 |
|
|
 |
|
Guvernør liste.
Danske Guvernører
Danske guvernører og deres forvaltningstid:
Konger i Danmark og Naiken i Tanjore.
Tanjore Kings whom danish.
Governors were paying annual tribute.
Kings of Tanjore. * Kings of Denmark.
Raghunatha Nayak 1600 – 1634 * Christian IV 1588 - 1648
Vijay Raghava Nayak 1634 – 1674 * Frederik IV 1648 - 1670
Ekoji I 1674 - 1684 * Christian V 1670 - 1699
Shaji II 1684 - 1711 * Frederik IV 1699 - 1730
Serfoji I 1711 – 1729 * Frederik IV 1699 - 1730
Tukkoji 1729 – 1735 * Christian VI 1730 - 1746
Ekoji II 1735 – 1737 * Christian VI 1730 - 1746
Kattu raja 1737 – 1738 * Christian VI 1730 - 1746
Shaji III 739 - * Christian VI 1730 - 1746
Prathap Singh 1739 – 1763 * Frederik V 1746 - 1766
Tulajaji II 1763 – 1787 * Christian VII 1766 - 1808
Amar Singh 1787 – 1798 * Christian VII 1766 - 1808
Serfoji II 1798 – 1832 * Frederik VI 1808 - 1839
Sivaji II 1832 – 1855 * Christian VII 1839 – 1848
Roland Crappe.
Roland Crappe.
Af fattig Hollansk Slægt. Gjorde i sin ungdom 5 rejser til Indien, først som kahytdreng, senere som skibsassistentog skibskøbmand. Kom til København og var en af de fremmede købmand, som ivrigt virkede for oprettelse af et Dansk Ostindisk Kompani. ( Se side 13 i D.O.K.H. af K. Larsen) Blev " købmand" på Ostindisk Komp. skib " Øresund", der forud for Ove Geddes flåde forlod København d. 18 aug. 1618. --
Ansattes i Indien af Ove Gedde d. 14.dec. 1620 som visitatør og direktør for Komps. Etat i Indien og aflagde samme dag ED. Der kom dog stadig stridmellem Crappe og Ove Gedde. Samarbejdet med den unge, temmelig uerfaren mand blev for vanskeligt, og 10 feb. 1621 forlod Crappe opirret Dansborg og tilskrev Gedde, at han måtte se sig om efter en anden visitatør. Gedde lod ham ved "Elefantens" skipper og adrigarens folk bringe ham tilbage, - og det kom til et forlig. Gedde hjemgik den 13 .feb.1621 fra colomandelkysten, 1. juni fra Ceylon. Og Crappe var da øverstkommanderende. - hjemgik den 1622 med " Køibenhavn" Der medbragte stor ladning Peberladning. Udnævnt i København 25. marts 1623 til general og Commendant i Ostindien, såvel Dansborg som alle steder, hvor "vore undersåtter den ostindiske handel haffuer planted och begyndt på eller hereffter kunde begyndis" .- Samme år den 27 marts, rejste rejste han igen ud med "Perlen", ledsaget af "Jupiter", og kom til Dansborg de. 14. marts 1624. Modtages på stranden ( Dansholmen) de 15 af embedsmændene, Talliarerne og alle Tempelpigerne; Bajadererne ledsagede ham til Fæstningsporten med deres Baldor i spidsen. Da han betrådte Dansborgs grund, drønede 9 kanonskud, og Garniesonen som var opstillet i gården, afgav salver. Overtog straks styret efter overkøbmand Christian Mohlen. Byen var belejret af Naiken af Tanjores feltherre Calicut, der imidlatid begyndte fredsunderhandling, såsnart Crappe var ankommet. Nogen tid efter gik Crappe som gesandt til Naiken af Tanjore, medbringende to nye kobberkanoner,prydede med 7 støbte menneskelige figurer, et maleri af kong Christian d. IV o.m.m. Gaverne gengældtes med lignende til en værdi af ca. 100000 rdlr. Skylden for uenigheden blev skudt på Christopher van der Mohlen, ved dennes gesandtskabsrejse lykkedes det ham at spærre englænderne ude fra Tanjore ( læs Jon Olafsons s. 118-120)
Adledes 26.april 1635 og kaldte sig derefter Crappé. Fratrådte styrelsen 9.nov. 1636, og hjemgik med "St. Anna" med hvilket han nåede København 4. nov.1637. Lå i stadig strid med Drktn. men udnævnes selv 1639 til medlem af Drktn. ( af Kongen) dog "under Revision" Fik i 1639 " bevis på det ved stranden liggende indianske hus"
Levede endnu i nov. 1642, men omtales som død 15. april 1645 Ugift.
Bernt Pessart
Bernt Pessart.
Antoges i Indien som Overkøbmand i Ostind. Komps. tjeneste på Dansborg; var en driftig mand, der var velkendt med forholdene i Indien. Udnævnes af Ronald Crappe den 9 nov. 1636 ( i Masulipatnam, en loge lidt nord for Chennai..) til Oppehoved. Han antog efter R. Crappe*s bortrejse titlen af presiden, vedblev at residere i Masulipatnam, medens Overkøbmand Jacob von Stackenborg forestod "Negotien" på Dansborg. Snart efter omtaltes han som en fordrukken og hensynløs Libertiner,der bragte forvirring i alle koms. sager. - endnu i 1642 boede han i Masulipatnam og gav derfra 18 jan. 1642 Øvrigheden på Dansborg indstrukser. Da kommandant W. Leyel ventedes til Tr ankebar for at undersøge forholdene dèr, var han indviklet i en strid med Bengalen. ( Læs K. Larsens." De dansk- ostind.kol.hist. side 31)
Han rejste til Dansborg og var dér da Leyel d. 5 sep. 1643 kom med "Christianshavn". Der var udrustet flere skibe til Handelsfart, og for at trække tiden for regnskabsaflæggelse ud, opfordrede han Leyel til at deltage i togtet med "Christianshavn". selv gikhan ombord i et Bengalsk Priseskib, hvis besætning kompletteredes med folk fra " Christianshavn" Få dage efter afgik skibene tillige med Jagten "Waldbye" en stor 2 mastet Charlup. Skibene lå 23 sep. - 7. okt. ved Masulipatnam. Kom med "flåden" 10 okt. til Emeldy ( i golconda) . Dér blev " Den Bengalske Prise" omtrent ødelagt ved hans fejl og stædighed, idet det -- måske på ordre -- blev lagt for nær brændingen og drev i land. Ladningen solgtes, og Pessart og hans folk svirede i telt, der blev opslået på kysten. Bægeret flød over, men da W. Leyel ombord på " Christian" med skibsrådets samtykkehavde besluttet at lade ham arrestere, og d. 28 okt. 1643 om morgenen sendte både i land for at tage ham, (Pessart) var teltene rømmet, på nær nogle ærlige folk. Pessart var med en styrmand en bartskær og 20 mand flygtet i " Den store Chaluppe" om natten,medførende penge og varer. - Han blev forfulgt af storbåden fra " Christian" en dagstid, men undslap og nåede Dansborg og forberedte sig til videre flugt. Han instruerede Fortcherfen Stackenborg om at nægte Leyel afgang til Fæstningen. Monsunen hindrede Leyel i at gå i skibene til Trankebar. 31. okt. lod han Pessarts ejendele på " Waldbye" registrere og beslaglægge, men der var kun 40pd. krudt, flere par pistoler og nogle skibskister med klæder, søkortog bøger. - Pessart købte imidlertid i Nagapatnam en hurtigtsejlende Jagt på 100 læster, som han døbte "dend gode Håb" indtog en god ladning bestemt til afsætning i Japan, medtog næsten alle " Contoirets" rede penge og bestykkede skibet med Dansborg bedste kanoner under foregivende af at ville gøre et togt øst på for kompaniets regning. Ikke så få danske folk, således styrmand Petersen Svart og Bartskær J. Caulitz, fulgte ham, og 5 juni 1644, kun 6 dage før Leyel ankomst til Trankebar, Afsejlede Pessart fra Trankebar. -- I Malakkastrædet blev han dog opbragt af Hollænderne og bragt til Batavia, men året efter fik han sit skib igen mod at sejle som spion til Manilla, maskeret som dansk købmand - Undervejs anløb han en ukendt ø, og mens han holdt måltid på stranden, blev han overfaldet og dræbt af de indfødte ( i juni 1645) sammen med en del af mandskabet. Enken Anna Pessarti Trankebar havde endnu dec. 1646 komps. " signet og segl".; Det blev hende først da afkrævet.
Willum Leyel
Willum Leyel.
Født i Helsingør ca 1607 var i sin ungdom en tid ansat i det Hollanske Faktori i Batavia. Opholdt sig i 16 23 sammen med Claus Rytter i Bengalen og var da - om ikke i dansk tjerneste så dog i forbindelse med de danske. Efter at være hjemkommen blev han 1. maj 1628 udnævnt til kapt. til skibs i kgl. tjeneste( Med 200 daler årlig) Gik i dansk Ostindisk komps. tjen. og foretog udrustningen af " St. Anna" 1634. Blev 14. sep. 1635 " Bevindhebber" og forvalter i det Ostindiske Komp. og var på Ostindiskrejse 1635-37 som " Købmand" på "ST.Anna" . - Indgav 1637 et selstændigt overslag over udrustningen af " Christianshavn". Blev 1639 " Buchhalter" og Participant i O.K. mod 500 dlr. pension " af hvis Retour, som årligen kommer kompaniet til gode."
Udnævntes 1639 til kommandør og kommissarius; 29 aug. 1639 blev han Cherf for
"Cristianshavn", med hvilken han 8. nov. 1639 udgik til Indien ( om den besværlige udrejse og hans styrelse i Trankebar 8 Læs; kay Larsen" De dansk ostind.kol. hist. I side 30 - 37) I 1642 da Leyel havde været 4 år i kongens tjerneste begærede hans hustru, Alhel Lubbers som var blevet tilbage i Danmark, en værge, som kunne forestå gods og formue i husbondens fravær. Renteskriveren Anders Sørensen måtte påtage sig dette værgemål. ( Alhel Leyel kunne ikke skrive,hvorfor hun på en kvittering af 7. dec. 1641 for modtagne 500 rdlr. kun aftrykkede sit signet, medens hendes svoger, Jacob Timmermand. underskrev på hendes vegne. Han skal havde været gift 2 gange:
hans steddatter Christine Strikers, " der har mand og familie" ventedes 1646 til Trankebar men kom ikke ud. Døde 1654 i København.
Se: Danske kancelli. Rentekammersager. Kapsel 2 : w. Leyels arkiv 1639 - 48.
Poul Hansen Korsør.
Poul Hansen Korsør.
Var kommet til Indien nogle år før W. Leyel, der i 1644 kalder ham:" gammel udi India". Rimeligvis er han kommet med skibet ST. Anna eller St. Jacob. Fra Trankebar 20.okt.1645 med kommander W. Leyelmed " Christianshavn" Efterlodes som Oppehoved på logsen i Makasser med J. Poelmann som assistent;
Skibet forlod stedet juni 1646. Kom tilbage til Trankebar og ledede revolten mod Leyelog blev Oppehoved selv. død 7 sep.1655 i Trankebar Efterfølger Eskild Andersen Kongsbakke
Erik Andersen Kongsbakke.
Kongsbakke, Eskil Andersen, o. 1610-o. 1670, Gouvernør i Trankebar.
E. A. var af Herkomst en Almuesmand og af Oprindelse rimeligvis en Hallandsfar fra Byen Kongsbakke.
Efter egen Angivelse kom han o. 1634 i Tjeneste hos Kong Christian IV, og da Skibet «Christianshavn»1639
udsendes til Ostindien, tog E. A. Plads der om Bord. Skibet prisdømtes af Spanierne paa Teneriffa,
men kom dog endelig 1642 til Trankebar. Her blev E. A. ansat som Konstabel og Kvartermester,
så at han blev Øjenvidne til Koloniens Nedgang. Hans samtidige Landsmænd der paa Stedet forlode
det eller døde, saa at E. A. var ene tilbage af dem alle, da Indbyggerne o. 1655 kårede ham til at forsvare
Pladsens Uafhængighed. Hvert Aar maatte der føres Krig mod Naiken af Tandschor, Landets Herre,
og med andre Fjender uden Mulighed for Støtte fra Hjemmet. Med Bistand af Portugiserne, der paa
de Tider trængtes ud fra Herredømmet af Hollænderne, og ved at drage indfødte til sig opnaaede E. A.
dog at hævde den danske Besiddelse. Af hans aarlig gjentagne Indberetninger nåede foreløbig kun
den fra 1656 til Hjemmet, hvor imidlertid Krigen gjorde enhver Hjælpesending til en Umulighed.
Endelig 1665 og 1668 naaede nye Skrivelser fra ham (af 1662 og 1665) til Kjøbenhavn, hvor man da
først ret erfarede, at den Koloni, der havde været saa godt som opgivet, dog endnu bestod, takket være
E. A. Thi ham var det virkelig lykkedes med sine Hjælpere at udholde en Belejring paa 9 Maaneder,
at tilkæmpe sig en god Fred, at omgive Byen Trankebar med en regelmæssig Befæstning, at anskaffe
14 Kanoner, at erobre et Fartøj fra det fjendtlige Bengalen, at istandsætte Koloniens eget, eneste Skib,
at drive en indbringende Handel, navnlig paa Sundaøerne, og at sidde inde med en fyldt Kasse.
Brevene vare skrevne paa Portugisisk, hvilket vistnok antyder, at Skrivekunsten laa over E. A.s egen
Rækkeevne, men vare lige velkomne, saa at man 1669 endog dristede sig til at foreslaa Frankrig en
Kjøbesum af 2 Mill. for det Trankebar, der før havde været regnet for blot en besværlig Byrde.
Ligeledes i 1669 udsendtes Fregatten «Færø» med Folk og fornøden Udrustning til Trankebar.
Med Kommandanten Henrik Eggers i Spidsen indtoge nu de nye Folk de dem tildelte Pladser, medens
E. A. var bleven bekræftet som Gouvernør. Men allerede inden Aarets Udgang beklager han sig i Brev
over sine undergivnes Vrangvilje og ikke mindst over den Ringeagt, de vise hans Kone, der altsaa
sagtens har været en indfødt Kvinde.
Hermed forsvinder E. A., og ved sin Død 1674 nævnes Henrik Eggers som Gouvernør.
Man bebrejder sig siden her i Hjemmet, at man ikke tilstrækkelig har understøttet E. A.
mod Handelens Betjente, og B. G. Niebuhr siger om ham: «Ingen kjender hans Grav, faa
hans Navn; men saa længe det danske Flag vajer i Ostindien og i Ostindiens Havne, burde
vi erindre, at det er E. A., hvem vi skylde vore ostindiske Besiddelser og vor ostindiske Handel».
Siden da er Ostindien gaaet tabt for Danmark; men endnu mindes E. A.s Navn og skulde vel
nødig ganske glemmes, saa længe Danmark staar.
Skand. Lit. Selsk. Skrifter I. Schlegel,
Samml. z. dan. Gesch. II, 3, 170 ff.
Fr. Krarup.
Eskild Andersen Kongsbakke.
Født i Halland Omkr. 1618 Kom til København i Kongens tjeneste, vistnok på Holmen.
Antoges 1639 af Ostindisk Kompani, som konstabel på skibet ” Christianshavn” den
8. okt. Udgik til Ostindien – Ankom til Trankebar den 5. sept. Hvor han
ansættes som konstabel og Kvartermester på Dansborg. – Af og til sendtes han dog
på togt med skibene og var således konstabel på skibet ” Christianshavn” på Kapertogtet I 1647.
Avancerede ved sin kækhed flinkhed rask til Garnisonen I. Underofficer.
Lærte hurtigt Portug. Og Tamulsk og var snart en velset gæst hos de mest
betydende Indere, Mohrer og Portugisere på det danske Territorium. Menigmand beundrede ham – Kommandanten Wilhem
Leyel satte megen pris på ham, medens han derimod, var på kant med den brave
Leyels Sølle efterfølger : POUL Hansen Korsør. Da denne døde, var der ingen
tilbage i kolonien af officers klassen. Udsendelsen af skibe hjemmefra var
standset p.grund af krigen, Tanjorerne truede fra landsiden og Mohrerne fra søsiden. Da koloniens beboere selv måtte vælge en Øverst faldt valget
enstemmigt på E.A.K. som således d. 7 sep. 1655 blev kommandant og oppehoved i
Trankebar. (Om hans gode styrelse i kolonien se: Kay Larsens : De danske ostindiske koloni historie
I side 38-40. Om handelens vedligeholdelse Frederiksnagores belejring og
kaperkrigen mod Mohrerne )
Da der endelig 1669 igen kom dansk skib til Trankebar, Orlovsfregatten ”Færøe”
med forstærkning af mandskab og pengemidler, fandtes kolonien i god behold.
Forbindelsen med moderlandet blev nu ret livlig, men E.A.K der if. Kongens
ordre skulle vedblive at stå for styret, dog med H. Eggers ved sin side, blev
mere og mere puffet til side af de nyankomne, fornemmere danske Officerer, men
fandt sig ikke godvilligt deri og kom
derved på kant med de fleste overordnede. ( læs:
dansk-Ostindisk kolonihistorie side 44
der står der at han var gift med
Grænse-Naikens datter, men det fremgår af efterfølgende, at han måske
har haft en europ. Hustru. )
Efter at have fået meddelelse om tilstanden i Trankebar anordnede
Kongen d. 8 dec. 1670, at E.A. og de andre officerer skulle udbetalt deres
tilgodehavender af de Indiske midler og at for E.A.K.s Tro tjenestes skyld –
hans hustrues Christine Anders ”al den penge straff. Som hun er tilfunden at betale”,
skulle tilgives hende. – Hun har rimeligvis overfuset Henrik Eggers.
Ved kgl. Brev af 10. dec. 1670 dadledes både E.A.K. oh H.E.
for deres splidagtighed, men E.A.K. ” confirmeres i Commendents charge”. Da de to vedblev at
sende klager over hinanden, beordrede kongen d. 28. sep.1671 direkor- for Ostindisk kompani til at nedsætte en kommission til at dømme i
striden mellem E.A.K. og H.E --- død 1674 i Trankebar.
Kay Larsen
Rehling
Johan Rehling1,2,3,4
M, f. 17 august 1775, d. 18 juni 1841
Student fra Frederiksborg skole 1793. Philolog Eksamen i oktober 1793 og
philosophist eksamen april 1794. Tog den teoretiske latinsk-juridiske eksamen
17. juni 1803 og 2. juli samme år den praktiske del - alt med Laudabilis.
Udnævnt 7. november 1804 til byfoged, byskriver, skifteforvalter og skriver,
Auditør, Foged og Politimester i Trankebar (med 470 Rdlr. årligt). Gift 1. gang
4. april 1805 med Frederikke Augusta Erhart (død 1809). Rejste fra København 5.
maj 1805 på paketten Kronprins Frederik; på grund af monsunen anløb skibet ikke
Trankebar, men gik lige til Bengalen, hvor Rehling gik i land 10. december.
Blev i logen Frederiksnagor til 3. januar 1806, da en anden paket var
sejlfærdig til Trankebar. Afgik 4. januar med 'Twee Gisberts' og kom 18. januar
06 til Trankebar. Under den engelske okkupation 1808-15 vedblev han at fungere
under engelsk tilsyn og fik gage som embedsmænd af tilsvarende rang i den
engelske etat.
Konstitueret 22. november 1816 som 3. medlem af Guvernmentet (regeringsrådet),
justitiarius og mand: og navnlig de nyankomne danske embedsmænd viste han den
gæstfrihed at optage dem i sit hjem indtil de fik sig indrettede, således J.S.
Hohlenberg, Peter Hansen (den senere Guvernør) og J.C. Boeck. Overfor den
strenge, forhadte guvernør H.D. Brinck-Seidelin var han svag og eftergivende,
og hans omdømme tabte derved.
Ridder af Dannebrog 1. december 1829.
Ansøgte 5. maj 1831 om en restitutionsrejse hjem. men da guvernør auktionsdirektør.
Blev 1. maj 1822 virk. Justitsråd. Ved kgl. resolution af 31. juli 1824 blev
han 2. medlem af Guvernementet. I 1829 sendtes 3 af hans sønner til København
hvor de opdroges hos Major Beckmann. Hans nøjagtighed og hans flid blev meget
påskønnet både i kolonien og af regeringen, og hans gæld til den kgl. kasse
nedsattes 21. oktober 1826 til 675 M. Rup (fra 1654 M.R.). Han omtales som en
meget gæstfri og forekommende Laur. Christensen skulle på rejse til
Nikobarerne, måtte Rehling blive og stå for styret så længe. Da guvernør
Mourier var sat ind i sagerne, satte Rehling sin hjemrejse igennem og fik pas
og kreditbrev 13. febr. 1833. Den 11. februar havde han fratrådt sine embeder,
og kort efter hjemgik han med sin familie fra Madras med det engelske skib 'The
Wellington' med hvilket han 16. juni 1833 ankom til London. Samme måned
fortsatte han rejsen med et dansk skib til København.
Ved ankomsten til København, ansøgte han om fri hjemrejse for ham og familien
og fik det; 14. november ansøgte han om at blive chef i logen Frederiksnagor i
Bengalen. Fik 15. januar 1834 en gratifikation på 5200 Rdlr. Udnævntes 22.
februar 1834 til chef i Bengalen og fik 16. juli karakter af oberst. Den 12.
august 1834 fik han tilladelse til fragtfrit at føre møblerne til chefsboligen
i Bengalen med sig, og 4. september fik han bevilliget 600 Rdlr. til disse
møbler. Fra København samme år, med sin hustru, 4 sønner og 2 døtre. En
slægtning: en ung sømand Holst, samt huslæreren Bierring med 'Den danske Eg'.
Ved ankomsten til Trankebar boede han en tid hos fru Beck og rejste så 5. juli
1835 fra Trankebar med 'Thoni' til Madras, hvor han havde lejet et hus, til der
blev skibslejlighed til Calcutta; en jomfru Soetmann gjorde rejsen med. Til
rejsen lånte han 1000 M.R. hos guvernmentet i Trankebar., 2605 M.R. i Madras.
Kom 24. juli 1835 til Bengalen, overtog delvis embedet 1. august, endeligt 1.
november 1835. Chefhuset havde han straks taget i besiddelse. (Om forholdene i
kolonien, se Kay Larsen: 'De danske Ost-Indiske koloniers historie' bind 2 s.
67-69). Ansøgte 10. december 1835 om at blive guvernør i Trankebar, og
udnævntes (13. juli 1836) 16. september 1837 til guvernør fra 1. maj 1838. (se
overnævnte værk bd. 1 s. 156-8; der nævnes s. 157 at R. havde en formue, men
det har vist sig ikke at have været tilfældet. Led marts 1841 af 'Nervøs
galdefeber' Død 18. juni 1841 i Trankebar og begravedes dagen efter. Rehling
har skrevet nogle digte og fortællinger (Se Erslews Forf. Lex. bd. 2 s. 655).
August Johan Rehling
25 dec. 1806 døbt 31 juli 1806
Oplysninger er hentet på
nettet af: Michael Erichsen, Vejby
Rehlingsgård.
1762 Ejes den af en Portugiser
1772 Af Sergent Michael Sundt.
1784 Ing. Kapt. Johan Carl Wilhem von Braun
1790 Samme ejer
1818 Estatsråd Peter Hermanson
1823 Holdes der aution over P. Hermansons huset solgtes for 2860 Rupi til Rehling
1944 overtager Sct. Theresas bygningen.
Peter Anker
Peter Anker,
31.7.1744-17.4.1832, guvernør. Født på Frederikshald, død på
Øraker ved Oslo, begravet i Moss. Sammen med sin broder Carsten Anker foretog A. der tilhørte det velstående og
indflydelsesrige trælastpatriciat i Christiania i begyndelsen af
1760'erne en udenlandsrejse til England, Frankrig og Tyskland. 1773
blev han konsul i Hull, 1777 i London og 1783 generalkonsul i
Storbritannien med rang af oberst. Han arbejdede med dygtighed for
Danmarks-Norges handel under den nordamerikanske uafhængighedskrig,
ligesom han hjemsendte oplysninger om nye landvindinger inden for
industri og teknik, bl.a. om dampmaskinen. I sine yngre år stod han
på fortrolig fod med Ernst Schimmelmann. 1786 udnævntes A. der aldrig tidligere havde
været uden for Europa til guvernør over de danske besiddelser i
Ostindien. For den ny guvernør som i løbet af sin embedsperiode fik
rang af generalmajor gav denne ny post anledning til mange
besværligheder. Da A. kom til Tranquebar i maj 1788 var byen
således præget af uroligheder der hang sammen med de udsugeiser som
den indfødte dubash (tolk) Suppremannia Setty i samarbejde med
nogle af de danske embedsmænd foretog af den indfødte befolkning.
A. vovede at sætte sig op mod denne klike, og det lykkedes for ham
at få Suppremannia dømt, om end dommen efter A.s mening blev alt
for mild. Mere truende for hans stilling blev den langvarige
konflikt han havde med sin næstkommanderende, Franz von
Lichtenstein. Under denne strid kom en inder ved navn Sennapa Naik
til København og klagede over guvernøren hvilket førte til
nedsættelse af en kommission. Kommercekollegiet fandt imidlertid
ikke klagerne begrundede, Sennapa blev senere dømt æreløs, og det
kom frem at Lichtenstein havde solgt danske søpas til
franskmændene. A. der en overgang syntes at have mistet både
kommercekollegiets og kronprinsens tillid gik styrket ud af disse
stridigheder. I hele sin guvernørtid stod han på en særdeles god
fod med de engelske kolonimyndigheder. Med disses billigelse lånte
han 1788 rajahen af Tanjore et større beløb mod pant i en række
landsbyer der grænsede op til Tranquebar. Da englænderne 1800 havde
afsat rajahen indfriedes lånet og landsbyerne tilbageleveredes.
Under kampene mellem England og Frankrig om koloniherredømmet over
Indien førte A. en engelskvenlig neutralitetspolitik. Da de danske
besiddelser efter den kortvarige engelske besættelse 1801–02
tilbageleveredes lykkedes det for ham gennem dygtige forhandlinger
med englænderne at spare den danske statskasse for et betydeligt
beløb. På grund af den reformpolitik A. førte indadtil, den
holdning han tog over for embedsmændenes bestikkelighed og på grund
af den kloge politik han førte udadtil over for de andre
kolonimagter er A. blevet karakteriseret som "Danmarks bedste
guvernør i Ostindien" (Aage Rasch). Derimod spandt A. ikke guld på
sit ophold i Indien, snarere tværtimod. Hans engagement i nogle
anglo-indiske ekspeditioner bragte ham nemlig i en så penibel
økonomisk situation at han måtte bede broderen der var kommitteret
i kommerce-kollegiet om på hans vegne at fri til et par af
monarkiets velhavende damer; han fik imidlertid nej! Træt af livet
i det fjerne Indien og de vanskeligheder det beredte ham fik han
1805 tilladelse til at rejse til Danmark. 1806 forlod han Indien,
og 1807 bevilgedes der ham afsked med fuld gage i pension. Fra 1808
tog han ophold på gården Øraker ved Oslo. 1814 rejste han efter
Christian Frederiks opfordring sammen med sin broder til England
for at opnå engelsk anerkendelse af Norges uafhængighed. A. var
ikke blot en dygtig embedsmand, men også et kunstnerisk begavet
menneske. Oslo universitets etnografiske museum ejer således i dag
hans samling af malerier og tegninger med motiver fra Indien hvoraf
A. personligt har malet en del under opholdet derude; disse
billeder der tåler sammenligning med samtidig anglo-indisk
malerkunst afspejler europæernes begyndende interesse for fremmede
kulturer og specielt A.s respekt for hinduisk arkitektur og
interesse for Indiens natur. Af stor værdi er også den samling af
hinduiske bronzefigurer som blev fundet i Tranquebar 1799, og som i
dag findes på Nationalmuseet i Kbh. 1806 udgav A. et lille hæfte om
denne samling (En Saml. af Mythologiske Antiquer bragte fra
Hindustan).
Familie
Forældre: jernværksejer Erik A. (1709–85) og Anna Catharina Tank
(1723–61). Ugift.
Udnævnelser
Agent 1774. Nat. som dansk adelsmand 1778. Guldmedaljen Pro
meritis 1783. Hv.R. 1804.
Ikonografi
Mal. af C. A. Lorentzen m.fl. (Fr.borg), af Jos. Reynolds og
mal., 1761 (Paris).
Peter Hansen
Peter Hansens
Fra KB 14 juli 1826 - Trankebar
12 feb. 1827
Rehling Tog sig af P.Hansen
da han kom til Dansborg. Han fik til huse i et hus der lå bagved Dansborg. (Kunne det være det store hus, som lå der hvor vandtårnene er??)
Han havde travlt med at være
i retten hver dag, Og til tider, som dommer i stedet for Rehling.
Peter Hansen fortæller selv
at folk ude i byen var bange for ham. Han fortæller om at en flavremus
forstyrrede min søvn i nat i 4 timer. En nattesøvn er ikke almindelig her. Jeg
har 112 måneder her i paradiset. Han
mærkede ikke meget til paradiset.
Arbejds dagen var lang. Det
tropiske klima var en stor belastning.
Hos Guvernør Brinck- Seiderlin. 1828 mødte han den smukke Harriet.
Alle mænd i Trankebar kiggede
efter denne smukke pige. Men jeg vandt hendes hjerte. Harriet
Forlovet 31 Aug.
1830 Peter Hansen med Herriet Smyth gift samme aften. Hun var 15 år
F. 5.juni 1830
Christine Charlotte Hansen 12 år
F.25.Aug. 1831 Thomas
dødfødt.
F.20.dec. 1833
Emily Harriet Hansen 10 år
1835 Fanny Marie Hansen 7 år
1838 Agnes Petrine 5 år
1840 Caroline Amalie 2 år
1841 Peter Gullian (
guillamore) 1 år
Hele famileien rejser til
Senapore
Harriet kommer tilbage 1842
1843 21 august bliver Harry
Bonorie O’grady Hansen født.
På deres 14 år bryllupsdag
1843 31 august dør hun i barsel med en dreng. Hun blev 29 år. Drengen dør ni mdr.
efter Indsat i moderens grav (tol 167) på ny kirkegård. Ved Zionskirken.
Konfirmeret 22 marts 1845
Christine Chalotte. Han
rejser
3 marts til Dk,
sammen med sin søn ???
tilbage igen 13 nov.
Peter Hansen
Siger;
”Vrissen og ærgerligt kan man da let bliver i dette forbandet
hul.”
Hele den europæiske mennesker
race seer ud som en forsamling reconvales
centre i et hospital og som de var forpligtet til at æde et vist qvantum
fårekyllinger om dagen.
Fruenzimmerne er uvidende og
uopdragene. De har hoffærdige manerer som om hver af dem var en prinsesse,
troen som svinet, at alting er til for deres skyld, kan ikke tale andet end
lidt Malabarsk, er grå i huden, uden opdragelig blod i årene, sidder som
skrædderne med benene over kors under sig, tygger Betel, holder sladdreklub med
deres sorte Aga’er om næstens
fejl. Der er kun få undtagelser. Dø kan man ikke her
ovre, her går nogle nytteløse
stabudser og tæver på deres pensioner kan få fat i deres sjæle.
Guvernør Rehling. Fra
1834-41
Rehling kom til TR 1804 Gift med Metha Marie f. Stricker
Johan Rehling. F. død 18juni 1841.
Børn:
f. 25 dec. 1806 døbt 31 j
uli 1806 August Johan Rehling
f. 02. ja. 1815 Herman Hans Samuel Didrik Rehling
f. o2 sep. 1816 døbt 22 ja, 1817 Frederich August.
f. 17 juli 1812 Otto Christian 37 år. gifters med Julie
Barn: dødfødt 4 dec. dreng.
f. 16.sep 1815 Gerhard Sivert Død okt.
f. 08 dec. 1817 døbt 9 maj.1818 Andreas Johan Rehling
f.01.2. 1821 døbt 12 m
arts Ditleff Adolf Carl
f. 2. marts. 1825 Konfimeret 4.april 1841 Frederikke Augusta
Gift 9 maj. 1841 med Carl August Møller fuldmægtig f. 6. juni 1810
Barn; 2 april 1845 Johanne Nicoline Rehling Møller.
f. 04. nov. Døbt 18 maj 1826 - konfirmeret 4 april. 1841 Mantze Regina Charlotte
Rehlingsgård.
1762 Ejes den af en Portugiser
1772 Af Sergent Michael Sundt.
1784 Ing. Kapt. Johan Carl Wilhem von Braun
1790 Samme ejer
1818 Estatsråd Peter Hermanson
1823 Holdes der aution over P. Hermansons huset solgtes for 2860 Rupi til Rehling
1944 overtager Sct. Theresas bygningen.
|
|
|
|
|
|