Fiskersamfundet i Tranquebar – socio-økonomiske transformationsprocesser 1980-2010

Forskningsprojekt af Esther Fihl, Center for Komparative Kulturstudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

• Projektet har plads på Galathea3 og er finansieret af Bikubenfonden

Ligesom i den danske kolonitid består det nutidige Tranquebar stadig af en række forskellige kvarterer, som hver bebos af sin særlige kaste eller socio-religiøse gruppe. Den største af disse beboelseskvarterer er kystfiskernes. Den er situeret nord for den tidligere danske bydel og visse steder oven på resterne af bymuren, som i kolonitiden omgav byen.

På basis af mine tidligere etnografiske feltundersøgelser, som jeg påbegyndte i 1981 blandt fiskerne, ønsker jeg i dette forskningsprojekt at undersøge både de korte og mere lange socio-økonomiske forandringsprocesser, der er at spore i fiskernes måde at håndtere dagligdagen og dens problemer. Et stigende antal ugifte mænd har i de sidste 25 år brugt at forlade fiskerlandsbyen i Tranquebar for i et par år for at rejse til Malaysia, Singapore eller Saudi-Arabien for at finde arbejde, hovedsageligt lavt betalte jobs i byggeindustrien. Herfra har disse unge mænd ofte fungeret som forsørgere for deres familier tilbage i Tranquebar, som bidragydere til deres ugifte søstres medgift, og ofte har de sparet op til at kunne købe en båd med fiskerudstyr efter hjemkomsten til Tranquebar. Søger et større antal fiskere end før nye leveveje efter tsunami katastrofen, og har den betydet en intensivering af denne transnationale migration og fiskernes måde at håndtere ”økonomi” på?

Det er et spørgsmål, om fiskernes kasteråd stadig fungerer som en slags social foranstaltning, der deler hjælp ud til særligt trængende. Før tsunami katastrofen var rådets økonomi sikret gennem opkrævningen af en særlig skat på landet fisk og på indtægter fra bøder, som rådet idømte fiskere, der forbrød sig mod kastens regler. Fiskersamfundet har på den måde været kendetegnet af en stærk social identitet og af temporær eller permanent social udstødelse af dem, som overskred reglerne.

I hverdagen bestod livet på stranden i at tage sig af den landede fisk, eventuelt at tørre eller salte den før salg, og i at reparere nettene under ofte højlydt diskussion om rigtigt eller forkert i forhold til samarbejde i fiskeriet, relationer mellem kønnene eller generationerne og uddannelse af den yngre generation. Forhandlinger om kultur og identitet har altid stået på i fiskerlandsbyen og været en integreret del af fællesskabet – men antager disse forhandlinger og praksiser andre og nye måder i dag, hvor kontakten til den globale verden via migration, medier, turister og internationale NGO-er er mere markant?

The Fishermen Community in Tranquebar: Anthropological investigations of socio-economic living conditions 1980-2010

A project by Esther Fihl, associate professor, dr. phil. (University of Copenhagen)

The project is sponsored by Bikuben Foundation and is part of the Galathea3 expedition.

Like in colonial times, the village of Tranquebar today consists of different quarters, each inhabited by a certain jati or socio-religious group. The largest of these neighbourhoods is still the fishermen part of the village situated to the north - and some of it on top of the Old Danish fortification wall around Tranquebar. 

On the basis of my earlier data from this community, this research project will try to document both the long and the short term socio-economic transformation processes in the fisherman’s ways of dealing with everyday life and its problems. An increasing number of especially young unmarried men have during the last 25 years left the fishing community in Tranquebar for a couple of years to go to Malaysia, Singapore or Saudi-Arabia in order to find work, primarily low-paid jobs in the building industry. From abroad, these young men often functioned as breadwinners for their families, besides saving money to buy boats upon their return to Tranquebar. The question is, if the tsunami catastrophe has meant that more fishermen now than before seek new livelihoods elsewhere? Has there been an intensification of transnational migration and have new ways of handling economic affairs and crisis emerged?

Also in relation to the fishermen’s jati panjayat, new functions might have come about, besides the traditional one of settling conflicts in the community and offering a kind of social security distributing help to families in need. The panjayat economy was until the tsunami based on the collection of a special tax on fish and rested also on income from fines given to those who broke the rules. In this way, the fisherman village has been characterized by a strong social identity and by temporary or permanent social expulsion of those who broke the rules of the jati.

Everyday life consisted of taking care of the landed fish, drying and salting, before it was sold and of mending the fishing net during often loudly discussions about right or wrong in proportion to cooperation in the fishing business, the relationship between the sexes or the generations and the education of the younger generation. Negotiating culture and identity have always been an integrated part of the community – but do these practices and negotiations present themselves in a different manner today, where the contact to the surrounding world is more intensified due to migration, media, tourism and international NGO’s?      

Esther Fihl, Lektor, Dr. Phil

Institut for tværkulturelle og regionale studier

Komparative kulturstudier

Københavns Universitet

Leifsgade 33, 7. sal.

2300 København S.

efihl@hum.ku.dk

Specialiserer sig i kultursammenstød, kolonialisme, kulturel in- og eksklusion, interkulturel kommunikation, repræsentation og videnshistorie. Regional specialisering i Indien og Centralasien. Etnografisk feltarbejdserfaring fra landsbyen Tranquebar i Sydindien og torajabefolkningen på Sulawesi i Indonesien

Læs mere om Esther Fihls aktuelle forskning på: www.komparativekulturstudier.ku.dk/forskning

Magister i Etnografi og Socialantroplogi fra Århus Universitet, 1983. Kandidatstipendiat samme sted 1984-6.

Disputats
Dr.phil. ved Københavns Universitet 2002. Carlsbergfondets Projekt Dansk Nomadeforskning, herunder afhandlingen Exploring Central Asia. Collecting Objects and Writning Culture from the Steppes to the High Pamir. Thames and Hudson & Rhodos International Science and Art Publishers, vol. I-II. 2002, læs mere på: http://komparativekulturstudier.ku.dk/forskning/Publikationer.doc

2004- Lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Leder af Center for Komparative Kulturstudier, Københavns Universitet

1999-2004 Lektor i Almen Etnologi ved Institut for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet

1998-99 Ansættelse som lektor (vikariat) ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet

1996 (efterår) Ansættelse som lektor (tidsbegrænset) ved Institut for Samfund og Kultur. Grønlands Universitet, Nuuk/Århus Universitet

1991-93 (28 måneder) Ansættelse som seniorforsker ved Etnografisk Samling, Nationalmuseet. Forsknings¬projekt under Carlsbergfondets Projekt Dansk Nomadeforskning

1983-1998 Ansættelser som kandidatstipendiat, ekstern lektor, adjunkt (vikariat) og senere lektor (tidsbegrænset) ved Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus universitet.

Celia Ekelund Simonsen, stud. mag.

Studie: Europæisk etnologi med tilvalg i kulturformidling, interkulturel erhvervskommunikation og praktik.

Email: celia.simonsen@gmail.com

Tidslinie

2007 Praktik på Nationalmuseets Tranquebar Initiativ på projektet: Fiskersamfundet i Tranquebar – socio-økonomiske transformationsprocesser 1980-2010 v. Esther Fihl

2006-2007 Tilvalg i Kulturformidling (Kulturlivets institutioner og Kulturjournalistik), Interkulturel erhvervskommunikation og praktik.

2006 Databasemedarbejder hos Amnesty International

2006 Formidlingsmedarbejder i jernalderlandsbyen på Lejre Forsøgscenter.

2006 Har i forbindelse med studiet arbejdet med en interiørudstilling, der skal vise en ’typisk’ arbejderbolig fra 1950erne i forbindelse med Brede hovedbygning og Nationalmuseet.

2006-2007 Bestyrelsesmedlem i Erasmus Student Network (ESN).

2005/2006 Mentor / koordinator for udvekslingsstuderende, der kommer til Københavns Universitet.

2004/2006 Læser Europæisk Etnologi på Københavns Universitet.

2002-2004 Japansk på Københavns Universitet – Havde fag indenfor sprog, kultur, samfund og historie.

2001 3 måneders højskoleophold på Dansk Studiecenter Bali (januar-april) - undervisning af kvalificerede undervisere indenfor Antropologi, Kommunikation, Psykologi og Filosofi.

2000-2005 Malerfirmaet Simonsen – varetog arbejdsopgaver, som en malersvend. Fuldtid / ferie- og fritids arbejde.

2000-2005 1. til 3. G sproglig studentereksamen på Fjerritslev gymnasium.

Ilakkuvan, R., M.A, M.Phil.

PH.D. student and Affiliated Researcher,

Ecole Francais d'Extreme Orient,

16, Dumas street,

Pondicherry 605 001,

Tamilnadu, India

Personal mobile no. 93424 770 11

E-mail ID: ilakkuvan_r@yahoo.com

Alternative E-mail ID: ilakkuvanr@gmail.com

Permanent address:         33 D, Devagriyai Valakam,

                                            Koilpattu 1st street,

                                            Srivaikundam,

                                            Tuticurin Dist.,

                                            Tamil Nadu, India.

Educational qualifications

Languages known: Tamil & English

2007-            PH.D programme at Karantai Tamil Cankam in Tanjore (an old Tamil university institute specialicing in research on classic Tamil literature and grammar).

2003-2004   Thiyakarajar College of Education in Madurai. B.A degree.           

2001-2003   Manonmaniam sundaranar University in Tirunelveli. M.Phil. Degree.

1999-2001   Manonmaniam sundaranar University in Tirunelveli. M.A Degree.

1996-1999   Ganesar Sentamil Kallori (College for Tamil Studies) in Melaisivapuri. B.Lit. Degree.

Research interests

Tamil Cankam literature, historical study of literature and grammer, critial edition of classical texts. Ziegenbalg's Bibliotheca Malabarica.

Academic Credentials:

• Gold prize medal from University. First Rank in Master of Arts.
• Gold prize medal from University. First Rank in Master of Philosophy.

Training and Experience:

• One month training in Epigraphy, the Archeological Department of Tamilnadu Government.
• Diploma Course of  Folklore.
• Training for catalogue of Tamil and Grantha Palm Leaf Manuscripts in EFEO.
• 15 Days Course in Saiva Siddhantha.

Research and Work Experiences:

• Doing research in Ziegenbalg's Bibliotheca Malabarica (collection of Tamil manuscripts) under Will Sweetman´s project.
• Research Techniciant in Mrs. Eva Wilden's "Critical Edition of NARRINAI" which is one of the Cankam Literature at EFEO.
• Made Word Index for KALITTOKAI and produced lists of meaning of words.
• Cataloging Tamil and Grantha palm leaf manuscripts for EFEO, one of the rich collections of the World mentioned by UNESCO.
• Doing research in Ziegenbalg's Bibliotheca Malabarica (collection of Tamil manuscripts)

Publications.

• A research article was published in a research Magazine named 'urai molivu'.
• Some poems and stories were published in Tamil literature magazines.
• Bibliography of T.V.Gopala iyar who is a great Tamil scholar and grammarian (in print) and will be published by EFEO Publications.

Thesis:             

• Research on the first Tamil epic called 'cilappatikaram' from an ecological point of view. Submitted as M.phil. thesis.
• Philological research on the Purananuru, a manuscript of the cankam literature. Submittes as thesis for the M.A degree.

Other Information:

Hobbies and interests: Reading books, going to historical places and doing field work for self interests.

References:

T.Paramasivan, 

Head of the Tamil Studies Department,

Manonmaniam Sundaranar University,

Tirunelveli.

A.R.Venkatachalapathy, professor,

79, Second Main Road,

Gandhi Nagar,

Adayar,

Chennai - 600 020

phone no- 044 24412589

J. Shunmugaraja, Ph.d., Research Scholar

Ph.d., Research Scholar

ICHR Junior Research Fellow

Department of History

Manonmaniam Sundarnar University

Abhishekhapatti, Tirunelveli

Tamilnadu, India.

Telephone: (0462) 2301594.

Cell phone: (0) 9894320486.

Email: jsraja23@rediffmail.com

Education in detail

1999-2001   M.A., History (Manonmaniam Sundarnar University, Tirunelveli, Tamilnadu).

2001- 2002    M.Phil.,History (Manonmaniam Sundarnar University, Tirunelveli, Tamilnadu).

Research Experiences

Archival research experience and field experience.

Research assistant on three projects with the professors K.A.Manikumar and  A.R.Venkatachalapathy and Esther Fihl.

.

Research interest

Indian labour emigration and law.

Topic of PH.D.-research project:  Indentured Labour Laws in Fiji, Sri Lanka and Assam: A Comparative Study 1830 – 1930.

Languages known

Tamil, English, Hindi and Malayalam.

Permanent address:

J.Shunmugaraja

S/o S.Jeyaraj

6/1 Shunmugaraja Bhavan

Sundarapuram, Karaieruppu

Tirunelveli District, Tamilnadu, India.

Pin Code. 627 357.

Indslag i medierne

22.10.2006:  Den første dansker om Afrika (Politiken)

Antropolog Esther Fihl har dykket ned i admiral Ove Gieddes rapport fra 1623 til Chr. lV og har bidraget med historien til Politiken. Hun er forskningsfaglig leder af Nationalmuseets Trankebar Initiativ, der med 14 forskellige forskningsprojekter er det mest omfattende projekt på Galathea 3-ekspeditionen.

20.10.2006:  Esther fra Hejlskov er med på Galathea3 ekspeditionen (pdf) (Skive Folkeblad)

13.10.2006:  Galathea ugerevy fra Ghana (Video produceret af Jyllandsposten for Tycho Brahe Planetariet)

8. 8. 2006:    Fire spørgsmål til Fihl (Jyllandsposten/Morgenavisen)

Nationalmuseets Trankebar Initiativ er med hele 14 forskellige forskningsprojekter det største projekt på Galathea 3-ekspeditionen. Leder af Trankebar Initiativet antropolog Esther Fihl fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, bliver i en klumme spurgt om hendes interesse for den gamle danske koloni i Indien.

28.12.2005:  Trankebar blev til ved et tilfælde (Politiken)

Når Galathea 3-ekspeditionen sejler, vil Nationalmuseet bruge anledningen til at give danskerne et indblik i vores kulturarv i indiske Trankebar. Hvordan oplevede danskerne deres allerførste eksotiske kulturmøde? Og hvad var indernes syn på os?

Indsamling af livshistorier

Af Ingrid Fihl Simonsen

Esther Fihl er sammen med sønnen Asger (antropologistuderende) og R. Ilakkuvan og J. Shunmugaraja (to tamilske ph.d-studerende i henholdsvis tamil og historie) gået i gang med at indsamle livshistorier blandt fiskere og forretningsdrivende i Tranquebar. Men det er ikke lige til. Først har der skullet diskuteres vinkler, spørgemetode og etiske spørgsmål. Der blev foretaget et prøveinterview, hvis resultat alle var med til at diskutere grundigt - også informanten. 

Foreløbigt er der indsamlet 15 livshistorier, som nu alle er oversat til engelsk og indskrevet på computer. Med udgangspunkt i portrætter, taget i forbindelse med et feltarbejde i samme fiskerlandsby for 25 år siden, fortæller lokale personer om deres liv med økonomiske, sociale og personlige forandringer.

En kvinde på omkring 70 år beretter om sit liv som alenemor med 4 børn. Manden i hendes liv giftede sig med en anden kvinde, men vedblev med at opsøge hende med henblik på sex, og med vold gjorde han krav på de få penge, som hun tjente ved at sælge færdigretter i fiskerlandsbyen.

Flere af de indsamlede skæbner er næsten lige så dramatiske, men helt anderledes. En anden var en 'kasteløs' kvinde på 28 år. Hun fortæller, hvordan hun er af absolut laveste 'rang' (også blandt de 'kasteløse'), og hvordan dette i årevis har givet anledninger til grove seksuelle tilnærmelser fra mænd tilhørende andre grupper af kasteløse og mænd af højere kaster. Hun bekymrer sig over, at hendes 15-årige datter nu må døje det samme. Kvindens far døde af slag efter at have forsvaret hende mod hendes voldelige og alkoholiske ægtemand.

En 55-årig mand af høj kaste fortæller om, hvordan han har haft et årelangt skænderi med sin fætter over ejendom og arbejde i en arvestrid.

Og videre fortalte en 70-årig mand, at han og konen havde en datter, der på tragisk vis omkom i tsunamien. Datterens enkemand drak sig derefter ihjel, hvorfor det gamle par nu må tage vare på 4 forældreløse børnebørn. De har yderst trange kår, bor i en lille palmehytte og deres spinkle økonomi er baseret på bedstemoderens salg af fisk, som hun opkøber på stranden og forsøger at sælge i Tranquebars gader.

Pongal-festival i Tranquebar

Pongal-festival i Tranquebar

Tamilernes høstfest er ved at begynde og mange forskellige befolkningsgrupper tager del i den. De sidste mange dage har der været travlt med hovedrengøring, tøjvask og madlavning i de små palmehytter i kystfiskernes landsby, og i dag, søndag den 14. januar, starter de indledende festligheder.

Af Ingrid Fihl Simonsen

Jeg skal måske lige sige om mig selv, at jeg er student og deltager som ulønnet medarbejder i projektet om Fiskersamfundet i Tranquebar- socio-økonomiske transformationsprocesser 1980-2010. Foruden at fungere som en form for it-supporter, instruerer jeg i optageudstyr, fotograferer, og har nu påtaget mig at skrive nogle af logbogsteksterne.

Forberedelserne til Pongal har været i gang i lang tid. Der bliver foretaget hovedrengøring i de små hytter med palmebladstage. På vores færden rundt i fiskerlandsbyen har vi mødt kvinder uden for deres hytter i fuld gang med at skrubbe skåle, krukker og kudams (vandkrukker). På de fleste af årets dage gør husets kvinder sandet vådt i en stor cirkel foran hyttens indgang og maler flotte symmetriske mønstre med hvidt rismel, som byder besøgende folk velkomne. De næste festdage vil de tidligt om morgenen gå rundt i fiskerlandsbyen og foran deres venners hytter lave disse dekorationer i alle regnbuens farver.

Kvinderne hjælper hinanden med aflusningen af det lange sorte hår før festlighederne. Unge piger fortæller stolt, at de har fået nye kjoledragter til Pongal. Der er en ualmindelig stor aktivitet i landsbyen i denne periode, og alle forberedelserne kulminerer i fest, dans, sang og sociale sammenkomster de kommende dage.

I aften skal Galathea-projekternes tilstedeværende medarbejdere i Tranquebar deltage i en indledende kulturfest på Hotel Bungalow on the Beach. Der vil være klassisk indisk dans og musik, og de lokale folk vil være i deres fineste farvestrålende silkeklæder. Dette og andre begivenheder vil jeg de følgende tre helligdage berette mere om i logbogen.

Solens dag i Pongal-festival

Mandag

I dag er hindu-høstfestens første egentlige helligdag og dagen skulle startes med manér. Sammen med min mor, Esther Fihl, deltog jeg i en husceremoni, inden solen stod op. På traditionel vis over åben ild i fyrfad blev Pongal-grøden kogt i indviede lerkrukker. Husets gud, Murughan, spiste den fine essens, og derefter kunne de velsignede deltagere nyde den grovere substans. 

Af Ingrid Fihl Simonsen

I går aftes tog vi forskud på høstfestens festligheder og deltog i en Pongal function på byens flotte hotel i et af de gamle kolonihuse. Her var der linet op med stole og en lille scene, hvorpå traditionelle danse blev danset til trommerytmer, fløjtespil og sang, udført af unge tamilske musikstuderende.

Denne morgen var min mor og jeg inviteret hjem til en af fiskerkvinderne, Renugadevi (opkaldt efter guden Renugadevi), som min mor har kendt gennem mange år. Her skulle vi deltage i en privat ceremoni. Vi stod op kl. 5 og gik ned til tempelpladsen, hvor Renuga bor. På vejen beundrede vi de mange farverige mønstre, kvinderne var i færd med at male udenfor hytternes indgang, og vi mødte som sædvanligt mange glade ansigter, der lige ville hen og hilse på de coloured people, ("farvede" som de sjovt nok kalder os), der gik gennem gaderne i mørket.

Hos Renuga var der også dekoreret flot. Udover det store mønster foran indgangen, som ønskede forbipasserende Happy Pongal, var der tegnet små tegn på vægge og gulv inde i hytten, bl.a. svastika-tegn. Med hjælp fra sine to tvillingedøtre på 15 og sin yngste datter på 6 fik hun tændt op under velsignede lerkrukker indhyllet i planterne ingefær og tarok. Hun begyndte den traditionelle tilberedelse af Pongalen, som er en slags sukret risengrød med ristede rosiner og cashewnødder. Ilden, røgen og duftene gav en helt speciel stemning.

Da solen var stået op og maden klar, blev der stillet op til en ofring til ære for solen og husguden, Murughan, som har været den centrale husgud for familien i flere generationer. Guden fik serveret en portion af grøden, enkelte bananer og andre små tamilske lækkerier på et friskt bananblad omgivet af brændende olielamper, røgelsespinde og velduftende kranse bundet af blomsten jasmin. Murughan ville da spise den fine essens af maden og efterlade den grovere del til os andre. For hver deltager i ritualet foretog Renuga en kort velsignelse ved energien fra ild tændt på et fad, og vi fik en plet af rødt i pandens chantrapunkt. Derefter velsignede Renuga palmehyttens tre rum ved en sødlig duftende blanding af gløder og røgelse i en lille dekoreret skål.

Morgenceremonien var overstået, og vi trak os tilbage til hyttens hovedrum, hvor vi smagte Pongalen. Fjernsynet, et af rummets få inventarer udover en seng, et skab og husalteret, blev tændt. Der sad vi så, velsignede og mætte, og så den amerikanske tegnefilm Scooby-Doo i en tung duft af røgelse.  

Ellers forløber livet i gaderne som sædvanligt med børns leg, hellige køer og tamilsk filmmusik, der strømmer ud fra husene med høj volumen. Rygter går om, at en tempelelefant vil besøge Tranquebar i aften i anledningen af solens helligdag, men intet vides med sikkerhed. 

Tirsdag i oksens tegn

Anden helligdag i Pongal-festivalen er oksernes, køernes og gedernes dag. Dette bliver hovedsageligt fejret hos bønderne, som dekorerer deres køer og okser med blomster, balloner, bjælder og farvestrålende mønstre. Derudover bliver de forkælet med den tamilske "dessert", sweet rice, som på traditionel vis bliver kogt i lerkrukker foran dyrene.

Af Ingrid Fihl Simonsen

Jeg havde håbet, at se flere udsmykkede okser i Tranquebars gader, men eftersom de omkringliggende marker praktisk taget ligger brak efter tsunamien og på grund af flerårig mangel på overrislingsvand, har de lokale bønder ikke længere brug for eller råd til at have okserne. Derfor så vi kun enkelte okser lyse gaderne op med blomster og farver.

Min familie og jeg blev inviteret på privat middag hos en af fiskerfamilierne i anledning af Pongal-festen. Der serveredes et stort måltid med tre forskellige slags fisk i tre forskellige "currysovse", to slags grønsagsblandinger, sprøde hvedemelsbrød stegt i kokusolie og selvfølgelig store mængder af ris. Et yderst velsmagende og stærkt middagsmåltid at nyde i varmen.

Pongal onsdag: Hestevæddeløb

Onsdag den 17. januar er tredje og sidste dag i Pongal-festivalen. Der var arrangeret hestevæddeløb mellem Tranquebar og en naboby. Mænd, kvinder og børn var stimlet sammen i vejsiderne for at overvære flere omgange af væddeløbet.

Af Ingrid Fihl Simonsen

Hestevæddeløbet strakte sig over mange timer, fra ca. kl. 10 om formiddagen til kl. 17 om eftermiddagen.

Den egentlige tradition er oksevæddeløb eller, som man ser det i Spanien og enkelte steder i Sydfrankrig, at slippe tyre med alkohol i blodet løs i gaderne, men på grund af den grove behandling af dyrene er dette blevet forbudt af staten. Dog følger mange tv-stationer disse lege, som udfolder sig andre steder i landet - på trods af forbuddet. 

Mange fra Tranquebar og andre omkringliggende landsbyer er stimlet sammen for at overvære punktet, hvor vognene vil vende og ræse tilbage til startbyen. – På Market Street i Tranquebar er der sort af mennesker, og vi søger bedre udsigt. Der er lang ventetid, inden de fem ryttere kommer susende forbi. Indtil da har vi kunnet sidde og pjatte lidt med vores medpublikum. Unge mødre viser deres smykkebehængte babyer frem. De unge drenge på den anden side af den smalle vej forlanger, at jeg tager billeder af dem, mens de poserer i forskellige stillinger foran mig. Til højre for os holder en gruppe unge mænd til med deres motorcykler, og vi kan betragte, hvordan de viser sig frem for kammeraterne og folk omkring. Ud fra en vestlig betragtning var selve løbet forbavsende tamt, forsamlingen og opstemtheden taget i betragtning.

Derefter var det tid til, at deltage i begivenhederne på stranden. Folk fra landsbyen og længere væk fra mødtes her og fortærede deres medbragte mad. Enkelte gik i fuld påklædning ud i bølgerne og fik en forfriskende dukkert.

Tamilsk overgangsrite; fra barn til voksen

Søndag den 14. januar om eftermiddagen deltog jeg i et traditionelt overgangsritual for en pige, der netop ved første menstruation var indtrådt i puberteten. Gennem velsignelse i form af parfumeret vand hældt i litervis over pigens hoved, blev hun budt velkommen til voksenlivet, og samtidigt blev det offentliggjort, at hun er nu er giftemoden.

Af Ingrid Fihl Simonsen                                                                                                                 

Søndagens gøremål blev brat afbrudt, da vi fik nys om, at der hos en af vore naboer foregik en overgangsrite for en pige i anledning af første menstruation, og at vi var inviteret til at deltage i ceremonien. I al hast fik min mor, Esther Fihl, og jeg pakket kameraet sammen og kom ud af døren.  Der var allerede ankommet mange kvinder, som sad på måtter og fik tilbudt kaffe og the. Huset var en palmehytte med gårdsplads med et par stråvægge og bølgeplader opstillet omkring.

Efter at have stillet sanddalerne udenfor, blev vi af kontante og handlekraftige fiskerkvinder kommanderet til at tage plads på rismåtterne på jorden og fik serveret en kop varm kaffe (lokaldyrket kaffe og rørsukker med frisk bøffelmælk). Det, at vi ikke kunne sluge kaffen i et par mundfulde ved at hælde kaffen ned i halsen uden at læberne rører kruset, blev højlydt kommenteret af de mange kvinder omkring os - kunne vi ikke lide kaffen? Føler vi kaffen som en straf? Ligeledes blev vores udseende grundigt diskuteret: Ansigt og hud var flot nok, men hvorfor farver vi ikke håret flot og sort som deres? Mit hår blev pillet ved og tøjet blev rørt ved. Det er svært at vende sig til, at alles øjne konstant hviler på én, men når det altid forgår med et smil, er det såmænd bare sjovt.

Efter velkomsten til selskabet, blev vi ført ind til den unge pige, som det hele handlede om. Hun sad i det afskærmede udendørs baderum sammenkrøllet i et hjørne med sit lange sorte hår udslået og fik litervis af vand blandet med specielle blade hældt over hovedet igennem en si. Alle de deltagende kvinder skulle udføre denne handling for at velsigne og byde hende velkommen til voksenlivet, inklusiv min mor og jeg.

Ude i den store forsamling af kvinder blev vi dernæst selv velsignet ved at få en plet af rød farve og en gul plet af gurkemeje i panden og i thundai kulli (der betyder grøften i nederst ved halsen).

Næste punkt i ceremonien var en gaveuddeling til alle deltagere. Den bestod af en pose med et stykke kage og en betelnød og et grønt blad at tygge sammen med nødden, som giver den karakteristiske røde farve på tænderne. Gaverne havde pigens morbror på traditionel vis sponsoreret. I tamilske familier har han en stor betydning for søstrenes døtre gennem hele livet. Han skal sørge for alle deres overgangsritualer og måske gifte en af dem med sin egen søn i et krydskusineægteskab. Sådanne forhold giver ofte et stærkt sammenhold i familien.

Vi forlod stråindhegningen stadig under stor opmærksomhed fra alle kanter. To små tvillingedrenge på omkring to år begyndte at skrige skrækslagne ved synes af min mor og mig. - Dette gav alle kvinderne og os en anledning til at grine højt i kor.  

Denne ceremoni blev afholdt sammen med naboer og familie for at fejre pigens overgang fra barn til voksen, men det var også en offentliggørelse af, at hun nu er giftemoden.

"Republic Day of India" fejres i Tranquebar

Den 26. januar er en af Indiens nationaldage og forskellige arrangementer blev i den anledning afholdt på skoler og centre i Tranquebar. Efter sigende hejser Premierministeren det indiske flag i New Delhi, og forskellige personligheder bliver inviteret til at gøre det samme til de mindre "functions" rundt omkring i landet. Hos ROSA-organisationen, en lokal NGO, der i en årrække bl.a. har arbejdet sammen med DANIDA, var Tranquebar Initiativets Esther Fihl inviteret som "chief guest".

Af Ingrid Fihl Simonsen

Der var pyntet op til fest med kulørte tegninger på jorden ved indgang, gårdsplads og flagstang. I dagens anledning var centres børnehavebørn i deres fineste tøj med blomster i håret og pudder i ansigtet. De blev så vidt muligt placeret i en firkant foran flagstangen omringet af centres omkring 20 ansatte. Da det var tid til at hejse flaget, blev Esther Fihl, som var udpeget til at være æresgæst, ("chief guest of function"), kaldt frem foran forsamlingen. Det indiske flag kom til tops, og mens flaget foldede sig ud, dryssede der fra flaget skjulte blomster i massevis over forsamlingen. Den officielle flagsang blev sunget, centrets leder holdt en tale på engelsk og dernæst tamil, hvor hun takkede for vores fremmøde og Danmarks deltagelse i udviklingsprojekter i området. Og for børnene fortalte hun om historien bag nationaldagen.

Både Esther Fihl og John Simonsen sagde et par ord til forsamlingen, og der blev sunget flere sange. John og jeg fik udleveret fade med karameller og fik æren af at uddele disse blandt de mange børn, som for en kort stund fik afledet deres opmærksomhed fra de hvide mennesker.

Morgenmaden, som af hensyn til de fremmødte europæere udelukkende bestod af søde kager og nødder, blev serveret på kontoret. Derefter fik vi en mulighed for at se de forskellige aktiviteter, som centeret har igangsat for at tjene penge til forskellige velgørenhedsprojekter, f.eks. produktion af reb fra fiber af kokosnød.

På en plads foran nogle af de midlertidige hytter og barakker i udkanten af Tranquebars fiskerlandsby blev der arrangeret en anden begivenhed. Børnegrupper opførte indøvede danse, og der var anden underholdning i form af konkurrencer og sketches. Idet mange havde fri fra skole og arbejde i anledning af Republic Day, var en stor tilskuerskare fremmødt og stemningen opløftet.

To år efter tsunamien

Livet hos en fiskerfamilie to år efter tsunamien

Af  Celia Ekelund Simonsen

Bhamadevi, en ung tamilsk pige, inviterede Ingrid og mig hjem til hytten, hvor hun og hendes far, mor, lillebror og to storebrødre med hver deres hustru bor på blot 30 m². Mens det meste af hendes familie sad og lyttede, fortalte hun åbenhjertigt om dengang tsunamien ramte fiskerlandsbyen og om deres liv, som det former sig i dag.

Inden tsunamien ramte, havde både Bhamas far og hendes to storebrødre været fiskere, men i dag hverken kan eller ønsker de at vende tilbage til havet som fiskere. Under tsunamien blev faderen fanget af vandmasserne og beskadigede benene i en sådan grad, at han i dag er handicappet. Derudover har de heller ingen penge til køb af en ny båd, og de frygter en gentagelse af den katastrofale dag.

Familien klarer sig i stedet ved, at faren sælger sodavand og kager fra sin lille butik, der ligger i forlængelse af deres hytte, og Bhamas mor sælger fisk på torvet i Tranquebar. Hendes yngste storebror arbejder med fabrikationen af nye fiberfiskerbåde, og den ældste storebror arbejder som opsynsmand ved nogle nye murstenshuse, der er ved at blive bygget til fiskerne bag ved landsbyen. Målet er, at alle fiskerne, både de, der bor i de midlertidige hytter og de, der stadig bor i nærheden af havet, skal flytte ind i disse nye huse.

Spørger man Bhama selv, er de fattige, men på trods af det vil gæstfriheden ingen ende tage, idet vi træder ind i hytten. Vi bliver vist gennem den lille butik, ind i den egentlige hytte, hvor familien bor, og bliver bedt om at tage plads på de plastikstole, familien har sat frem til os. Derefter sætter den ældste storebror en ventilator frem, så vi ikke får det for varmt, og vi bliver budt på sodavand og frugt.

Selve hytten består af ét enkelt rum, med en seng, tv, køleskab, skab, ventilator, lille husalter og nogle få køkkensager. Med undtagelse af faderen, der sover på gulvet i sin butik, sover alle familiemedlemmerne i det lille rum, både i sengen og på gulvet. Bag hytten er der en lille gård, men det er også alt den plads, de har at gøre godt med til 8 mennesker. Bhama fortæller, at hun glæder sig til at skulle flytte over i et af de nye huse, men at hun selv netop har fået sin eksamen som sygeplejerske, og er således blot hjemme hos familien i to måneder. Til marts tager hun af sted til Chennai (Madras) for at videreuddanne sig. Hendes store ønske er at kunne undervise andre, at blive professor, som hun siger. Som familiens økonomiske situation ser ud lige nu, er dette dog ikke realistisk, men som hun siger, vil hun blive ved med at prøve.

Celias rejse til Tharangambadi

Af  Celia Ekelund Simonsen

Flyet lander i Chennai (Madras), som er Indiens fjerde største by (6,4 mill. indbyggere). Byens mylder, trafik, tunge dufte, farver og forureningen i luften efterlader mig målløs. Indtrykkene er overvældende. Det er i slutningen af januar, og jeg har netop forladt kulde og sne i Danmark, for at træde ud i den 25 graders lune natteluft i Indien.

Den lange rejse fra Danmark til Sydindien, Chennai, samt tidsforskellen (+ 4½ time) kan tydeligt mærkes i kroppen, da jeg, efter ganske få timers søvn, fortsætter turen videre imod bestemmelsesstedet, Tranquebar, der ligger helt ude ved den østvendte kyst, ca. 300 km. syd for Chennai. Sammen med to andre danskere, der skal på et privat besøg i Tranquebar, tager jeg en indisk taxa, en ambassador, der skal køre os vejen.

Delstaten, vi befinder os i, hedder Tamil Nadu. Befolkningen er tamiler og taler tamilsk. Turen byder på mange indtryk og alle sanser vækkes. Flere steder i den frodige natur med utrolige grønne nuancer var rishøsten i gang. Kombinationen af naturens farver, farverne i arbejdernes tøj og små pastelmalede hytter giver fantastiske farvekontraster i det sydindiske sollys, som er meget særpræget. Overalt er der mennesker, køer og geder. Selv i umiddelbart øde egne ses legende børn, kvinder med kæmpe bundter af smågrene balancerende på hovedet, samt mænd på overopfyldte oksekærrer (3m høje læs af hø eller andet, hvor inderen sidder halvt skjult og råber kommandoer til okserne). Foruden dette høres en konstant dytten fra bilerne, og de små gule autos (trehjulet knallerttaxa), samt indisk musik, der smelter sammen til et virvar af lyde, idet man kører igennem de små gennemkørselsbyer.

Sen aften ankommer vi til Tranquebar (Tarangambadi). Vi kører igennem den gamle danske byport, bygget i 1792, og fortsætter ned ad Kongensgade, hvor man stadig kan se de gamle bygninger og kirker fra kolonitiden. Sammen med min projektleder Esther Fihl får jeg fat på enauto, som kan transportere mine kufferter ud til det værelse, hvor jeg skal bo i den næste 1½ måned. Det er hos ROSA organisationen (en lokal NGO) i udkanten af Tranquebar. Esther hjælper mig med at sætte mit myggenet op over min seng, og vi hilser på caretaker familien, der bor i en palmehytte nede i gården foran huset. Jeg er hermed installeret. Jeg går i mørket sammen med Esther tilbage til byen for at få noget at spise. Esther overdrager mig cykel og cykellamper, og jeg cykler tilbage til mit værelse. Træt efter to hele dages rejse og de mange fremmedartede indtryk kryber jeg endelig ind under mit myggetelt og i seng. Jeg sveder og har ikke brug for det lagen, som jeg har medbragt hjemmefra til at have over mig om natten. I morgen begynder så mit praktikophold på projektet Fiskersamfundet!

Hope Foundation – Vocational Training Centre i Tranquebar

Af  Celia Ekelund Simonsen

Hope Foundation er en NGO, der har til formål at hjælpe hårdt trængte befolkningsgrupper i Indien med at forbedre deres situation. NGOen, som er en del af Hope Worldwide, har i Indien op til 80 projekter i 17 byer. I Tranquebar fokuserer Hope Foundation på at tilbyde kurser og træning, der kan bane vejen for fremtidig ansættelse eller selviværksættelse for både unge og voksne med begrænsede midler.

Efter tsunamien kom mange NGOer, der ikke havde noget videre kendskab til lokale forhold, til Tranquebar og gav godhjertet ud af nødhjælp, som også var hårdt tiltrængt, men det skete ret ukoordineret. De lokale myndigheder og de NGOer, som allerede arbejde i området og kendte til lokale forhold, blev ikke i særlig høj grad taget med på råd. Der blev bl.a. givet et stort antal fiberbåde til fiskerne. Bådenes fordeling blandt fiskerne forløb imidlertid ikke problemfrit og var med til at skabe en del omvæltninger i fiskersamfundet. Desuden ønskede flere ikke længere at være fiskere af frygt for havet. Dertil kom også, at denne gavegivning tog brødet ud af munden på nogle af de bådbyggere, der ellers arbejdede i byen.

Hope Foundation's filosofi er, at bl.a. uddannelse, erhvervstræning og kulturel udveksling (det vil fx sige, børn og unge fra forskellige lande, der kan kommunikere via Internettet) er vejen frem, da det vil kunne give nødtrængende og fattige mennesker kvalifikationer og viden, de kan have gavn af resten af livet.

I Tranquebar laver Hope centrets ansatte selv opsøgende arbejde for at finde deres elever (både kvinder og mænd). I starten fokuserede de udelukkende på fiskerlandsbyen, men det viste sig ikke at være holdbart, da mange af eleverne, frem for at studere, valgte at tage med bådene ud og fiske, hvis vejret var til dette. I dag er centret derfor også åbent for andre fattige og dårligt stillede familier i området, og tilbyder gratis undervisning i brug af computer, syning, reparationer af elektriske apparater samt murer- og andet håndværk. De fleste kurser er typisk af 3 eller 4 måneders varighed. I murer- og de andre typer bygningshåndværk gives dog kun 3-4 dages oplæring, hvorefter eleverne sendes ud til forskellige bygningsprojekter for at arbejde. De mindre ting, eleverne producerer, mens de er på centret, bliver solgt i centerets lille showroom, der ligger på hovedgaden i Tranquebar. Eksempelvis modtager syeleverne selv 10-25 % af salgsprisen for de ting, de fremstiller. Til tider ansætter centret selv nogle af de gamle elever, men som oftest finder eleverne ansættelse andre steder. For at fremme elevernes fremtidige jobchancer, er der blevet ansat en mand til at søge efter jobannoncer på Internettet, og indenfor de to år, centret har eksisteret, er i alt 755 startet på et eller flere kurser. 222 af disse har opnået fast ansættelse, og 30 er blevet selvstændige erhvervsdrivende.

Ud over erhvervstræning har Hope centret oprettet en skole i Tranquebar, hvor børnehave- og skolebørn fra op til 8 landsbyer modtager deres undervisning.

I Tranquebar lever der i dag op imod 1600 fiskerfamilier, hvoraf en stor del af kvinderne køber fisk på stranden og sælger dem i omegnen af Tranquebar eller til byer længere inde i landet. Hope giver i denne forbindelse lån uden rente til kvinder, der har brug for et grundbeløb for at få gang i deres handel. Ligeledes kan mindre kunsthåndværkere i området sælge deres ting i Hopes showroom, eller få anden hjælp til distribueringen af deres varer.

Læs mere på  www.india.HOPEww.org

Kvindelig overgangsrite i fiskersamfundet

Af Ingrid Fihl Simonsen

Endnu engang blev min mor, Esther Fihl, og jeg pludselig og ganske uventet inviteret med til en ceremoni i fiskerlandsbyen. Samme pige, i hvis separationsceremoni vi deltog 10 dage tidligere, skulle nu indvies til samfundet igen på traditionel vis. Hun skulle reintegreres på et nyt niveau.

I de fleste samfund markerer man et antal vendepunkter igennem en persons liv. De typiske er en babys velkomst til livet og samfundet, børns overgang til voksenlivet, indgåelse af ægteskab og endelig begravelsen. Man kan derfor sige, at denne unge piges gennemgang af menstruationsriten på mange måder svarer til konfirmationen i det danske kristne samfund.

I de fleste overgangsritualer er der tre faser: Den første er separationsfasen, hvor man bliver udpeget som en novice, der skal gennemgå en masse forberedelser og måske lære specielle regler. Derefter begynder anden fase, som ofte er en isolationsfase, hvor personen afskærmes fra resten af samfundet i en vis tidsperiode, og endelig den tredje fase, reintegrationsfasen, hvor personen bliver indviet i samfundet på ny i en ny aldersgruppe eller på et nyt samfundsniveau.

Vi ankom til familiens nybyggede hus, som stadig stod tomt og halvfærdigt. Her var der plads til, at kvindelige slægtninge og nabokvinder kunne udføre den traditionelle ceremoni for pigen. De deltagende kvinder blev budt velkommen med en kop kaffe samt velsignet og fik de sædvanlige røde og gule pletter i panden og nederst på halsen. I husets hovedrum stod kvinderne tæt pakket op ad væggene, og i midten blev der stillet en plastikstol frem, hvori der blev udbredt et silkeklæde. Foran blev lagt en stor, sort og oval stenkværn som symbol på kvindelighed. På den var der malet øjne, som skal skræmme de onde ånder væk. Ellers blev der linet op med fade med blomster og bananer, store olielamper og en skål med væske, farvet rød af tamarik-planten.

Pigen blev ført ind til alle kvinderne og sat på stolen. Hun var klædt i en flot silkesari, som kun voksne kvinder bærer ved specielle anledninger, og hun var behængt med guldsmykker. Der blev rettet på klæderne og makeuppen, så hun tog sig så smuk ud som mulig. Kvinderne stillede sig i en lang kø og skiftedes til at velsigne hende og give hende en gave. Nære familiemedlemmer kom med guldsmykker, som hun straks fik på. Specielt pigens morbror er forpligtet ved en sådan lejlighed. Som lykkevarsel og symbol på kvindelighed blev henholdsvis pulveriseret sandeltræ og rødt pulver anbragt i pigens pande og på hver hånd - så der var en hel plamage til sidst. Hver gæst hældte også små blomsterblade over hendes hoved. Tre fade med henholdsvis ild, bananer og blomster blev af tre kvinder ført om hendes hoved tre gange. Disse handlinger bliver også udført ved tilbedelsen af en hindugud ved en almindelig tempel- eller husceremoni, hvilket vil sige, at pigen i denne situation blev opløftet til en slags gudestatus. Skålen med den røde tamarikvæske, i hvilken der har været tændt ild i nogle flydende sprittabletter, blev smidt ud på gaden foran huset som lykkevarsel.

Da ritualet var udført, blev der på friske palmeblade serveret forskellige curry-retter, som kvinderne nød side om side i skrædderstilling på gulvet. Inden begivenheden var slut, fik gæsterne små gaver med hjem, der var sponsoreret af morbroren.

Barakker eller spøgelsesby

Vi har talt med to fiskerfamilier, der hver især venter på at kunne flytte ind i de nye huse, som SIFFS (South Indian Fishermen Federation Society) er i færd med at bygge i udkanten af fiskerlandsbyen. Én familie lever, ligesom så mange andre fiskerfamilier i en af barakkerne, bygget efter tsunamien, mens den anden familie er flyttet tilbage til deres ødelagte hus nær stranden, dog uden at have midlerne til at genopbygge huset. 

Af Celia Ekelund Simonsen

For nogle dage siden spurgte Ingrid og jeg vores lokale tolk, Sathia, om hun kendte nogle af de familier, der bor i de lange baraklignende bygninger, som NGOer byggede for at huse de hjemløse fiskere efter tsunamien i 2004. På andet år lever de under kummerlige kår, og vi er interesseret i at tale med en af familierne om, hvordan de klarer sig, samt høre deres egen beskrivelse af livet i barakkerne.

Der er i alt 20 barakker, og i hver bor der ca. 20 familier. Sathia inviterede os med hen til hendes gode venindes familie, der bor seks mennesker i to små rum på i alt ca. 24 m². Indtil for to måneder siden har de levet på blot 12 m, men da familien i naborummet flyttede ud i et af de nye huse, øjnede de muligheden for at få mere plads ved at skære en slags døråbning i den ca. 170 cm høje  skillevæg. 

Da vi ankom, blev vi straks budt indenfor, og vi tog plads på den sivmåtte, der blev lagt ud til os på jordgulvet. Med Sathias hjælp fandt vi ud af, at familien består af en mor, en far og deres ene søn samt tre døtre. Før tsunamien havde faderen været fisker, men i dag er han bange for at tage ud på havet, og i dag arbejder hverken faderen eller moderen. Familien klarer sig i stedet ved, at datteren på 15 år syer bluser og tudis (en tunika med bukser til) til de andre beboere, og derudover arbejder sønnen på 19 år som fisker. Moderen gav i denne forbindelse klart udtryk for, at de frygter for sønnens liv, hver gang han tager ud på havet.  

Ingen i familien kom dog til skade under tsunamien, men deres hus lå dengang tæt på havet, og de mistede derfor alt, da vandet kom. Familien flyttede efterfølgende ind i barakkerne og modtog, ligesom alle de andre familier i barakkerne, 4000 rp. af regeringen (100 INR = ca. 13,5 DKR).

Da vi spurgte ind til, hvordan det er at bo i barakkerne, var svaret: ’it is sad’ (det er trist). Der er altid meget larm fra radio, konkurrerende TV-programmer, mobiltelefoner og grædende børn. Familien har svært ved at sove om natten, der er ikke nok plads. De har det simpelthen ikke godt. Alle familierne i barakken tager vand fra den samme vandpost udenfor barakken, og der er sat fire palmevægge op i en firkant ved siden af vandposten, der om aftenen giver beboerne mulighed for at vaske sig.

Efter mødet bad vi Sathia om at vise os, hvor beboerne går hen for at gå på toilettet. Det viste sig at kvinderne går om bag en bestemt skole, når det er mørkt. Om dagen går de hen til et andet sted i landsbyen, der er mere afskærmet. Mændene går ned på stranden mellem bådene og bruger vandkanten som toilet. Dette gør sig imidlertid gældende for alle indbyggerne i fiskerlandsbyen.

På en lille tur rundt i fiskerlandsbyen, et par dage senere, mødte vi en familie, der er flyttet tilbage i deres ødelagte hus ved stranden. De kunne simpelthen ikke holde ud at bo i barakkerne, under så dårlige betingelser. De bor i dag i den del af fiskerlandsbyen vi til hverdag har valgt at kalde for ’spøgelseslandsbyen’, fordi der stadig står mange huse, der ikke er blevet genopbygget efter tsunamien. Der bor dog stadig nogle få familier i nogle af husene, men det føles som om, man bevæger sig igennem et spøgelseslandskab.

Begge familier vi talte med venter imidlertid med længsel på, at de kan flytte ind i de nye huse, der er ved at blive bygget til fiskerne. De er blevet lovet, at husene er færdige i løbet af 3-4 måneder. De sanitære faciliteter mangler.

Tamilsk hindubryllup i Tarangambadi

Af  Celia Ekelund Simonsen , praktikant på projekt Fiskersamfundet

Vækkeuret ringer allerede kl. 6 søndag morgen. Jeg mødes med Esther, Ingrid og Nanna (skoleelev, der besøger Tranquebar Initiativet) ved den gamle danske byport kl. 7, da vi er inviteret med til et hindu-bryllup i byen. Og vi har ydermere fået lov til følge forberedelserne i brudens hjem inden ceremonien.

Da vi ankommer til huset, bliver vi straks bedt om at sætte os på en træseng på terrassen. Vi tilbydes granatæbler, æbler og kaffe, der var tilberedt af bruden selv. Da kvinderne i huset begynder at gøre bruden klar til brylluppet, skynder vi os indenfor, men bliver bedt om at sætte os på et tæppe på gulvet i værelset ved siden af, da bruden ikke ønsker, at vi ser hende, før hun er omklædt.

Da bruden har fået sin sari og guldsmykker på samt blomsterarrangement i håret, går hendes mor, søstre, ældste storebror og morbroderen ud på terrassen for at velsigne hende. Hverken bruden eller de andre kvinder ser glade ud, og nogle (deriblandt bruden selv) begynder at græde. Bruden har dog tidligere fortalt Esther, at hun ikke frygter at blive gift. I stedet er årsagen til gråden, at den unge brud nu skal forlade sit barndomshjem og træde ind i et ægteskab. Det er ikke altid tilfældet, at bruden og gommen har set hinanden før de bliver gift, men dette par har været naboer hele livet, og kender således godt hinanden. Efter ceremonien bliver bruden kørt i taxi hen til stedet, hvor brylluppet skal stå.

Da vi senere også ankommer til stedet på vore cykler, benytter vi lejligheden til at observere og filme forberedelserne i køkkenet og de mange dekorationer, og så bliver vi inviteret ind til morgenmad sammen med de andre gæster. Efterfølgende må vi skynde os op i festsalen, hvor brylluppet snart skal til at begynde.

Ceremonien starter med forlovelsen. Her er parret ikke selv med. I stedet er gommens far og brudens morbror de to parter, der skal komme til en symbolsk enighed og således stadfæste og offentliggøre forlovelsen. Foran dem sidder fiskernes kasteråd og en Brahminpræst (Brahmin er navnet på den højeste kaste af intellektuelle og præster, bindeledet mellem dødelige mennesker og hinduistiske guder). Derefter bliver skiftevis bruden og gommen anvist en plads på scenen, og gennemgår hver især en række ritualer. Scenen er fyldt med genstande, hver især udtryk for symboler og betydninger. Disse genstande og ritualerne står blandt andet for frugtbarhed og lykke i ægteskabet samt velsignelse og gensidig accept fra parrets familier. Når et ægteskab indgås drejer det sig nemlig meget om, at de to familier danner nære relationer.

Til slut i ceremonien bliver parret placeret på en plastikbetrukket sofa midt på scenen, og gommen binder en thali om brudens hals for at symbolisere, at hun nu tilhører ham. Derefter er det tid til, at alle gæsterne kommer op på scenen for at give enten bruden eller gommen gaver. Der er nærmest konkurrence om hvem, der får flest gaver og mest guld. Hver familie har endog udvalgt et familiemedlem eller nær ven til at holde regnskab med, hvor meget guld hver part modtager. Det vil naturligvis alt sammen gå til de samme personer til sidst, men det giver bl.a. bruden anseelse og respekt, hvis hun kan tage meget guld med ind i ægteskabet.

Under hele ceremonien er der et rend af mennesker. Der sker utrolig meget hele tiden, og det hele foreviges af en kameramand med et stort videokamera, hvorpå der er placeret en meget stor projektør.

Ingrid og jeg har planer om, at vende tilbage til brudens familie om nogle dage for at høre mere om ritualerne, vi netop har overværet. Ydermere har brudens lillebror fortalt os om en isolationsperiode på 5 dage, som brudeparret skal igennem, og andre ritualer, der ligeledes skulle være forbundet dertil. Alt dette og mere til, kan man læse mere om i de kommende logbøger.

Fiskeri i forhold til andre erhverv i nutidens Tranquebar

Af Esther Fihl

Landsbyens altdominerende erhverv er kystfiskeri og landbrug. Den økonomiske situation indenfor handel og service svinger i takt med indtægterne i de to hovederhverv.

Fiskeriet ud fra Tranquebars kyst har indtil for få år siden traditionelt set foregået fra 6-8 meter lange katamaraner, der består af et antal sammensurrede og tilhuggede tømmerstokke. Til den forreste ende er der surret nogle mindre tømmerstykker som stævn. Masten med det store bomuldssejl er fastgjort i en af tømmerstokkene. Under opholdet i vandet suger træet en del vand og efter en lang dags sejlads holder disse fartøjer sig flydende lige i eller under vandoverfladen og er derfor ret glatte at færdes på, og undertiden må fiskerne smide en del af fangsten over bord. I de senere år har fiskerne i stor stil anskaffet sig plastfiberbåde med udenbordsmotorer. Disse fartøjer er i dagligdagen langt mindre arbejdstunge at have med at gøre end katamaranerne, der hver dag efter endt fiskeri skal skilles ad, så tømmerstokkene kan tørre i solen. Af fisk landes mange forskellige arter afhængig af årstid og havstrømme: makrel, sværdfisk, flyvefisk, tun, ansjos, rejer mv. 

Fiskerne har fra gammel tid beboet et område lige ud til havet og nord for den gamle danske bydel, indtil tsunamien i julen 2004 nærmest totalt udslettede deres kvarter med mange dødsfald til følge. I dag er en stor del af fiskerfamilierne stadigvæk indkvarteret i midlertidige barakker bygget som led i nødhjælpen ydet af forskellige internationale NGOer. Skønt fiskerbefolkningen af frygt for en ny tsunami længe har været tilbageholdende med at genopbygge deres gamle landsbykvarter, så ser man efterhånden flere og flere huse og hytter opført samt familier rykke tilbage.

Landbruget i Tranquebar og omegn befinder sig for tiden i en krisesituation, idet kystområdet i Cauveri-flodens delta i de senere år ikke har fået tilført overrislingsvand nok til, at bønderne har kunnet dyrke de sædvanlige afgrøder vådris om året. Dertil kommer, at tsunamien i julen 2004 gik ca. 2 kilometer ind i land, og vandet blev fanget i de med jordvolde omkransede marker anlagt til vådris med saltning af jorden til følge, og tsunamibølgerne førte også en del sand med sig. Det vil antageligt tage naturen flere år at rette op på disse skader. Som følge heraf er store landbrugsarealer nu overgået fra intensiv til ekstensiv drift og fungerer nu blot som græsningsområder for geder eller kvæg. 

Den store jordløse Dalit-befolkning, der sædvanligvis har ernæret sig som daglejere på bøndernes jorde og været travlt beskæftiget med at tilplante rismarkerne og tage sig af høstarbejdet samt at vedligeholde overrislingskanalerne, er specielt hårdt ramt af landbrugskrisen, og flere familier har i de senere år levet på sultegrænsen. Krisen har nu stået på nogle år, og delstaten Tamil Nadu har endnu ikke fundet en løsning med nabostaten Karnataka, der tilbageholder en del af overrislingsvandet til brug for delstatens egne bønder. En stor del af daglejerne har imidlertid efter tsunamien fundet beskæftigelse i byggeindustrien, bl.a. med opførelsen af en ny landsby til fiskerne længere inde i landet.

Flere af bønderne i Tranquebar har på baggrund af landbrugskrisen valgt at udleje eller sælge ud af rismarker til store rejekompagnier eller krabbekompagnier. Disse pumper havvand ind i de inddæmmede marker og bruger dem som reje- eller krabbefarme. Dette har økologisk store konsekvenser langs kysten, idet rejefarmene for at undgå sygdomme i rejebestanden efter kort tid må flytte til nye marker, og jorden efterlades saltet af havvandet og på anden vis forurenet, ligesom havvandet gennem digerne trænger ind på nabobøndernes rismarker og nedsætter således yderligere muligheden for at dyrke ris.

Krisen i landbruget har i de senere år medført større mobilitet i befolkningen. Mange mænd og kvinder er rejst ind til de større byer for at søge arbejde. Unge mænd har indgået kontrakter med mellemmænd og er draget af sted som migrantarbejdere til især Singapore og de arabiske emirater som arbejdere der i byggeindustrien eller hotelbranchen.

Kupuraj, en fiskers livshistorie

Af Celia Ekelund Simonsen, praktikant på projektet Fiskersamfundet

Asger og tolken Raja beslutter sig for at finde en fisker ved navn Kupuraj, som Esther Fihl tog et billede af tilbage i 1981. Målet er at få Kupuraj til at fortælle sin livshistorie, og ofte har det vist sig, at disse gamle portrætbilleder er en stor inspirationskilde for informanterne. Asger og Raja finder Kupuraj udenfor sin hytte, han inviterer dem indenfor, beder dem sætte sig ned på den sivmåtte, han lægger frem på gulvet, og efter en kort indledende samtale, begynder han sin beretning.

….Da Kupuraj er en lille dreng forlader hans far familien, og på trods af, at de boede tæt på hinanden i landsbyen, lærer Kupuraj ikke faderens identitet at kende før 12 år senere. Hans mor og bedsteforældre tager sig af ham og hans søskende, mens de er børn, og han fortæller, at han går i skole til og med 5. klasse. Han er dygtig i skolen, men hans skolegang er dog langt fra problemfri, da han har en skolelærer, der ikke står tilbage for at slå sine elever, hvis de ikke makker ret. Kupuraj prøver det på sin egen krop, da han en dag kommer i skole efter at have været oppe og slås med en dreng i landsbyen. Skolelæreren vælger at straffe Kupuraj ved at sætte en blyant ind imellem hans fingre, og presse hårdt ned på hans hånd, indtil blyanten splintredes. Blind af smerte forsøger Kupuraj at fjerne hånden og rammer i forvirringen skolelæreren i ansigtet, hvilket blot gør ondt værre. Læreren bliver nu så rasende, at han får nogle andre elever til at holde Kupuraj på hænder og fødder, mens han banker ham efter bedste evne.

Efter hændelsen skulker Kupuraj fra skole i syv dage. Han har haft feber i 3 dage, forårsaget af den voldsomme behandling, og da han endelig fortæller det hele til sin bedstefar, går denne direkte til skolelæreren og advarer ham imod at behandle hans barnebarn sådan igen. Bedstefaren dør imidlertid kort efter, og da Kupuraj året efter skal rykke videre op i 6. klasse, taler skolelæreren hans mor fra at lade ham fortsætte i skolen.

Som et par og tyveårig, finder Kupurajs mor en pige, som han skal giftes med. Kupuraj vælger i overensstemmelse med sin overbevisning et bryllup efter det dravidiske system, så det blev et bryllup, hvor brahminerne (en hinduistisk præstekaste, der menes at være kommet fra Nordindien) ikke spiller en særlig rolle, om nogen overhovedet. Til Kupurajs store fortrydelse nægter moderen imidlertid at invitere hans far til brylluppet.

I starten af ægteskabet finder Kupurajs kone sig nødsaget til at begynde at sælge fisk på markedet. Kupurajs mor har vendt ham ryggen, da han ikke arbejder regelmæssigt og tjener penge til familien. Således bliver det hans fars anden kone, der kommer det unge par til undsætning, dog på trods af at hans far stadig ikke har noget at gøre med Kupuraj.

Først da faderen ligger på sit dødsleje kalder han på sønnen, der må love at tage vare på hans begravelse (vigtigt for en hindu), og først da får han sandheden at vide vedrørende hans fars fraværd. Det viser sig nemlig, at hans far fandt en anden kvinde, da Kupuraj endnu var ganske lille. Faderen ønskede at tage to koner, men Kupurajs mor havde nægtet. Faderen flyttede derefter, og moren og bedstemoren gjorde efterfølgende deres for, at han holdt sig væk for bestandigt.

To år efter sit bryllup, begyndte Kupuraj endelig at arbejde som fisker, men han ejede ikke selv en katamaran. Det var derfor et vendepunkt i hans liv, da han fik muligheden for at købe sin egen katamaran gennem et DANIDA-lån og blive sin egen herre. Som regel arbejdede han alene, men mange af de andre fiskere ønskede, at han skulle hjælpe dem med fiskeriet, da han var kendt for på havet at være meget modig af natur.

Under tsunamien mistede Kupuraj imidlertid sin ældste datter, sin katamaran og 12 geder. Efter katastrofen modtog han dog penge ligesom alle andre tsunami-ramte familier gjorde. Hans hytte var også blevet ødelagt, og som hjælp dertil fik han en smule assistance fra en NGO (non-government organization). Det vil sige, de gav ham 6 bambusstokke. Andre NGO spurgte ham, hvad han havde brug for, men det blev aldrig til mere.

Men tabet af datteren var et voldsomt slag for Kupuraj. Han så efterfølgende tillige datterens familie gå i opløsning, idet svigersønnen også døde efter et halvt års tid, og efterlod 4 børn forældreløse. To af børnebørnene bor i dag hos Kupuraj, mens de andre to bor hos deres farfar.

Kuparaj beretter i en times tid om sit liv, sit ægteskab, fiskeriet, sine stick fights, glæder og sorger. Han er en god fortæller og bringer sågar detaljer på banen omkring Esthers færden for 26 år siden i Tranquebar. Afslutningsvis bliver Kupuraj bedt om at forestille sig, at han mødte den unge Kupuraj, som er på billedet. Hvilket råd ville han i så fald give denne unge mand?

Han svarer: ’Lær af de erfaringer, livet giver dig!’

Gudedyrkelse i fiskersamfundet

Af Celia Ekelund Simonsen, forskningspraktikant på projekt Fiskersamfundet

I et forsøg på at komme nærmere en forståelse af religionsopfattelsen og gudedyrkelsen i fiskerlandsbyen i Tranquebar gik Ingrid Fihl Simonsen og jeg til den 19-årige Sathya for at bede hende forklare os, hvorledes det er i hendes familie. Vi besøger Sathya hjemme i hendes families hus og bliver vist ind i stuen. Vi starter interviewet med at spørge, hvilken trosretning hun og hendes familie tilhører, til trods for at langt størstedelen af indbyggerne i fiskerlandsbyen er hinduer. Sathya fortæller, at hun selv er kristen, mens hele hendes familie hindu. De accepterede fuldt ud, at hun konverterede, og som baggrund for hendes beslutning siger hun blot, at hun ønsker at bede til den kristne gud. Hun føler, at det er det rigtige at gøre for hende.

Sathya forklarer, at ligesom alle andre hindufamilier, har hendes familie en særlig familiegud, som de tilbeder, men når en pige bliver gift, bliver hun automatisk tilknyttet mandens familiegud. Hun kan således ikke forklare, hvorfor familien har netop dén gud, det er bareparamparaa (sådan som deres forfædrene har gjort før dem). Efterfølgende viser hun os ind i et lille rum ved siden af stuen, hvor familien beder sammen hver morgen. Der er ingen lys, men i væggen overfor døren, er der et hulrum, der fungerer som et lille alter med en olielampe. Ovenover hænger en lang hylde, hvorpå der står en række gudebilleder, hovedsageligt med hinduistiske guder, men også ét med Jesus og Jomfru Maria.

Da vi spørger ind til dette fænomen, fortæller Sathya, at hendes forældre godt nok er hinduer og mest tilbeder disse guder, men samtidig også beder lidt til den kristne. Hun er jo selv kristen, så hun beder mest til den kristne gud, men hun beder dog alligevel sammen med sine forældre om morgenen, og bliver i den forbindelse også velsignet af de hinduistiske guder. Jeg prøver at forklare hende, hvorfor vi har lidt svært ved at forstå det og spørger derefter Sathya, om hendes forældre også tror på Gud? Og om hun som kristen også tror på de hinduistiske guder? Hun svarer ja til begge spørgsmål, og griner lidt.

Sathyas gode veninde, Kohila, er også med os i dag. Hun er hindu og demonstrerer nu, hvordan de gør hver morgen. Hun forklarer os, at bevægelserne med olielampe, gløder og ild, hver gentages 3 gange, alt imens hun ringer med en lille klokke. Seancen afsluttes ved, at hun anbringer lidt rød farve i min pande.

Da vi senere siger farvel til Sathya og Kohila, får vi oven over yderdøren øje på en Ganesh figur (en gudefigur med menneskekrop og elefant hoved) så vel som tre små billeder af Jomfru Maria, der alle skal beskytte huset og familien. Det virker således som en sidste påmindelse om, hvorledes hinduerne i Tranquebar ganske fordomsfrit formår at benytte, blande samt give plads til flere religioner og verdensopfattelser. 

Laksmi – en kvindes liv i Tarangambadi

Af Celia Ekelund Simonsen, praktikant på projekt fiskersamfundet

En dag i Tranquebar viser Esther Fihl hendes mangeårige tolk Renuga et billede af en smuk ung tamilsk kvinde, som hun havde taget i 1981 under sit første feltophold i Tranquebar eller Tarangambadi, som landsbyen hedder i dag. På billedet sidder en fiskerkvinde med sine to små døtre, den ene ligger på skødet og ammes, mens den anden får ordnet håret. Kvinden selv har håret sat op på traditionel vis i en knold uden brug af hårnåle, hvilke er ganske overflødige, da håret er stift af den salte havluft. Tolken ved straks, hvem kvinden er, og at hun har overlevet tsunamien. Få dage efter går de sammen hen for at møde hende. En plakat med billedet har i 25 år prydet væggen på Esthers kontor, og det er med spænding, hun opsøger kvinden på billedet og beder hende fortælle sin livshistorie.

Kvindens navn er Laksmi, og det viser sig, at hun bor i et lille murstenshus med tegltag ganske tæt på kontoret. Ved synet af billedet er Laksmi ret betaget og husker ganske tydeligt situationen, da det blev taget. Datteren, som på billedet ligger i skødet, overtager billedet og studerer det indgående. Laksmi vil gerne fortælle sin livshistorie. Nogle dage efter går Esther sammen med ph.d.-stipendiat Illakuvan hen til huset igen for at møde hende. Laksmi ligger på gulvet og ser TV, men springer op, da hun ser dem komme. Hun byder dem velkommen og beder dem komme indenfor, og de sætter sig i skrædderstilling på en stråmåtte på gulvet. Efter at Esther og Ilakkuvan har forklaret hende deres ærinde med at studere fiskersamfundet ud fra livshistorier, og at de kun vil stille minimum af spørgsmål under Laksmis fortælling, begynder Laksmi at berette om sit liv.

Laksmi giftede sig i sin tid med en enkemand af en velhavende fiskerfamilie. Manden havde i forvejen to drenge og en datter fra sit tidligere ægteskab, og efter brylluppet flyttede Laksmi ind hos mandens storfamilie. Laksmi og svigermoderen klingede imidlertid ikke særlig godt sammen. Svigermor skældte ud og besværliggjorde Laksmis husarbejde. Laksmi var helt afhængig af svigermoderen, som bestyrede storfamiliens økonomi, og situationen blev ikke bedre da Laksmi fødte pigebørn. Kun hvis svigermoderen gav hende ris, kunne de spise, men ellers havde hun og hendes døtre ikke nogen mad.

Efter nogle år flyttede Laksmi og hendes mand og børn ud af storfamilien og fik deres egen hytte. De ejede ikke noget, men arbejdede hårdt og folk troede, at de klarede sig godt. Laksmi forklarer, at hun ikke ønskede at vise folk deres ulykke… Da hun ikke længere kunne bære fattigdommen, begyndte hun at sælge fisk på markedet. Det var ikke et godt arbejde, og nogle gange tjente hun slet ingenting. Nogle gange måtte hun låne penge fra sine slægtninge, fordi hun ønskede at hjælpe sine døtre mens de studerede, og senere fordi hun manglede penge til deres medgift. Hun tillod aldrig, at hendes døtre også solgte fisk, og hun bad dem ikke om hjælp. Hun fortæller, at hun selv er analfabet, men at hun dog kan skrive sit eget navn. Det har hendes børn lært hende.

Laksmis mand er fisker, og det er Laksmi, som bestyrer familiens økonomi. Al indtægt afleveres hos hende, og for nogle år siden lykkedes det hende, at få råd til opførelsen af et stenhus. Under tsunamien blev huset stående, men alle deres ejendele forsvandt i bølgerne, da vandet igennem de åbne døre raserede huset i mandshøjde. Ligeledes deres katamaran og alt deres fiskegrej på stranden. Efterfølgende begyndte hendes mand at drikke dagligt. Hver dag måtte hun give ham 50 rupees til spiritus, og somme tider skabte det problemer i familien, men takket være indsats fra parrets to næsten voksne sønner, er han nu igen ude og fiske hver dag.

I dag har parret fire døtre og to sønner sammen, og dertil kommer mandens børn fra første ægteskab. Hendes største bekymring er at få døtrene gift. Hun forklarer, at før i tiden forventede folk ikke, at bruden bragte en stor medgift med sig i ægteskabet, men det er anderledes i dag. Og nu er det et spørgsmål om prestige. Hun siger, at det er et forfærdeligt system, og hun vil ikke forlange medgift, når hendes sønner en dag skal giftes, da hun har haft slemme oplevelser i forbindelse med det, og derfor ikke vil være ansvarlig for at give andre disse problemer.

Som det er tilfældet med mange af de livshistorier, som Esther Fihl har indsamlet i Tranquebar, vidner Laksmis beretning om et hårdt liv, men også om en indre styrke og et mod, man kun kan beundre. - Smilet på hendes ansigt ved den stolte fremvisning af de to små børnebørn, er da heller ikke til at tage fejl af.

Kasterådet – en uofficiel magtfaktor

Af Celia Simonsen, praktikant på projekt Fiskersamfundet

Stemningen er lidt anspændt, idet vi begiver os igennem fiskerlandsbyens sandede gader. Ingrid Fihl Simonsen, vores to tolke Raja og Sathya og jeg har fået mulighed for at lave et interview med et tidligere panjayatmedlem. Panjayat er et kasteråd, der officielt set er ulovligt i Indien, men alligevel eksisterer i bedste velgående i mange landsbyer. Fiskernes kasteråd i Tranquebar består i dag af 24 mænd, der alle er blevet valgt af landsbyens medlemmer, dog har vi tidligere hørt, at uddeling af gaver i form af penge og spiritus ikke er ualmindeligt, når en mand ønsker at blive valgt ind i rådet.

I løbet af interviewet fortæller vores informant os, at kun havfiskerne er med i kasterådet. Flodfiskerne, der også bor i Tranquebar, er underlagt rådets beslutninger, men bliver ikke valgt ind i rådet, da de er af en lavere kaste. I princippet kan alle mænd blive valgt ind, hvis landsbybeboerne ønsker det, men som han siger, er det altid mænd, der er respekteret for deres gode og stærke karakter.

Kasterådets rolle i fiskerlandsbyen er at mægle og fælde dom i sager rejst af landsbyboerne, og det er på den måde med til at opretholde ro og orden i landsbyen. Yderligere deltager rådets medlemmer i de festligheder og ceremonier, der afholdes. Fx har de ansvaret for at bestille og betale en trommeslager og en Brahmin præst til bryllupper, og under ceremonien fungerer de som vidner. Hvis der senere opstår problemer i parrets forhold eller imellem familierne, kan kasterådet gå ind og tage sig af sagen.

Somme tider vælger nogen at gå uden om kasterådet og direkte til politiet. Dette får de imidlertid ikke meget ud af, da politiet straks vil kontakte det lokale kasteråd, og bede rådet om at tage sig af sagen. Vil folk efterfølgende ikke acceptere rådets dom, kan de og deres familie risikere at blive udstødt af landsbyen. Dette kan ske ved, at en budbringer går råbende rundt i landsbyen, eller står udenfor familiens hus, mens han offentliggør dommen til alle de forbipasserende. Ingen vil derefter tage kontakt til den udstødte familie, de er ikke længere velkomne til ceremonier, og ingen vil købe deres fisk. Alt dette standser først, når familien efterkommer kasterådets krav.

Som sagt, støtter regeringen ikke officielt kasterådet, men efter tsunamien delte regeringen dog alligevel fiskernes nødhjælpspenge ud via kasterådet. Andre i fiskerlandsbyen har imidlertid fortalt os, at rådet snød sig til en større portion penge, end de der retmæssigt tilkom dem, men en flodfisker fortalte også, at uddelingen af penge foregik uden nogen diskriminering i forhold til kaster.

Fiskernes kasteråd er et magtfuldt organ i landsbyen, og der florerer mange historier om udstødelse, fysisk afstraffelse og sågar mord. Rådet hjælper imidlertid også fiskerne økonomisk i de perioder, hvor fiskeriet eller andet går skævt. Rådet er omgæret af mystik, respekt, frygt og traditioner. Meget bliver ikke sagt direkte, men interviewet gav os stof til eftertanke og noget at arbejde videre med.