Fra Kap det gode Håb til Komorene

Det må have været buldrede mørkt kl. 2 slet om morgenen den
5. august.  Flåden har sikkert sneget sig
ud af bugten og ikke tændt lanternen, før de var komme godt væk. Hvis de kom
tilstrækkeligt lang ud, kunne de være heldige at få en nordvestenvind. Der var
nok ikke megen tid til at tænke nærmere over de sidste dages hændelser. Der var
nok at tage sig til. Det var egentlig også det hidtil korteste op ved land. De
lå der kun i 26 dage. De fleste vidste, at nu lå der forude en lang rejse over
er for de fleste ukendt hav. Mange må stadig have være syge og afkræftede. der
står intet i rapporten om indkøb af grønsager eller fersk kød. Mange havde
været syge af skørbug, men der må også have hærget infektions sygdomme.

Chefen selv havde fået vished for, at han havde problemer
med nogle hollænder, der måske var anført af gesandten selv. Han havde inden
afgangen fra Kap det Gode Håb flyttet rundt på officererne for at sikre sig, at
de var loyale til den opgave, som de var blevet sendt ud til at løse.
Skibsartiklerne og den Partikulære Instruks for David blev læst op for alle, og
der blev aflagt ed på at overholde begge. Mere kunne Ove Gedde ikke gøre, før
der blev anledning til det.

I ligprædikenen får vi en position. Den 11. august pejler de
Kap det Gode Håb i NØtN og Kap Falco i ØtN, og regner man med en 24˚ misvisning
Vest sætter de to pejlinger af i et søkort, så bliver Kap Falco til Kap Hangdip
og den beregnede ca. position 34˚ 23ʹ S og 18˚ 28ʹ Ø. I ligprædikenen står der,
at de ligger på 34˚ 36ʹ. Tegner man den formodede kurs i et søkort, giver det
en gennemsnits fart på 3 sømil i timen, hvilket ikke er ret meget. De har
sikkert måtte lave mange kryds. (modvindssejlads) Nu var de fri af Kap Det Gode
Håb, og på denne årstid kan der være gunstig vind, strømmen er med, og man kan
komme ind i rutinen med vagter afløst af fritid. For de fleste er der andre
bekymringer der trænger sig på. Hvad får vi af mad i dag? Er kvartermesteren
også sur i dag? Drengene bliver da mere og mere dumme nu til dags, kan jeg få
luret noget mere drikkelse fra botteleren. For mange ,enige er officererne bare
nogle man skal undgå. De går alligevel i deres egen verden og sluttelig må man
se i øjnene, at det bliver en lang besværlig tur. Den sidste del over Atlanten
til Kap det Gode Håb havde ikke været særlig behagelig.

Så sørger den gode Samuel Fischer for underholdningen. Den
12. august 1619 bliver retten sat. Han havde "oprochet" ophidset
nogle af de franskmænd, der var fulgt med flåden. Han blev dømt til at blive
hængt ved bovsprydet, og de andre blev lagt i jern og tabte deres løn. Dommen
blev effektueret dagen efter. Så blev Ove Gedde fri for den i grunden plagsomme
herre, og franskmændene og resten af besætningen fik vist, at den slags
opførsel ikke blev tolereret.

Da nu rådet alligevel var samlet, blev der taget nogle
beslutninger om, hvordan turen til søs skulle foregå.

1. Kaptajnen på Christian, Jens Hvid, skal med i Det Brede
Råd. Så er der nu 8 medlemmer i rådet, to fra hvert skib. Det ser ud til, at
der er en lige fordeling mellem skibene. Men Ove Gedde fik hermed en solid
dansk mand ind.

2. Patientia ex Lion d´or skal have en skipper og styrmand.
Så vidt vides, blev der ikke udnævnt nogen leder på skibet før dette tidspunkt.

3 Rationerne blev lavet om: Hver person skulle ugentlig have
3 pund brød. Smørrationen blev nu nedsat fra 3/4 pund til ½ pund eller 1½
møtschen olie. Dagsrationen på 1 kande vand oh 1½ møtschen vin blev til kun 1½
møtschen vin. Det var ikke meget væske at få på legal vis. Til gengæld står der
ikke, at der er bevogtning på vandtønderne. Alle de andre poster på den
oprindelige rationeringsplan er ikke nævnt. Oksekødet er måske blevet suppleret
op. Fisk har de vel fanget løbende og under opholdet ved land saltet og røget
den. Brød blev også bagt. De rationer er nok bestemt sådan, at forsyningerne
kunne holde om ikke andet så til næste provianteringssted.

4. Alle medlemmer af Det Brede Råd skulle sørge for, at alle
kongens bestemmelser i skibsartiklerne, Davids partikulær instrukser,
tegnbrevet med de foreskrevne signaler mellem skibene og Ove Geddes mandater,
dvs. befalinger, blev overholdt. Eller ville de være personligt ansvarlige for
eventuelle misligholdelser.

5. Alle skibsråd skal forhøre sig hos deres styrmand, om der
var tid nok til at sejle inden om Madagaskar.

6. Skibsrådene skulle også skaffe en rulle (liste over
mandskab), så man vidste hvem og hvor mange, der var om bord i hvert skib.

Dette møde var igen en opstramning og påmindelse om, at der
ikke blev tolereret afvigelser fra ekspeditionens egentlige formål, og at det
var kongens bestemmelse, der skulle overholdes.

Den 18. så de Mosselbay. Den ligger øst for Kap det Gode Håb
og strækker sig egentlig fra Kap Agulhas til Kap St. Francis hvor Port
Elisabeth nu ligger. Derfra går kysten nordover. Den 24. er positionen ifølge
lig prædiken 34˚ sydlig bredde, og de pejler Punta Primera i Nordvest. Dette
punkt findes kun på gamle kort og ser ud til at ligge i den sydlige del af
provinsen Natal. Under alle omstændigheder ser det ud til at de ligger for
langt væk fra 34˚ S til en visuel observation. Deres opgivne pejlings punkter
ser ud til at være gætværk da positionen er for lagt væk til visuel pejling. De
er altså nok kommet lidt længere ud mod øst, men ikke ret meget nordefter.

Mosselbay

Mere alvorlig er den næste indførte rapport over skibet
Davids forsvinden. Der står: Den 30. augusti kom det skib David fra flåden. De
sejlede kun for små sejl, og David havde det jo med at sakke bagud. En konvojs
fart må ikke være større end det langsomste skib, og de satte efter ham. De
fortsatte et døgn med sejlføring på NNØ kurs. Den 31. om morgenen så de ham.
Han lå nordvest for dem, og han har da sejlet på en anden kurs end den aftalte
for at komme så langt ud til siden. De styrede imod ham , men kl. 2 om
eftermiddagen så de, at han ændrede kurs og forsvandt i det fjerne. I mellem
tiden var vejret blevet dårligere, så de rettede op igen og fortsatte deres
oprindelige kurs.

Samme dag var der også møde i Det Brede Råd. Købmanden på
Elephanten var afgået ved døden, og ifølge den kongelige forordning skulle der
straks findes en afløser. mam enedes dog om , at under de omstændigheder,
flåden befandt sig i nu, skulle vente med dette punkt. Understyrmand på
Elephanten, Anders Pedersen, kom i skibsrådet med ret til at indtage sine
måltider i kahytten. Sidste punkt var, at herr. Peder Frost, prædikant - dvs.
præst - skulle flyttes fra København til Elephanten, idet der på København ikke
var mange, der værdsatte hans prædikener.

Den 2. september lå de 196 mil fra Santa Maria, den sydlige
spids af Madagaskar. De havde den i en pejling NØtN og skulle ligge på 35˚ 40ʹ
S. Kursen var NØtØ. Denne position må være helt forkert, det må være en
fejllæsning fra Lig prædiken. Den næste positioner fra den 12. Da har de Cabo
S. Augustini i NØtØ i en afstand på ca. 32 mil og på 24˚ 38ʹ S. Det er mere
sandsynlig og nu sejler de stik NØ.

Den 3. september blev rationen for brød om bord på
Elephanten forhøjet ca. 3 pund pr. uge til 3½ pund, og tre dage senere blev
rationen på vin forhøjet til 2 møtschen, men dog kun i kahytten. Der var en
bestemmelse far Det Brede Råd, at hvert ski selv kunne regulere sine rationer
til besætningen. Det kunne tænkes, at der ikke var så mange om bord, og at man
derfor roligt kunne forhøje rationerne på nogle af levnedsmidlerne.

Allerede den 8. var det igen en samling af Det Brede Råd. de
må have været usikre på, hvor de egentlig lå og pjaskede rundt, for de blev
enige om at sejle NNØ indtil de fik Madagaskar i sigte. De håbede nok, at de
ville ramme øen på et eller andet tidspunkt. Man har det indtryk, at de ikke
rigtig vidste, hvor de var, i det, der i dag kaldes Mocambiquekanalen. De
skulle i alle tilfælde holde sig vær fra Afrikas kyst. Der herskede
portugiserne, og de skulle ikke vide, at danskerne kom med hjælp til Kejseren
af Candy. Portugiserne havde en flådehavn i Sofala nu Beira. Jægerens styrmand
var nu flyttet til København hvor han skulle fungere som understyrmand og komme
sig af sin sygdom, så han kunne forklare Jægerens forlis.

Admiralen skulle lige sikre sig, at der ikke blev nogen
kritik fra kompagniets folk, så den 13. sendte han pr. bud en forespørgsel til
kompagniets skibe, om de hidtil havde lidt skade ved Det Brede Råds
beslutninger. De svarede skriftligt, at de hidtil ikke havde mærket noget, der
skadede dem. Nu havde den øverstbefalende det på tryk. Han mente, at han nu
havde sikret sig, at det ikke kunne komme mere kritik af ledelsen af dette
togt. Han har nok tænkt på de breve købmændene prøvede på at sende med
englænderne ved Kap det Gåde Håb.

Den gode kaptajn på Skibet København, Laurits Villomsen,
døde den 15. Den 16. blev de enige om at finde havnen St. Vincent på Madagaskar
for ar proviantere der. En Styrmand skønnede, at den kun lå 30 mil foran dem.

Endelig, den 22. i morgengryet, så de land og var så tæt på,
at de lod ankret falde med det samme. Sådan som det står i rapporten, har man
fornemmelsem af, at det ikke kunnegå stækt nok. Af lig prædiken fremgår det, at
de sigtede land den 22. og den 26. lå de o eller 12 mil fra Kap Mocango, hvor
der i dag er en by - Majunga. De målte bredden til at være 15˚ 41ʹ S, men der
står også at der er 70 mil til øen Mayotto i Komorerne og det kan ikke passe,
man kan ikke se en ø der ligger 70 mil væk.

Nå, men nu ligger de til ankers i en bugt. Det var eller s
en hurtig tur gennem Mocamboque kanalen. Men den fremherskende vind er en  sudlig vind på vindstyre 4, så de er blevet
skubbet frem. Med en vind agten for tværs var det en behagelig tur med tid for
folkene til at få gjort rent under dæk og få lavet små reparationer på skroget
fra dækket og opefter, udskiftet slidte tovender og ikke mindst få ordnet deres
eget tøj og så ellers ligge og slikke solskin. Det var jo tropisk farvand.

Så snart skibene var ankret, og sejlene pakket så de var
lette at sætte igen, blev der indkaldt til møde i Det Brede Råd. Rådet
besluttede, at man skulle blive liggende til midnat. Ove Gedde mente ikke , at
det var tilrådeligt at blive liggende der. Skulle vinden friske op, ville
ankret ikke kunne holde, og han mindede om, at de ikke kunne tillade sig at
miste ankret. Han mindede dem også om at deres ordre fra København om, at
Mayotto på Komorene skulle være deres første samlingsplads på denne side af
Afrika. Men da ingen anede, hvor de var nu, blev det besluttet, at hvis vinden
ikke blæste op i løbet f natten, da skulle man sende en båd ind for at
"erfare Landsens Leilighed", og om man kunne få noget proviant.
Styrmændene mente, at de var kommet til Bairos de Judeos, men det lignede det
ikke. De vidste virkelig ikke, hvor de var.

Lige så snart de var kommet over på østsiden af Afrika,
måtte de holde tungen lige i munden og holde sig godt klar af Afrikas kyst.
Tiden var endnu ikke inde for en konfrontation med portugiserne. Det måtte
vente til de var kommet til Ceylon. Der måtte Kejseren bestemme, hvornår og
hvordan dette skulle ske. Da deres navigation trods alt stadig var baseret på
observationer af , idet astronomisk navigation endnu ikke var fuldt udviklet,
så skulle de holde sig til Madagarskarkysten. Dette var nok ikke så kendt land
endnu, selv om portugisiske kort havde mange navngivne punkter på øens kyster.
Så lå de altså i den mørke nat og vuggede i dønningerne tæt på en ukendt kyst.
De har nok haft ekstra vagtposter sat ud, og de må også have rystet indvendig.
Var der kannibaler, søuhyrer eller grumme krigere i sær forklædning? Fantasien
havde ingen grænser.

Den 23. september sejlede kaptajnen på Elephanten efter eget
ønske ind til land med en købmand og understyrmand, en håndfuld søfolk og
soldater. Han kom ikke tilbage før kl 2 slet, næste eftermiddag. Da var der
sendt en anden båd ind efter dem. Men kaptajen fortalte, at da de lagde båden
med dræg( fire armet sammenklappeligt anker) blev båden fyldt af en sø, og de
mistede seks mand, derunder en Anders Brun. De andre reddede sig ved at svømme
i land. Her blev de mødt af de indfødte med "stor Begierlighed", og
de måtte aflevere alt hvad de havde på sig. De fik dog lejlighed til at
undersøge kysten nærmere og fandt ud af, at de var kommet til et tæt bevokset
land, og de kunne ikke se ende på det. Det blev herefter bestemt, at flåden
skulle sejle tilbage igen den 25. og prøve at få Patientia til at sejle foran
og lodde sig frem til kysten. Her begynder Patientia at blive brugt som det
skib, der er mest manøvredygtigt og bedst egnet til at lede flåden gennem svært
farvand.

Det var ikke længe, de lå til ankers ved den ukendte kyst.
Den 3. oktober besluttede de, at de i de næste 24 timer skulle holde en kurs på
NØ og NtØ. Hvis de ikke fandt land inden da, skulle de mødes og ifølge
bestemmelserne i deres "Tegnbreff" rådslå om kursen.

På trods af mange fejlmålinger og fejl pejlinger, så når de
tros alt, den 4. oktober til øen Mayotto, en af øerne i Komorerne, en øgruppe
vesten for Madagaskar og på højde med den nordlige ende af øen. Næste dag mødte
de en stor båd i søen . Den strøg sejlene tre gange for dem, hvilket blev
opfattet som et fredstegn. Dan lagde til ved skibene. Om bord var 25 mand, der
sejlede mellem øerne og handlede. Flåden købte to bukke for 2 daler, og næste
dag ankrede de op ved en ø, de kaldte Mohalli. Der fik de god proviant for
ringe betaling. De havde været i søen i 60 dage. Under opholdet på øen døde
Jens Hvid, kaptajn på Christian. Han blev begravet på øen, og i journalen
skriver Ove Gedde, at kompagniet med ham mistede en tro og flittig mand.

Efter ca. to døgn til ankers blev Elephantens ankertov filet
over, og de kunne slet ikke finde det igen. Selvfølgelig sker sådan noget om
natten, og skibet har nok drevet et stykke tid, før det er gået op for dem. Det
var alvorligt at de ikke kunne finde det igen. For dem var nærmeste leverandør smedjen
på Bremerholm. Samtidig fortæller denne hændelse, at der har været variabel
vind og strøm på stedet. Sådan et tykt stykke tovværk er svært at file over.
Skroget har rykket godt og grundigt i det. Den 10. besluttede de at prøve at
finde frem til Mayotto, det sted der allerede i København var blevet bestemt
til at være samlingsplads for flåden. Så de lettede og begav sig endnu en gang
ud i det ukendte.

Efter at have ligget i nogle dage ved en ø, som de indfødte
kaldte Ansuan, hvor de drev sydover hele tiden besluttede de den 15. at sende
en båd i land for at få oplysninger om en god red, hvor de kunne få forsyninger
og vand. Indtil da havde de ellers arbejdet på skibene og forsøgt at holde sig
på pladsen. Båden kom hurtigt tilbage med oplysninger om en red, hvor de kunne
sejle ind og få okser, vand og anden god proviant. De skulle dog først spørge
dronningen om lov til at handle og give hende nogle gaver. Man bør bemærke, at
det var en dronning der bestemte på øen. Det er i bedste sydhavs stil.

Der står ikke noget i rapporten om, hvorvidt dronningen
tilstod dm handelen.

Den 16. oktober blev dr taget nogle alvorlige beslutninger.

1. en båd skulle ro hen til Christian, der lå ½ mil sydligere
under land. De skulle befale skibet, at det skulle slutte sig til resten af
flåden ved den første gunstige vind.

2. Hvis der skulle bruges penge til indkøb af proviant,
skulle det tages fra Københavns kasse og overdrages til en overkøbmand. Denne
skulle føre et behørigt regnskab over pengene.

3. Ingen måtte selvstændigt købe proviant, før der var givet
lov til det.

4. ingen måtte uden behørig tilladelse ligge natten over i
land.

5. "Hvo som befandtes nogen Modvillighed imod
Indbyggerne at drive, skulle på Livet straffes".

Det sidste punkt kræver nok lidt nærmere. Rådet ville ikke
risikere flådens ve og vel på grund af nogle bøllers tankeløse handlinger. Selv
om det står i skibartiklerne, bliver det altså lige fremhævet her. Ledelsen
ville også have skibene samlet, så det var nemmere at forsvare sig mod angreb.
Nu havde de holdt sig langt fra Portugiserne på Afrikas østkyst, og de skulle
nødigt miste det hele nu.

Samme dag kom overkøbmanden fra Christian, Cornelius Louge.
Han spurgte Ove Gedde om, hvem der ville være ansvarlig for skibet, hvis det
blev skadet under forhalingen. Ove Gedde svarede kort og kontant,at de skulle
rette sig efter Det Brede Råds befalinger.

Forhandlingerne med dronningen må have båret frugt. Den 18.
oktober fik alle skibsråd ordre om, at de skulle skynde sig med at få alt
fornøden vand, brænde og anden proviant, som de havde brug for, om bord, så de
kunne sejle fra øen den 26. Samme dag blev det også bestemt, at fra næste dag
blev rationen på vin kun 1 møtschen pr. dag pr. mand. Den 6. september var den
blevet sat til 2 møtschen pr. dag, og nu så kort efter blev denne ration
halveret. Det ferskvand, som de fik på øen, har måske kunnet drikkes, for noget
væske skulle de da have. Det må have været lidt af en trøst, at alle mand næste
dag fik lov frit af købe kokosnødder og citroner.

Mayotte skulle findes. Det blev allerede bestemt inden
afgangen fra København, at det skulle være deres første
"findingsplats" efter Kap det Gode Håb. Der skulle man vente på de
skibe, der eventuelt var sakket agterud og havde midste forbindelsen md flåden.
Der skulle man også lægge breve og andre meddelelser til hinanden under en
varde. David var jo blevet væk, og Øresund, som jo var sejlet forud for flåden,
havde måske efterladt en besked til dm. Mayotto skulle ligge lige i nærheden af
deres nuværende liggeplads. Den 20. besluttedes det at sende en båd med
officerer og folk til øen. Den 22. sejlede båden fra flåden, og den var tilbage
den 26. De havde hverken fundet tegn eller breve fra David. Men "de
sorte" fortalte, at Øresund havde været der og havde stået på grunden i
indsejlingen til reden. Den var dog ikke blevet beskadiget. Over styrmanden fra
Elephanten, som havde været med i båden, fortalte, at skulle flåden have sejlet
til Mayotto, var d alle nok gået på grund. De ville ikke kunne komme fri, uden
at skibene blev skadet. Officererne på båden havde fået 3 fjerding pund Amphion
og ti daler med til konge.

Den 22. besluttede købmændene, at dronningen skulle have
noget rødt klæde, da de endnu ikke havde fået okser. Det skulle ske efter deres
"Forær-Register". Omsat til moderne sprog bestikkelse. Så begynder de
første afgangstegn at komme. Den 24. bliver det bestemt, at Patientia skal have
14 ugers proviant og nødvendigt værktøj og andet grej, der skal til. Den skal
være klar til det sidste store stræk over det Indiske Ocean.

De efterhånden regelmæssigt fremkomne straffesager skal
afgøres inden afgangen. I fire dage er der rettergang. Den 28., 29., 30.
oktober og den 2. november sidder retten og fælder fem domme. De skyldige er Fiscalen
Evert Smit, det er første gang, han nævnes ved navn,  og overkøbmanden Amling van Osdem, som bliver
dømt for adskillige forseelser og skænderier. Fiscalen bliver idømt tab af 13
måneders gage og overkøbmanden af 8 måneders gage.

Den 5. november var Det Brede Råd atter forsamlet, og det
kom frem til, at man skulle vente med afsejlingen til den 9., da Patientia ikke
kunne blive færdig. Begrundelsen til de flytninger er "eftersom nyttigst
og nødigst syntes". Deres fremtidige kur skulle bestemmes, efter de havde nedgravet
deres brev, hvis der skulle dukke nogen op.

Den 8. satte de et kors med krone og kong Christians
navnetræk over de nedgravede breve. I rapporten står der også. at David senere
fandt posten. Næste dag besluttede de, at de skulle sejle næste morgen, og at
Amling von Osdem og Cornelius Løyse skulle i skibsrådet, så længe de opførte
sig ordentligt. Og sidste punkt, Peder Thommesen blev pålagt at sejle med, selv
om han havde bedt om at blive sat i land på grund af sygdom. Den 10. satte de
endelig sejl. Elephanten blev hængende på grunden i gabet. Den kom dog derfra
uden skader. Det var måske deres sidste ophold ved land inden de nåede deres bestemmelses
sted.

Den 12. november blev Erik Grubbe udnævnt til Kaptajn på
København og fik løjtnant Henrik Hess med. Thyge Stygge tog hans plads på
Patientia. Henning Gabriel blev kaptajn på Christian, Jan Corneliusen skipper.
Han blev ellers hårdt straffet under opholdet på Isle of Wight. Jens Jensen
blev understyrmand. Ved samme møde besluttedes det, at hvert skibsråd til
kahytten, dvs. officersmessen, skulle købe 100 høns og 20 bukke for kompagniets
penge. De måtte dog ikke give mere end 1 daler for en buk og ½ real for 4 høns.
Hver medlem af skibsrådet skulle udleveres 3 møtschen vin pr. dag, og alle
menige skulle have en møtschen olie pr. dag, hvis smørret var sluppet op. Patientia
skulle have 200 daler fra Elephantens kasse, da de ikke havde fået penge leveret.
det blev straks ordnet. Amling von Osdem skulle i skibsrådet på Christian og Claus
Thommisøn, botteler på Elephanten, skulle være købmand og havde løn derefter. Det
var dog ikke uden protest fra Ove Gedde, da han mente, at han ikke ville gavne konge
meget i denne tjeneste, med bare skulle have mere i løn og spise mere i kahytten.

Dette ophold gav tilsyneladende ikke anledning til større straffesager,
om rokeringer af ledere, reparationer eller lignende. Til gengæld var der heller
ikke så megen tid til sådanne ting. Ved dette ophold var det vigtigste at finde
proviant, der kunne bruges, og ferskvand der kunne drikkes. De havde også meget
travlt med i det hele taget at finde ørerne. Det ser heller ikke ud til, at mandskabet
havde lyst til at lave ballade ved de øer. De var på helt ukendt grund.

Din "Flash" afspiller har brug for at blive opgraderet

For at se denne side kan du klikke her for at hente den seneste version af "Flash" fra Adobe. Når installationen er overstået kan du vende tilbage hertil og se siden.

Hvis du ser denne besked selvom du lige har opgraderet Flash så prøv at lukke alle Internet Explorer vinduer ned, start op igen og kom tilbage til denne side.