Ophold på Kap

Opholdet på Kap det Gode Håb.

Allerede næste morgen, den 9. juli, sendte den engelske
admiral bud efter Ove Gedde. Denne undskyldte sig, men i rapporten står der
ikke hvilken undskyldning han gav for ikke at komme. Klokken 9 slet ankom to
andre skibe. Der skulle måske stå: de tre andre skib. Jægeren var blevet væk,
så det må have været David, Christian og København. Men de flyttede altså
længere ind i bugten til ca. ½ mil fra land og ankrede ved 2 favne vand, eller
godt 3 meter. I følge søkortet er det ret tæt på land, men så var de også i
nærheden af de engelske skibe, og begge parter kunne holde øje med hinanden.
Som skik og brug var dengang, havde Ove Gedde nok også vurderet den engelske
samling skibe. De kan have ligget der og samlet kræfter enten til den lange rejse
hjem eller efter en lang og besværlig tur over Atlanten. Den danske flåd var
just ikke i den bedste forfatning. De var plaget af mandefald, sygdom og
sikkert også mangel på proviant. Skibene trængte nok også til et ordentlig
eftersyn og reparation af skader. Flåden var ikke særlig kampduelig. At skulle
i kamp i den tilstand ville ikke være særligt hensigtsmæssigt.

Samme dag kom den øverste engelske købmand om bord og
insisterede på, at Ove Gedde kom til admiralen. En ledsagende købmand sagde
oven i købet, at admiralen ville tale med ham med det "gode eller
onde" De blev sendt tilbage med besked om, at Ove Gedde var parat til at
modtage admiralen "lige på sådan Maneer, som han vilde ankomme". Den
øverste købmand skældte sin undergivne købmand ud, og forklarede, at
invitationen ikke var givet i en ond mening. Ove Gedde kunne sende sin kaptajn
til admiralen. Han kunne se admiralens pas udstedt af den engelske majestæt.
Ove Gedde gav sig god tid til at overveje denne mulighed og gik med til at
sende sin kaptajn over. Så bad den øverste købmand om at se Ove Geddes pas.
Dermed havde de gensidigt uden tab af ansigt fået konstateret, at de var
hæderlige ledere af en flåde. Her viste den unge Ove Gedde, hvorfor han var
blevet valgt til gesandt for den danske konge. Danmark log sig ikke intimidere
af fremmede styrker. Allerede næste dag gjorde tre af de engelske skibe sig
klar til at sejle til Gusserat uden at vente på de danske skibe. Det må
formodes at Gussrat er den indiske delstat Gujarat nord for Bombay. De skulle
sejle mellem Madagaskar og Afrika.

Så var det Ove Geddes tur til at invitere den engelske
admiral om bord. Også admiralen undskyldte pænt, men sendte øl og anden
"forferskning" til skibet. Ove Gedde gengældte med noget tørret fisk
og tobak. Den første dag på reden var en travl dag. Ove Gedde var i land for at
finde en egnet plads til at slå telte op til de syge. Her fik han besøg af den
engelske viceadmiral over de tilbageblevne skibe. og de fik en ordentlig snak.

Den 11. juli sendte han nogle købmænd i land for at
forhandle med "de sorte" om køb af okser og anden proviant, selv om
englænderne ikke havde kunnet købe noget af dem. Den 12. sejlede de tre
engelske skibe til Gujarat, og den engelske admiral indbød ved sin viceadmiral
Ove Gedde til gæst hos sig. Viceadmiralen blev om bord og blev beværtet med et
måltid. Næste dag sendte han 16 tømmermænd om bord på Elephanten for efter
kaptajnens anmodning at tætne skibet. Ove Gedde skrive at han intet vidste om
det.

Endelig den 14. var Ove Gedde om bord hos den engelske
admiral. I sin rapport skriver han, at det var efter grundig overvejelse og i
samråd med Det Brede Råd. Da han kom om bord strøg admiralen sit flag, indtil
ham kom ind i kahytten, hvor han blev standsmæssigt modtaget som den danske
konges gesandt. Han fik også lejlighed til at bese skibet. Dt var vist et møde
mellem to kompetente repræsentanter for deres lande. Den 17. var det
englænderens tur til at blive modtaget med samme ceremoniel på Elephanten. Ved
sådanne lejligheder blev der serveret speciel fin mad, og der blev skålet en
del. Ved hver af de officielt udbragte skåle blev der affyret kanoner. Så kunne
alle høre, at der blev udbragt skål for først den ene majestæt så dan anden, og
så var der mange andre årsager til at skåle. Kanonerne var altid parate til
skud. Det tog lang til at lade eb kanon, og man vidste aldrig, hvornår man fik
brug for den. Til gengæld havde vist også godt af at blive brugt en gang i
mellem.

Efter de to feste, hvor man spiste godt og drak godt og fik
snakket med andre end lige netop skibskammeraterne, må der have været nærmere
kontakt med englænderne. De var tilsyneladende erfarne Ostindiefarere. Man har
udspurgt englænderne om vilkårene for en god handel, om sejladsen og også om
vind og vejr. Mange af hollænderne på de danske skibe havde været derude før
med VOC skibe, det hollandske ostindiske kompagni. De skulle lige have
ajourført deres viden om området. Ove Gedde fattede mistanke til alle de breve,
der blev afleveret til de engelske skibe, som skulle hjem til Europa. Han havde
ikke glemt den måde, hvorpå David forsvandt i Sydatlanten og hvor svært det
havde været at få den tilbage igen.

Den 20. juli forlangte Ove Gedde at få udleveret alle breve
til Danmark, der var afleveret til de engelske skibe. Han fik udleveret tre
breve skrevet af Amling van Ossdem og et fra fiscalen, samt et fra de andre
købmænd. Fiscalens brev var underskrevet af ham selv, men indholdet var blevet
skrevet på Boschouwers befaling. Ove Gedde informerede Thyge Stygge og de andre
Brede Råds medlemmer, der var om bord, og bød alle Det Brede Råds medlemmer om
at møde den næste dag, så de kunne diskutere det passerede.

Den 21. blev det besluttet at ingen "skulde torde sig
understaae" at sende breve hjem med englænderne, før de var læst og
godkendt af Det Brede Råd. Da denne beslutning blev offentliggjort den 24. blev
fiscalen, gesandten og visiateuren fortørnede og protesterede højlydt. De havde
ingen part i denne beslutning og ville overhovedet ikke gå med til det. Det
vakte danskernes harme og vrede mod hollænderne, og de var nær ved at gribe
efter deres geværer. Det blev ikke til et møde i Det Brede Råd den dag. Alle de
involverede skulle lige have lov til at besinde sig. Det var jo en alvorlig
situation, der var opstået.

Den 23. brast Elephantens ankertov. Da trækket blev for
sort, brækkede den ene arm på ankeret. Der var en gammel brist, som de ikke
havde lagt mærke til før. Så lå de kun for et anker, og nu havde de kun et
dagligt anker. De blev udrustet med to pligtankre, to daglige ankrer og to tøjankre.
Det sidste kendt i dag som drivanker. Et anker er svært at erstatte. når først
de var ude på sådan en ekspedition. Hvor var der en smedje, der kunne lave et
nyt anker? Man fortøjede jo ikke ved kaj eller anløbsbro. I de fleste havne lå
man til ankers og lossede og lastede til og fra pram eller mindre skibe. Og nu
var de ved at drive mod en sandet grund. Sad man fast, var det vanskeligt at
komme fri. Der var ikke mere end ti mand om bord. De måtte skyndsomt signalere
efter hjælp. De skulle bruge hjælp til at få et andet anker op af lasten, det
kan være en vanskelig opgave at få et anker op fra lasten fordi det som regel
altid er placeret så det ikke er til hindre for lastning og losning og så er
det tungt. Situationen krævede hurtig handling. Alle de syge var i telte i
land. Desuden var det skik, at lige så snart man kunne, blev der bagt brød,
fanget og røgt og saltet fisk.

Ove Gedde var blandt visse personer ikke særlig populær
efter det med brevene, og han var irriteret. Skibet var sårbart og kunne strande.
Dermed risikerede han at miste sin anseelse som admiral. Dette illustrerer
også, hvor sårbar flåden egentlig var. Efter turen fra Kap Verde var folkene
syge og skibene dårligt bemandede. Et pludseligt angreb på flåden ville være
katastrofalt. Når man var langt hjemmefra, var man et "legitimt"
bytte for alle andre honnette skibe

Der blev kaldt sammen til møde i Det Brede Råd igen den 24.
Inden da havde Ove Gedde læst og tænkt over brevenes indhold, så han var
forberedt til det møde, han havde indkaldt til. Der findes et dokument i
rigsarkiver som er et ekstrakt af de breve, der var adresseret til Kansleren.
På forsiden står der, at det er ekstrakt af diverse breve fra den ostindiske
flåde af 1619 sendt til Johan de Willum, Johan Braem og de mening bewindhebbere
og bestyrelses medlemmer i det ostindiske kompagni.

Amling van Osdem. Ifølge rapporten var der et brev dikteret
og underskrevet af Herman Rosenkrants på gesandtens befaling. Et brev var af
Peter van Xanten og Herman Rosenkrants dateret den 27. 1619 sendt fra
Taffelbay. Det må have været afleveret, efter at Ove Gedde konfiskerede de
famøse breve. Heri står, at flåden ankom den 9. juli og fandt 8 engelske skibe
liggende. De blev behandlet med "store courtoisie" af dem. Det kunne
de godt bruge, da de havde 240 døde, og resten var "heel ilde thil
pas". De kunne ikke få proviant af de indfødte, da disse have haft besøg
af mange skibe. Da deres egne danske ledere ikke tog imod gode råd, som de
heller ikke tidligere havde gjort, og de store "Puckhansses och
Hanefere" intet formår at udrette, vil det føre flåden til ruin og
undergang. Der stod endvidere, at Ove Gedde havde alvorligt forløbet sig
overfor Gesandten, idet han havde åbnet hans brev og alle tyske breve uden Det
Brede Råds accept. Dette kunne have forårsaget blodbad, hvis ikke gesandten og
de andre havde forhindret det. Desuden havde Ove Gedde sendt Jægeren uden
tilladelse fra Det Brede Råd i forvejen til Kap det Gode Håb. Den havde så
forvildet sig, og mandskabet var måske omkommet.

En af gesandtens tjenere havde skrevet, at det stod ilde til
med folkene. De var meget syge og 200 var døde. Englænderne havde fortalt, at
der nylig havde været et slag mellem englændere og hollændere. Englænderne
havde mistet to skibe og hollænderne er der var " Tii hundrede
Tiussen" gylden værd. Jagten Øresund havde været ved Kap der Gode Håb og
efterladt breve. Man vidste ikke, hvor den var nu. Englænderne mente, at den
måske var blevet taget af hollænderne. Endvidere skrev tjeneren, at rejsen
havde varet så længe, fordi de havde opholdt sig i England og Kap Verde så
længe, og at deres råd ikke blev hørt, hvilket var årsag til stor desordre. Han
forsatte med at skrive, at englænderne var meget hjælpsomme, og at det skulle
gengældes. Man skulle slå det engelske og danske kompagni sammen for derved at
få større fortjeneste, og man kunne holde de andre nationer væk fra handelen på
Ostindien. Dette kunne man starte på, inden den ceylonske gesandt ankom til sit
rige.

Endnu et brev bliver nævnt. Det er et brev fra Peter van Xanten
til Johan de Willum, formand for bestyrelsen i Ostindiske Kompagni, og er
dateret den 24. juli. Det begynder med flådens ankomst, den engelske flådes
velgerninger, og omtaler herefter gesandtens og Herman Rosenkrants sygdom. Det
er nyt. Det fortsætter med at Jægeren blev sendt i forvejen, og det gentager
beretningen om de mange syge, og den farlige skørbug bliver nævnt. Så giver
brevet nogle gode råd:

1. Der må ikke længere bruges danskere, da de er lade og til
sådan en lang rejse "ubequem". Man skal bruge folk fra fremmede
nation.

2. Der må ikke bruges adelspersoner som ledere, og de
kaptajner, der nu er om bord, forstår intet. De har med deres galde fordærvet
en god sag, og kaptajner er kun ballast. Denne rejse havde været bedre tjent,
hvis Ove Gedde havde fulgt gesandtens råd i stedet for at have hørt på Thyge
Stygge. Det var årsagen til al den ulykke.

Ove Gedde havde også sendt en kopi af det edikt, der forbød
dem ar sende breve hjem og skrive om flåden. Dette brev blev adresseret til
Johan de Willum. Han beskriver indholdet og begrundelsen for forbuddet. Han
frygtede, at nogle uden betænkning i deres breve ville beskrive flådens
tilstand og derved udsætte flåden for fare. Flådens fjender kunne blive
overmodige og angribe flåden. Derfor blev dette forbud givet på majestætens
vegne. Der måtte ikke sendes breve hjem uden om Det Brede Råd, og kommandøren
skulle gennemse dem og godkende dem. Det var strafbart at sende breve uden om
rådet, og således afsendte breve kunne fordres afleveret igen. Gesandten og
Herman Rosenkrants hvad heftigt protesteret mod dette forbud, og Ove Gedde
skriver, at der ikke blev nævnt navne i forbuddet, som altså gjaldt for alle.
Han mener også, at han ikke kunne handle anderledes, men frygter, at der er
andre grunde til deres protester. Gesandten, H Rosenkrants og de andre havde
aflagt ed på, at de ikke ville skade flåden ved at fortæller om flådens
tilstand.

Efter vore begreber om ret og integritet kan man ikke bare
konfiskere andres breve og læse dem. Men det et velkendt fænomen i krig at man
censurerer breve. Sådanne overgreb passe dog ikke mere i vort syn på menneskers
ret til et privatliv. Det ville være vores reaktion i dag. Men var de breve
farlige for ekspeditionen? For kongen var formålet at etablere en
handelsstation i Ostindien og sikre Danmark sin andel af den meget givtige
handel med de varer, der kunne skaffes derude. Hidtil havde Danmark fået sine
krydderier, sin silke, purpur og andre mere kuriøse varer gennem hollandske
købmandshuse i Rotterdam og Amsterdam. Det var hverken i hollænderne eller for
den sags skyld englændernes og franskmændenes interesse, at Danmark købte sine
varer på stedet. Altså måtte man prøve at komme så ubemærket som muligt til
Ostindien. Det ville let for en beslutsom flåde af enten englændere,
hollændere, franskmænd eller portugisere at hindre vores fire små skibe i at nå
deres mål. De skulle liste sig ud til Østen. Ove Gedde var chef for dem alle og
ansvarlig for at fuldføre den pålagte opgave til kongens tilfredshed. Nu
begyndte denne opgave at blive vanskelig. Davids eskapade havde været den først
advarsel. Han havde al mulig støtte til sin handling både i Partikulær Instruks
for David og skibartiklerne. Han var jo kongens trofaste mand og måtte overfor
majestæten retfærdiggøre sådan alvorlig handling. Hans mistanke til gesandten
og dennes købmænd var ikke ubegrundet. Det ene brev afsløre lidt af købmændenes
intentioner. Deres hovedinteresse var at handle, og det skulle der bruges
enhver lejlighed til. Dette kollidere med det egentlige formål, som var at
etablere en handelsstation på Ceylons kyst. Samtidig er der noget, der kunne
tyde på, at gesandten havde fornemmet, at nogle af købmændene ikke var særligt
interesseret i at handle på Ceylon. Var det derfor han prøvede at sejle fra
flåden i Sydatlanten? Under alle omstændigheder var der nu to lejre i flåden,
måske tre. Der var de kongetro danske mænd, og der var hollænderne, som måske
var delt i på den ene side tilhængerne af almindelig handel på Indiens
sydøstkyst, og på den anden side de hollændere, der flugte gesandten.

På mødet i Det Brede Råd den 24. juli 1619 blev det
vedtaget, at flåden skulle være sejlklar den 29. Så havde de ligget ved Kap det
Gode Håb i tre uger. Ove Gedde har ikke skrevet noget om reparationer på
skibene, så der er nok ikke foretaget andet end det sædvanlige eftersyn og
vedligehold. Den lange rejse er nok gået hårdere ud over besætningen end over
skibene. Det andet punkt på mødet var, at man skulle bede den engelske admiral
om at kun at tage imod breve til Danmark fra Ove Gedde. Et brev, som var blevet
afleveret af en hollandsk købmand, skulle lige have en ny adressat, så ville
han få det igen. De breve, der er omtalt i ekstrakten, kom til rigsarkivet med
alle de andre sager fra Ostindien. Det er måske det brev som er skrevet af
"en Købmand" og som foreslår, at man slår handelen sammen med
englænderne. Det hele må være endt hos rigskansleren.

Det sidste punkt på dagsordenen omhandler gesandten og Peter
van Xanten. Det var en direkte fortsættelse af mønsteret fra Både Isle og Wight
og Kap Verde. Igen skulle der skæres igennem intriger og stridigheder. Thyge
Stygge blev udpeget til at kontakte de to herre på David. De skulle tilkendegive
ham om nogle punkter, der skulle overholdes til gavn og bedste for flåden. Med
andre ord, de fik en næse for indholdet af deres breve til København. Gesandten
blev neget opbragt. Citat: "Men han med stor Utålmodighed dennem ikke
vilde høre, og med en ond Mund dennem overskjældte". De måtte forlade
skibet med uforrettet sag, da han ikke ville høre på dem og heller ikke tillod
Peter van Xanten, der var tilstede, at tale med ha,. To dage efter denne
episode blev nogle officerer beordret til at skifte skib, så kaptajnen på Davis
blev så stærk, at han kunne forsvare skibet. Det blev samtidig vedtaget, at
skibsartiklerne skulle læses op på alle skibe i Det Brede Råds nærværelse, og
at de skulle sværge igen. Nu strammer Ove Gedde tøjlerne lidt mere. Man skulle
næste tro, at han har mere end en anelse om, at der var nogen eller nogle, der
ikke havde samme mål i Ostindien.

Samme nat slog indbyggerne 13 af flådens fade i stykker og
tog jernbåndene. De indfødte fik jern og danskerne må nu nøjes med 13 fade
mindre.

Den 27. om aftenen dukkede Jægeren op og sejlede lige forbi
dem. Elephanten og Davis fyrede tre skud hver og tændte skibslanternen, men den
forsatte bare indad og gik på grund. Der fandt de den næste morgen. Hans
Lindenov skød skylden på styrmanden. Da denne var ene om at kende noget til navigation,
så bar han også skylden for havariet. Den 31. blev de implicerede forhørt under
styrmandens nærvær. Der blev dog ikke afsagt nogen dom, fordi styrmanden var så
syge og svag, at han ikke kunne afgive en forklaring. Han døde også snart efter.
Den skyldige undgik herved at blive dømt for dårlig navigation.

Næste morgen så de den engelske viceadmirals båd ved den
strandede jagt. Da han ikke kunne vide, hvem vraget tilhørte, sendte Ove Gedde
Elephantens kaptajn til vraget for at oplyse viceadmiralen om, at vraget altså tilhørte
dem. Men englænderne havde allerede været i gang med at ødelægge vraget. Med
andre ord havde de været ombord og gennemrodet skibet. Nogle af besætningens
kister var brudt op. Da de fik øje på Elephantens kaptajn, stak de af i al
hast. Det gik så stærkt, at de kæntrede med båden i brændingen og alle
tyvekosterne forsvandt i vandet. Elephantens besætning gjorde sit bedste for at
redde dem, men nogle af englænderne druknede. De andre blev
"salverede" med stor "Nød".

 hottentotter, betegnelse på del af en oprindelig befolkningsgruppe, der levede
i det sydlige Afrika som kvægfolk, kystfiskere og samlere, og som stort set er
udryddet eller assimileret i dag. Antropologer opdelte dem i to grupper, der
beskrev hottentotter som fastboende eller nomadiske kvægavlere og buskmænd som
jægere og samlere, og gav dem fællesbetegnelsen khoisan. I dag anses en
kategorisering i sproglige hovedgrupper for mere korrekt. I 1990'erne anvendes
khoekhoe om efterkommere bosat i området ved Cape Town i Sydafrika og
khoekhoegowab om de ca. 175000 nama/damara i Namibia.

I grunden var det jo kongens skib der var forlist. Det var
jo en prise, der skulle været afleveret til kongen. Lindenov, der nu var
forfremmet til kaptajn, var egentlig økonomisk ansvarlig for skibet, eller var
det Ove Gedde, der havde erobret det? Det spørgsmålet blev aldrig besvaret.
Kaptajnen Lindenov var nu igen en almindelig, hårdt straffet adelsmand.

De fem engelske skibe sejlede den 2. august til England. Ove
Gedde havde givet dem breve med til Danmark. Han specificerer, at et var til
kansleren, skrevet med anbefaling af Det Brede Råd. Han sendte også seks breve
til sine venner i Danmark. De var alle læst blevet læst op for Det Brede Råd.

Næste dag blev alle de syge med samt deres telte taget om
bord, og man besluttede at sejle ved første gunstige vind. Den 4. august har
der været et møde og flere punkter blev vedtaget:

1. Alle de franske, der blev taget om bord ved Kap Verde,
skulle sværge, at holde artiklerne og være majestæten tro i tjeneste. De, der
ikke ville acceptere dette, kunne frit forlade skibene. De andre var så
påmønstret under samme betingelser som den oprindelige besætning. Det var
egentlig et let valg. I 1619 var der ingenting på land, ud over de
"vilde" indfødte og de var farlige. Ligeledes vrimlede det med vilde,
blodtørstige dyr. Så i 1619 havde de stakkes franskmænd kun valget mellem at
blive spist af vilde indfødte og dyr, eller sejle på togt ud i det for dem
usikre østen, men med livet i behold. Deres anfører Samuel Fischer, vat jo med
dem. Hvem ved, måske kunne det i sidste enge give den store gevinst.

2. Fyrmanden, det vil sige skibet, der skulle føre lanterne
om natten, skulle hver middag lægge sig forrest i flåden, og hvis det var
nødvendigt, kunne han sætte sig i forbindelse med de andre skibe.

3. Ingen skibsbåde, dvs. de både, som bruges til at sejle
imellem skibene eller til land, må flyttes uden tilladelse fra Ove Gedde.

4. Købmændene skulle komme om bord til admiralen, når han
flagede med et silkeflag fra mastetoppen.

Når nogen af de øverste officerer var syge og ville i
forbindelse med admiralen skulle de også flage med et silkeflag fra toppen,
særligt hvis kaptajnen på David blev meget syg eller mente, at der var et
utilbørligt Forhold, det vil sige et forræderi, i gang.

Denne tilføjelse til det sidste punkt viser, at Ove Gedde
ikke rigtig stolede på gesandten og hans tilhænger om bord. Men Niels
Rosenkrants, der havde været livdreng for kongen og havde en lang tjeneste for
kongen på hans skibe, kunne han da stole på og støtte. Samme dag blev artiklerne
læst op for alle på David. Det skulle også have været sket på de andre skibe,
men folkene var beskæftiget med at pakke telte og andet grej på land sammen og
med at tømme Jægerens last, som blev fordelt til de forskellige skib mod
behørig kvittering herfor. Så de fleste var slet ikke om bord på deres skibe.

Det, kan undre, at Davids besætning ikke havde noget at gøre
i land. Havde de beholdt deres syge om bord, havde de ikke været i land for at
bage brød og salt el. røge fisk.

Den 5. august klokken to om morgenen "ginge de i Jesu
Navn til Seils". Slutbemærkningen til opholdet ved Kap det Gode Håb lyser
trist. Ove Gedde konstaterede, at de indtil da havde 200 døde og en
"ganske hob" syge, hvoraf de fleste afgik ved døden. Noget helt andet
var, hvorfor sejler han midt om natten? Skulle han liste sig ud af Taffelbay
uden at blive opdaget af englænderne. Der kan være flere årsager. De kan jo
være at han ved en overraskende afgang ville hindre flere intriger fra
købmændenes side. De fik ikke lejlighed til en sidste uofficiel kontakt med
englænderne. Han kunne også hindre andre anslag mod flådens egentlige mål, som
fortsat var at aflevere Davis og soldaterne til kejseren af Cancy, indkassere
de 95.000 rigsdaler og opnå handelsrettigheder på kysten. Episoderne under
opholdet havde vakt hans mistanke, måske havde han tidligere andet det, men nu var
han sikker på, at de øvrige ikke ville hjælpe ham til rejsens mål.

Din "Flash" afspiller har brug for at blive opgraderet

For at se denne side kan du klikke her for at hente den seneste version af "Flash" fra Adobe. Når installationen er overstået kan du vende tilbage hertil og se siden.

Hvis du ser denne besked selvom du lige har opgraderet Flash så prøv at lukke alle Internet Explorer vinduer ned, start op igen og kom tilbage til denne side.