trankebar et besøg værd. Den gamle danske
koloni og ikke mindst dens indbyggere er et uhyre charmerende bekendtskab.
På mange måder er Trankebar en typisk indisk provinsby, hvor tiden har stået stille, og hvor livet leves i
et særdeles adstadigt tempo.

Trankebar var en dansk koloni fra 1620 til 1845. Da det ikke længere kunne betale sig at have kolonien,
solgte vi den til Storbritannien og glemte næsten alt om Indien.

Selv i kolonitiden havde danskerne en tendens til at fortrænge erindringen om den indiske besiddelse
og de mennesker, der boede der. Og efter at kolonien var afhændet til briterne, skulle der gå mere end 150 år,
inden forbindelsen med det sydlige Indien for alvor blev genoptaget.

Det skete, da en håndfuld fynboer i 2001 dannede Foreningen Trankebar med det formål at redde,
hvad reddes kunne fra den danske epoke i Indien. Foreningen bad i første omgang de indiske myndigheder
om tilladelse til at restaurere Fort Dansborg for egen regning.

Det private initiativ fik andre aktører på banen. Resultatet er, at adskillige bygninger fra kolonitiden er
blevet sat i stand, og danskerne er tilbage i Trankebar. Denne gang som velkomne gæster.
Smil og nysgerrighed

De fleste af byens omkring 10.000 indbyggere lever af fiskeri. Bortset fra et monument over de
hundredvis af omkomne kan det være svært at se, at byen blev hårdt ramt af tsunamien i 2005.
De fleste af hu-sene er genopbygget, og på stranden ligger de små fiskerbåde tæt. Bådene er
givet som genopbygningshjælp af alverdens nødhjælpsorganisationer.

Trankebar er også kendt for sine mange skoler. De første blev grundlagt af kristne missionærer
for mere end 300 år siden, og der bliver stadig undervist i flere af de gamle bygninger inden for
byporten. Skolerne og andre læreanstalter omkring hovedgaden tiltrækker elever fra et stort opland,
og de mange børn sætter deres tydelige præg på byen.

Turisme er stadigt et ret nyt fænomen i Trankebar, og den besøgende bliver hverken overfaldet af
påtrængende sælgere eller tiggere.

Derimod bliver man mødt med masser af smil og en betydelig nysgerrighed. Utallige gange i løbet af
dagen må man give hånd og svare på, hvad man hedder, hvor man kommer fra, og hvor mange børn
man har. Især skolebørnene synes, at turisterne er en stor attraktion.

De fleste lokale har ikke noget mod at blive fotograferet, og mange spørger selv, om man ikke vil tage
et foto af dem. Her kunne ingen tilsyneladende finde på at forlange penge for den slags.

Skjulte spor af fortiden

I det hele taget virker det, som om det ikke rigtig er gået op for nogen, at der kan tjenes penge
på turisterne. Derfor skal man heller ikke komme til Trankebar for at shoppe eller for at kaste sig
ud i nattelivet, for så bliver man skuffet. Der er kun få og små butikker, der handler med de mest
nødvendige dagligvarer, og natteliv i vestlig forstand findes overhovedet ikke.

Men hvis kan man klare sig uden, er Trankebar et ualmindeligt dejligt sted at tilbringe en dag eller to.

I Trankebar er der stadig en del spor fra dengang, da Dannebrog vajede over byen. Byporten og
Fort Dansborg er ikke til at overse. I øvrigt er der ikke så meget at se ved først øjekast, men når
man går rundt i de gamle gader, viser det sig, at der er betydeligt mere tilbage, end man
umiddelbart skulle tro. Jo mere man leder, desto mere finder man.

Det er oplagt at kigge nærmere på husene i Kongensgade, Dronningensgade og Guldsmedegade.
Her finder man kirker, monumenter, velholdte private huse, rene ruiner, forskellige religiøse
institutioner og diverse skoler.

Det er også her, man finder byens fire hoteller. De tre har til huse i perfekt restaurerede huse
fra kolonitiden. Det gælder for eksempel The Bungalow on the Beach, som også har en
udmærket restaurant - i øvrigt det eneste sted i Trankebar, hvor man kan få andet end indisk mad.

Bastioner i baghaven

Den interesserede gæst kan stadig finde resterne af nogle af de gamle bastioner, som tidligere
indgik i de nu forsvundne fæstningsværker rundt om Trankebar. I dag ligger bastionerne inde i
private haver. Hvis man vil se bastionerne, må man banke på hos fremmede mennesker og spørge,
om man må komme ind og se sig om i deres haver. Igen overgår den indiske venlighed
og imødekommenhed enhver forestilling, for selvfølgelig er man velkommen til at komme ind.

I dag er de gamle bastioner ikke meget mere end store bunker mursten, som i årevis er blevet
benyttet som billige byggematerialer af lokalbefolkningen. Men der er nok tilbage til, at man
kan se, at de danske kanoner har peget ind mod land.

I den danske kolonitid var der utallige stridigheder med de lokale fyrster, som havde lejet området
ud til danskerne. Når danskerne kom bagud med betalingen, samlede den lokale fyrste rutinemæssigt
en hær, som dog holdt sig på sikker afstand af de danske kanoner. De fleste stridigheder blev løst
på fredelig vis, men der blev også udkæmpet regulære slag med adskillige døde på begge sider.


Dansk-indisk samarbejde

Efter mange års forfald bliver der nu gjort store anstrengelser for at redde de mest bevaringsværdige
bygningsværker fra kolonitiden. De indiske myndigheder står i spidsen for de forskellige aktiviteter,
som gennemføres i samarbejde med en række danske partnere.

Resultatet af de forenede anstrengelser er, at Fort Dansborg, byporten, kirkegården
og adskillige bygninger er restaureret. Desuden er der gennemført en omfattende kystsikring,
så der ikke forsvinder mere af den gamle by i havet. Takket være restaurerings- og
genopbygningsprojekterne kan den besøgende få et ret godt indtryk af, hvordan byen må have
set ud i kolonitiden.

Som nævnt er det i høj grad Foreningen Trankebar, der kan takkes for, at den gamle koloni både
er blevet genopdaget og genoplivet. Det var foreningens initiativ, der først fik den indiske regering
til at gå ind i projektet. Siden er bl.a. Danmarks Nationalmuseum og Bestseller Foundation kommet til.

Det danske engagement betyder, at der nu er penge til at løse de mest påtrængende
restaureringsopgaver. Den stærkt forfaldne guvernørbolig står først for, og der forhandles
løbende om at sætte flere af de gamle bygninger i stand.

En temmelig mislykket koloni
Af HELGE PEDERSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Offentliggjort 01.10.09 kl. 07:24

Den danske forbindelse til Trankebar går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. I 1618 sendte kong Christian IV
fire skibe under kommando af Ove Giedde til Ostindien for at skaffe Danmark del i Østens rigdomme.

Målet for ekspeditionen var oprindeligt Ceylon (i dag Sri Lanka), men her havde danskerne ikke held med sig.
Derfor fortsatte de danske skibe op langs Indiens østkyst for at finde et sted at anlægge en handelsplads.

I 1620 kunne Ove Giedde underskrive en traktat med den lokale regent om at leje Trankebar-området,
hvor Fort Dansborg blev opført. Det tog danskerne to år at bygge fortet. Meningen var, at der skulle
tjenes penge på den indiske handel, men det blev aldrig den guldgrube, som Chr. IV havde drømt om. Tværtimod.

En stor del af tiden hutlede den danske koloni sig igennem, som den bedst kunne. I lange perioder virkede det,
som om Danmark havde glemt alt om sin indiske koloni og de danske kolonister.

Den længste afbrydelse af forbindelsen mellem Danmark og Trankebar var på 26 år. Det sidste skib fra Danmark
kom til Trankebar i 1643, og derefter hørte besætningen på fortet ikke fra Danmark før i 1669, da to danske
skibe ankrede op ud for fortet.

På det tidspunkt vajede Dannebrog stadig over Trankebar, men der var kun en enkelt dansker tilbage i kolonien.
Det var kommandanten Eskild Andersen. Alle andre var døde. Eskild Andersen havde været så længe i Indien,
at han valgte at blive i stedet for at rejse hjem.Farverige historier

At komme tilbage til Danmark var ellers det højeste ønske blandt de fleste danskere. Mange kom til Indien på
en toårs kontrakt, men det hørte til sjældenhederne, at de fik lov til at rejse hjem igen efter så kort tid. Det var
ikke usædvanligt, at de måtte blive 10 år eller endnu længere, hvis de ellers overlevede, for danskerne døde
som fluer i det tropiske klima.

Det er måske på grund af de barske livsbetingelser, at mange af historierne fra den tid virker ret utrolige.
F.eks. måtte en af de nye guvernører fra Danmark belejre Trankebar, inden han kunne komme til at afløse
den tidligere guvernør, som foretrak at stikke af til Indonesien i en lille sejlbåd for ikke at risikere at blive
sendt til Danmark og stå til regnskab for sine gerninger som guvernør.
Dato:25/02/2008
Link til artikel: http://www.thehindu.com/2008/02/25/stories/2008022558890700.htm

Tamil Nadu - Chennai

Tharangampadi to be made a major tourist attraction

T.S. Shankar
Union Tourism Secretary wants improvements to Danish fort

Water and power supply, drainage, landscaping should be improved at TharangampadiDanish Government is willing to support restoration of heritage buildings

CHENNAI: The Union Tourism Ministry has asked the State Tourism Department to prepare a plan to make Tharangampadi in Nagapattinam district a major tourist destination.

This was conveyed to Commissioner of Tourism and Managing Director of Tamil Nadu Tourism Development Corporation M. Rajaram by Union Tourism Secretary S. Banerjee, who made an on-the-spot assessment of tourist spots and examined the scope for new projects along East Coast Road, from Mamallapuram to Tharangampadi, during his two-day visit to the State recently.

Mr. Banerjee, who reviewed the progress of the Central Government schemes and development work at Mamallapuram, wanted restoration of the Governor’s Bungalow and improvements to the Danish fort.

He also felt that water and power supply, drainage, landscaping should be improved at Tharangampadi to attract more foreign tourists, especially those from Denmark and other European countries.

He said the Danish Government was willing to support the restoration of heritage buildings, including the fort, at Tharangampadi. The work would be taken up by the Indian National Trust for Art and Cultural Heritage which he lauded for preserving heritage buildings. He was all praise for the local body for solid waste management and maintenance of places of tourist interest.

Mr. Banerjee also visited the rural tourism village at Idaiyanchavadi and Adi Sakthi Theatre for Art and Research near Puducherry.

Scope for improvement

State Tourism and Culture Secretary V. Irai Anbu apprise Mr. Banerjee about the tourism projects being executed at Mamallapuram. Mr. Rajaram explained the scope for further improvement on East Coast Road.

Nagapattinam Collector T.S. Jawahar took part in the discussion on the improvements to be made at Tharangampadi.

© Copyright 2000 - 2008 The Hindu

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.03 | 15:32

hej Linda,
ved en beklagelig fejl var du ikke med på listen - men det er du naturligvis stadig.
venlig hilsen

Helge Krüger
kasserer

...
15.03 | 20:33

Undrer mig lidt over, at jeg ikke er med på listen over andelshavere. Jeg har haft en andel siden 2005. Mvh linda H. Nielsen

...
15.02 | 19:07

nej hvor er du heldig. ingen af os har aner i Indien.
Ja som du kan se på billederne er opbygningen i gang , både i kirken og i Cherfboligen.
Karin

...
15.02 | 18:51

Hej
vi har besøgt Serampore for et par år siden.
Er genopbygningen i gang af guvenør / chefboligen?
Min tiptip oldefar Jacob B. Scavenius var 1. faktor i 1780

...
Du kan lide denne side