Standardside

Hvorfor det blev Trankebar.

Den 13. september lå der ud for Negapatam nogle sampaner på
reden og lossede gods til kysten. Da danskerne fik øje på sampanerne, ville de
sejle hen til dem, med der var ikke vand nok. Ved 3½ favne vand fyrede de et
par skud hen over sampanerne. Disse svarede igen med et par skud og Patientia
fortsatte på sin kurs. Det var faktisk tilladt at begå det, vi i dag kalder
sørøveri, så længe det ikke var et skib af en deklareret venligtsindet nation.
Om aftenen var de nået til Karchal, i dag Karakal. Det var på det sted, jagten
Øresund var blevet taget af portugiserne. Dagen efter ankrede de op ved byen
Trangebari. Der mødte de København. Derfra sendte Ove Gedde en af sin stab, i
rapporten kaldet tjener, til Tanjour med brev til naichen og til direktøren
Roland Crappe. Til naichen skrev han, at han var kommet efter naichens eget
ønske, for at han på sin herres vegne kunne få aftaler om handelen på kysten.
Naichen skulle først sende nogle af sine fornemme herrer til flåden. Ove Gedde
har taget ved lære af sine oplevelser med kejseren af Candy. Samtidig var der
også et brev med til direktøren, hvor han meldte sin ankomst og forlangte,
"begierede", at han kom ned til flåden . Det var jo meningen, at han
skulle hjælpe med forhandlingerne. Det var hans opgave, det var derfor han var
sendt i forvejen til Ostindien.

Den 17. september kom Patientia og fortalte, at sampanen var
gået i stykke. Den kunne nok ikke bære en genstridig elefant. Den var på land
igen til reparation. Den skulle nok nå at komme, inden den gode monsun hørte op
med at blæse. Han havde også ud for Negapatam erobret en sampan lastet med salt
og kattun lærred. Men Ove Gedde beordrede, at den skulle frigives, da den havde
direktørens og flåden visitateur passerseddel. De boede også i naichens land og
skulle ikke hindre forhandlingerne med ham. Sampanen blev løsladt samme dag.
Det var en travl dag. for samme dag fangede de en spanier, der var rømmet fra
portugiserne. De blev enige om at lade ham sværge troskab og beholde ham. De
fangede endnu en sampan, som de alligevel slap løs igen.

Den 21. kom en af naichens fornemme mænd med foræringer. Han
kom med et svin, nogle bukke og andre varer. Til gengæld fik han nogle gaver af
ringe værdi, "ringe Æstima". To dage senere kom Ove Geddes egen
udsending tilbage med et brev fra visitateuren, Herman Rosenkrants, og fra
direktøren Roland Crappe. Det stod i dette brev , at Ove Gedde skulle forære
4000 daler til naichen og lade direktøren om at forhandle. Crappe forudså, at
det ville blive meget vanskeligt at få de aftaler i hus, men han kunne nok
finde ud af noget, bare Ove Gedde ville overlade det hele til ham. Han rådede Ove
Gedde til at give gode gaver til naichen og hans embedsmænd. Der kom også et
brev fra Erik Grubbe med besked om, at Ove Gedde skulle komme i land og modtage
en speciel gave fra naichen. Ove Gedde undskyldte sig og sendte to kaptajner
til at modtage denne særlige gave. Tiden gik, og det blev ikke før den 12.
oktober, at Ove Gedde selv gik i land for at modtage denne særlige gave- Det
vidste sig at være 5 eller 6 klæder, der i Danmark ikke var mere værd end ½
daler stykket.

I mellemtiden, den 26. september, havde Ove Gedde sendt brev
til direktøren med besked om, at 4000 daler var meget. Det ville reducere deres
kassebeholdning til mellem 10.000 og 12.000 daler, så det ville være yderst
uheldigt. Og pengene skulle endda betales uden forsikring om at de kunne få
last. Ove Gedde mente, at de kunne få et stykke land ved navn Valdure efter en
aftale , som Erik Grubbe havde fået. De skulle tænke på flådens og
bestyrelsesmedlemmernes tarv og gavn. Direktøren og de folk , som var tilbage
fra Øresund, skulle straks komme til skibene. Erik Grubbe fik den samme ordre
om straks at komme tilbage til sit skib. Det så ud til, at forhandlingerne med
naichen af Tanjour blev lige så besværlige som med kejseren af Candy, dog med
den forskel, at Ove Geddes egne folk også blandede sig nu. Det gjorde det ikke
lettere.

Den 2. oktober sendte Ove Gedde tolken Morten Finche og en
underkøbmand med brev til naichen. Morten Finche måtte sværge, at han
personligt ville give brevet til naichen. I brevet skrive Ove Gedde, hvorfor
han er kommet netop til Tanjour. Han skrive om de mislykkede forhandlinger med
kejseren af Candy. han skriver også, at da forhandlingerne mislykkedes, havde
han ingen rede penge til at betale for en eller flere skibsladninger. Han
blotlægger hele forløbet, og når man siger sandheden, behøver man ikke brodere
på det, for det er ikke sikkert man kan huske hvad man egentlig sagde. Det er
kendetegnende for Ove Gedde. Han er en bund reel mand. Han fortsætter med at
skrive, at hvis naichen vil glæde vores konge og folk, da forstrækker han
kongen med værdien af lasten, og Ove Gedde vil personligt komme tilbage med
pengene. Brevet til direktøren var i en halt anden tone. Crappe havde at komme
til skibe inden 7 dage, ellers ville han bare sejle. Nu havde Ove Gedde ventet
på han så længe, og det var på tide, at han kom, ellers havde han forpasset sin
chance. Det var da en ordre, der ikke var til at misforstå.

Allerede fem dage efter den 7., kom Morten Finche tilbage
med et brev fra direktøren. I dette brev skrev han, at han var ½ mil fra
Trangebari, og da han var mistænksom, "ikke kunne for Suspicion komme til
os", måtte Ove Gedde komme til ham med så få folk som muligt. Dette
forelagde Ove Gedde så Det Brede Råd. De vedtog , at han ikke skulle møde
direktøren på denne måde, men sende en person til ham for at finde ud af, hvad
det var galt. Dagen efter blev Det Brede Råds skriver, Hans Mars, sendt ind til
Crappe med et brev fra admiralen. Ove Gedde skrev, at naichen fik et dårligt
indtryk af ham, I et brev, han havde modtaget fra naichen, skrev denne, at han
havde sendt Roland Crappe til admiralen for at fortælle om landets tilstand.

Ove Gedde forlangte at Crappe kom til ham, hvis han var en
ærefuld mand. Det var eller noget af en trussel på denne tid. Det var en
katastrofe, hvis en mand mistede sin ære. Den 9. kom der igen et brev fra
direktøren med adskillige grunde for, at han ikke kunne komme.

1. Han turde ikke komme på grund af naichens mistænksomhed.

2. Han turde ikke komme, fordi han forventede at blive
hængt.

3. Han ville gerne frigøres fra sin tjeneste, altså tage sin
afsked. Han havde ingen skyld i, at det ikke gik så godt for ekspeditionen i
Ceylon. Han kunne ikke gøre noget ved dette. Men han havde fornemmet, at alt
blev forstået i den værste mening, og at al skylden, for at det mislykkedes,
blev tillagt hollænderne.

4. Det vigtigste var, at Ove Gedde nu skulle følge de råd
han fik, med håb om et godt resultat. Han kunne selvbestemme, om han ville
komme hjem med ære eller skam.

Der var mere i Crappes brev om traktaten på Ceylon og
rettigheder på Trangebari. Han ville sikre sine folk deres løn tilgodehavende
ca. 2400 daler. Samme dag havde han også befalet sin tolk at åbne den
portugisiske kirke igen. I brevet fortsætter han med at bede Ove Gedde om at
følge sine gode råd og komme til ham med sin tolk. Ove Gedde reagerede ved at
sende sin trofate og betroede kaptajn Peder Nielsen, til ham.

Det er værd at bemærke, at Roland Crappe godt er klar over,
at han havde begået noget ulovligt ved at overfalde et portugisisk skib. Han
havde forsætligt forlist kongens skib Øresund ved på trods af et forbud at være
gået på sørøveri. Skibet var kongens ejendom, og han skulle straffes for ikke
at have fulgt kongens ordre og dermed forlist hans ejendom. Dødsdom var
almindeligt for at ikke at følge kongens ordrer, og erstatningspligt var en
selvfølge. desuden ser det ud til, at han var velinformeret om balladen med Det
Brede Råd, da Ove Gedde satte det ud af drift. Han var klar over, at der havde
været vanskeligheder med de hollandske købmænd på skibene.

Den 11. kom Peder Nielsen tilbage. Han berettede, at både
direktøren og visitateuren havde været i Trangebari, men flygtede, fordi de
ikke turde komme til skibene. han havde indhentet dem ved Karakal. Om
formiddagen tog Ove Gedde i land for at møde de to herre. De var jo nu en slags
fanger, men det står ikke anført nogen steder. De kunne jo ikke løbe deres vej,
ellers havde de vel nok gjort det. Roland Crappe begyndte med at undskylde
meget, at han ikke turde møde Ove Gedde. Visitateuren havde fortalt ham, at Ove
Gedde var god nok, men at han havde onde rådgivere og ikke var til at stole på.
Så forklarede han om jagtens forlis og årsagen hertil. Gesandten, Boschouwer,
havde i Danmark givet Roland Crappe et brev, som han ikke måtte åbne, før de
havde passeret vendekredsen. Deri stod, at de ikke måtte angribe nogen, før de
kom til Ceylon. Skibsartiklerne og instruksen fik de først, da de var i sundet.
Men det blev taget fra dem, og i stedet for gav bewindhebberne,
bestyrelsesmedlemmerne, dem en tysk kladde. Den var skrevet af flere mennesker
og ikke underskrevet, og den kladde skulle de rette sig efter. Der stod, at han
skulle aflevere kongens traktat og gesandtens brev, intet andet. Kejseren havde
så givet ham tilladelse til at angribe portugisere. Medens han var inde i
landet hos kejseren, havde hans officererpå jagten erobret syv sampaner med
arreca og ris. Dog frigav han to mohrer med deres skibe. Så sejlede han til
kysten, Coromandel, for at sælge varer. Der blev han overfaldet af nogle
portugisiske galejer og et større skib, altså en overmagt. Da de var under sejl
og befandt sig i nærheden af Karaikal, stødte de på grunden og drog derfor ind
i landet. De kom til byen og blev anholdt. Siden da blev de forsørget sammen
med de folk fra jagten, der svømmede i land. Naichen havde behandlet den godt
og foræret dem byen Trangebari med løfte om, at de måtte få lov til at bygge en
fæstning der, hvis de ville handle derfra til fordel for landet og aktionærerne.

Næste dag talte Ove Gedde igen med både visitateuren og
direktøren. Visitateuren kunne ikke nægte dt, han havde sagt om Ove Gedde og de
andre danskere. Hele Roland Crappes forklaring synes at vise, at direktøren og
visitateuren havde kørt deres eget løb og slet ikke regnet med, at Ove Gedde
dukkede op og da slet ikke på denne måde. De havde sådan set delt rovet uden at
regne med ham. Ovenpå denne redegørelse fra Roland Crappe sundede Ove Gedde sig
en dags tid. Så roede han tilbage til skibet og befalede direktøren at komme ud
en anden dag, så de kunne drøfte enkelthederne om handelen fra Coromandel.

Der var også andet ende forhandlinger der op tog dem på
reden. Den 14. dukkede seks galejer op fra nord. Patientia og Elephanten satte
sejl og sejlede dem i nøde. Elephanten satte sin store båd ud, da skibet ikke
kunne komme fra land på grund af pålandsvind. Storbåden skulle ud til de
ankomne galejer for at få at vide, hvor de kom fra, og hvortil de skulle.
Indtil for nylig var det helt normalt, at man gjorde sådan.  Båden kom tilbage til aften og sagde, at
Patientia havde forfulgt de portugisiske galejer. En af dem gik på grund om
natten, medens de andre fortsatte deres kurs mod Ceylon.

Direktøren sendte Ove Gedde den første told for en uge, 12 daler
fra Trangebari. Den 16. oktober fik Hans Majestæt den første rente af de
indiske lande, skriver han. Men samtidig skriver direktøren, at Ove Gedde
skulle tænke over de foræringer, det var nødvendigt at give Tanjour. Det kalder
vi i dag bestikkelse. For Ove Gedde var det nok ikke noget nyt. Her skulle han
da rådgives af en mand med erfaring i at handle i Ostindien. Et par dage senere
for Ove Gedde igen et brev fra Direktøren. I dette står der, at de 1000 daler
til foræringer ikke måtte sendes i land, før brændingen havde lagt sig. Så
spurgte han også om, hvor stor en beholdning af penge, der var om bord.

Så kom da brevet fra naichen den 21. Der bad han Ove Gedde
ville komme og besøge ham, da han sådan trængte til at tale med ham. Han ville
sende heste til stranden til transport. Samtidig skrev direktøren og bad om at
få de kobberkanoner, som han havde med til foræringer. De skulle sejles ind på
katamaraner. Næste dag blev kanonerne med 100 kugler og andet tilbehør sendt i
land sammen med Ove Geddes bagage og de folk, der skulle ledsage ham til
naichen. Ove Gedde sendte også de 1000 daler til direktøren med besked på, at
alle raske folk i land skulle komme om bord. To dage senere brød Ove Gedde seglet
på det brev, som han havde taget til sig fra David, da de var i Ceylon. Derfra
tog han det akkreditiv Christian IV havde lavet til ham, til at give kejseren
af Candy. Det kunne være, at naichen ville se det, Han fik også et brev fra
Roland Crappe med tre vigtige punkter.

1. Det var tjenligt at tage en underkøbmand med til Tanjour.

2. Han havde ikke købt noget til at give væk.

3. Ove Gedde skulle have sit forgyldte harnisk, det store
Sejerværk, ur og hvad han ellers kunne undvære med sig.

Her  viser det sig, at
Roland Crappe virkelig vil hjælpe Ove Gedde, og den 27. begynder rejsen til
Tanjour. Skibene er fuldt bemandet og klar til både at forsvare og angribe, så
han kan roligt tage af sted. Peder Nielsen er der jo. Selve turen ind i landet
til Tanjour skrive han ikke meget om. Det er nok gået rimeligt godt. Den 29.
kom de til en stor by, der hed Patte. Indbyggerne viste dem to kamre i en
pagode, hvor de opbevarede peber. Der var ikke låst, så danskerne kunne ved
selvsyn konstatere, at der var peber. Så viste de dem 12 - 16 kamre, som også
skulle være fulde af peber, med de var låst med solide låse, og dem fik de ikke
lov til at se, da ejermanden ikke var til stede. Indbyggerne sagde også, at de
i løbet af fire måneder kunne skaffe dem 2000 barrer peber. Det groede omkring
30 mil inde i naichens land på den nordre side af et højt bjerg. De leverede
også al den peber, som portugiserne sendte til Cochin på Malaberkysten.

Den 30. oktober ankom Ove Gedde til forstaden for Tanjour.
Her blev han mødt af type-maichen, der var en af rigets fornemste herrer og var
kommet dertil i en baldakin efterfulgt af otte elefanter. Han bød Ove Gedde
velkommen på naichens vegne og ønskede, at Ove Gedde satte sig op på den
største elefant. Den var stor, skiver i rapporten. På ryggen var der en
fløjlshynde, kantet med guldsnore. Det var dog for meget for vores uforfærdede
unde danske adelsmand. Han undskyldte sig med, at han havde pådraget sig en
skade på sit ben under rejsen ind i landet og foretrak at blive transporteret i
direktørens bærestol. Type-naichen spurgte Ove Gedde, hvornår det passede ham
at tale med naichen. Det var dog nødvendigt, at han talte ned den øverste
brahman en dag før mødet med naichen. Ove Gedde havde ikke noget at snakke med
brahmanen om. Desto tidligere han mødte naichen desto bedre. Dette ville passe
ham bedst.

Den næste dag spurgte type-naichen, om han ville mødes med
naichen til middag. Da Ove Gedde bekræftede dette, mindede type-naichen ham om,
at det var sædvane, at man havde gaver med til naichen. Da kobberkanonerne ikke
var kommet frem endnu, kunne han komme med det sædvanlige sukker og silketøj.
Det kunne købes her. Ove Gedde svarede hertil, at han jo var kommet på naichens
opfordring og derfor ikke behøvede at komme med gaver. I rapporten tilføjer han,
at han alligevel fulgte landets skik og købte nogel gaver. Om eftermiddagen kl.
2 kom tolken og spurgte, om han ville møde naichen om aftenen eller om
morgenen. Til dette gentog Ove Gedde, at han ville træffe naichen, når det
passede naichen. Det blev så næste eftermiddag, der passede naichen. Det må
have været Roland Crappes indflydelse og Ove Geddes erfaring høstet ved hoffet
i Candy, der her slår igennem. Her skulle der forhandles helt fra bunden. Der
var jo ingen aftaler i forvejen som i Candy. Denne modtagelse forløb
anderledes.

Tak til Raman.

Din "Flash" afspiller har brug for at blive opgraderet

For at se denne side kan du klikke her for at hente den seneste version af "Flash" fra Adobe. Når installationen er overstået kan du vende tilbage hertil og se siden.

Hvis du ser denne besked selvom du lige har opgraderet Flash så prøv at lukke alle Internet Explorer vinduer ned, start op igen og kom tilbage til denne side.