Fra Komorerne til Ceylon

Den 17. november finder Det Brede Råd ud af, at de hellere

må lave rationerne om. Alle de menige og de folk, der ikke spiser i øverste
kahyt, skal have 1½ møtschen vin, og alle officererne i øverste kahyt, skal
have 2 møtschen pr. dag. Forøgelsen af rationen begrundes med megen sygdom i flåden.

Den samme dag bliver retten sat over seks franskmænd. det
drejede sig om nogle af de sørøvere, der havde sluttet sig til flåden og svoret
på at overholde de danske skibsartikler. De prøvede på at rømme under opholdet
ved Anjouan. To blev dømt til bovsprydet, dvs. hængt i bovsprydet. To blev dømt
til tre dages fængsel på vand og brød, og hver blev dømt til tab af 2 måneders
gage. Den ene fandt de ikke igen, og han blev udråbt til at være en skjælm, et
slemt skældsord, den gang. Den sidste døde i fangenskab. De to sidstnævnte
tabte alle deres ejendel og penge til kongen. De må have ligget i jern i
fangehullet siden Anjouan. Det var skrap kost dengang. Men ifølge
skibsartiklerne var det egentlig nogle milde domme. De kunne være blevet
henrettet alle med det samme.

Så sejler dei fred og ro nogle dage. Der er ikke opgivet
nogen positioner. I november og december måned er forholdene i det Indiske
Ocean forholdsvis rolige.

Ikke overraskende bliver retten sat den 3. december. Denne
gang var det understyrmanden, højbådsmanden og assistenten (en
handelsassistent), som havde været meget modvillige, som det udtrykkes. De
bliver idømt tab af seks måneders gage. Hvis de fra dags dato forbedrede sig og
deres officerer kunne bevidne, at de havde forbedret sig, kunne de få deres løn
alligevel. Alle tre var fra skibet København. Nu var det værd at lægge mærke
til, hvilke skibe der viser tegn på uro. Det er en lang rejse, der er knapt med
fød og vand, de er syge, og havet er uendelig stort og varmt. Der er god
grobund for utilfredshed og oprør. Officererne er heller ikke så tålmodige
mere. De er også syge og trætte.

Flåden tramper videre ud i det Indiske Ocean. De holder vel
en slags jul, men der er nok ikke meget julepynt oppe og helle ikke julesteg og
julebag. Den ene dag går, som den anden i en uendelighed. Den 5. januar 1620
ser de Afrika. Hvor på kysten de har været, står der ikke noget om, men de
ændrede kurs og sejlede ud fra land ind i det Indiske Ocean. Nu har de været i
søen siden den 10. november. Om fem dage har de været i søen i to måneder, og
den 10. januar justerer de igen rationerne og også kurserne. Det blev af rådet
forordnet:

1. Hver mand skal nu have 4 pund brød om ugen, 1½
fjerdingpund, dvs. 185g. klipfisk pr. dag. Det er ikke ret meget til hårdt
arbejdende mænd. Der er stadigvæk tre dage kød og tre dage fisk om ugen.

2. Patientia skal fra de andre skibe have udleveret 6 ahmer
vin og ½ ahme olie, nogle nøgler sejlgarn og lys.

3. Elephanten skal fra København have udleveret en ahme
olie, da deres var lækket så meget, at de slet ikke havde noget. De havde ikke
en gang fået en kande olie ud af alle de ahmer olie de modtog i København. Det
viste sig, at den ahme olie, de fik fra skibet København, også var tom. Det må
de på skibet have vidst, når de håndterede den ahme. Det var da ondskabsfuldt
at levere den tomme emballage.

4. Købmændene på borgerskibet fik igen pålæg om at levere et
fuldkomment regnskab over den modtagne proviant og det, der var blevet fortæret
indtil da. Så kunne man regne ud, hvor meget man havde tilbage, og justere
forbruget derefter. Der har været mange dødsfald i skibene, så der var ikke så
mange munde at mætte, men de havde gør snydt admiralen.

5. Kursen blev lagt efter styrmandens råd til SØ og SSØ. Den
kurs skulle holdes i 150 mil. Skulle vinden drille, da måtte de krydse, men
ikke komme landet nærmere end 40 mil.

Den 27. blev de enige om at finde nogle øer, som de kalder
Diego Royz. Der er en ø, der hedder Diego Garcia. I dag er der en mægtig radar
og lyttestation på øen, som blev oprettet under den kolde krig af vest magterne
og er en af de sydligste øer i Chagos Arkipelaget. De ligger mellem 2˚ og 3˚ N
og på ca. 73˚ Ø, stik syd for Maldiverne og øst for Seychellerne. Samme dag fik
kaptajnerne til lands, dvs. dem der befalede over soldaterne, der var om bord
fra den dag de sejlede fra København til dags dato. Det gælder jo om at have
nøje tal på de soldater, kongen leverer til tjeneste i Ceylon.

De sidste to beslutninger kunne tyde på, at nu mente de, at
deres bestemmelses sted ikke kunne være så langt borte. Ved at sejle syd om
Diego Garcia ville de undgå at forvilde sig ind i det virvar af øgrupper, som
Maldiverne består af. Man skal være stedkendt for at sejle uden om de koraløer
med deres lumske koralrev. Der lurer grunde en favn under overfladen, og i
stille vejr er der ikke en krusning, der angiver, at de er der. Der er tre
sikre passager mellem øerne.

I januar måned er der ellers gunstig vind til at sejle
østover, men kommer man for nordlig har man strømmen imod sig. For at få både
strøm og vind med skal man dreje mod øst et stykke nord for Zanzibar. Og nu er
det vanskeligt for navigatørerne. De er ude på det store Indiske Ocean,
instrumenterne har været påvirket af den ekstreme fugtighed i luften og varmen.
Det har de ikke godt af. Dengang tropesikrede man ikke sine instrumenter. I
ligprædiken angiver præsten, at de den 29. januar 1620 havde den maldiviske
kanal ØtN i en afstand af 110 mil. Og de havde målt deres bredde til 2˚ 1ʹ. Det
må være den rene gisning. Men ellers er det jo meget godt , for så er de da på
rette vej.

Den 7. februar var det galt igen. Det Brede Råd blev samlet,
og der kom nogle alvorlige beslutninger igen:

1. Patientia skulle have leveret tre måneders proviant, en
ahme olie og en ahme eddike. Elephanten skal fra Christian have leveret ½ ahme
olie.

2. Ingen må spille eller doble enten i kahytten eller
udenfor. Ved overtrædelse af forbuddet mister man 3 måneders løn.

3. Bliver man fundet beruset, mister man en måneds løn og 8
dages ration og må siden hen drikke sin ration foran botteleriet.

4. Ingen medlemmer af skibsrådet måtte bruge deres ration af
vin forud for mere, end de kunne tilkomme i 8 dage. Altså ingen drukgilde i
messen.

5. Den følgende bestemmelse er nok oversat forkert af
Schlegel. Der står nemlig, at hver person ikke måtte udgives 6 møtschen vand om
dagen. Der skal nok stå, at man ikke må få mere end 6 møtschen vand pr. dag.

6. Visitateuren blev skriftligt beordret at skaffe Det Brede
Råd et regnskab på alt, hvad der var kommet om bord og udgivet igen fra
borgerskibene, "efterdi Overkiøbmænden dennem med hannem excuserede".
Det er jo også en måde at komme uden om Det Brede Råd og dermed Ove Gedde, den
unge admiral.

Den 12. fik Elephantens folk for første gang på rejsen
udleveret ½ møtschen olie. Brugte de til at dyppe det hårde brød i. Den 13. var
den gal igen. Nogle af Københavns underofficerer blev flyttet fra skibet, da
skibsrådet anklagede dem for oprør. Man nøjedes med dette skridt, fordi et
forhør på dette tidspunkt var meget ubelejligt. Jeg kan forestille mig, at man
havde for travlt med at prøve på at finde ud af, hvor i hamlens navn man var.
Så kunne man virkelig ikke tage sig af nogle underofficerers oprørende opførsel
for nogle officerer. De generelle situation for alle har nok været lidt spændt.
Man var mere kort for hovedet end ellers, der skulle ikke meget til, så kogte
de over. Der var syge, sultne, dårligt ernærede, og så kunne ledelsen ikke
engang finde ud af, hvor de egentlig var henne.

I lig prædikenen står der, at flåden kommer langsomt frem.

De bliver plaget af kontrære vinde, og det skyldes monsunen.
Den 13. februar måler de sig til en bredde på 5˚ 7ʹ N. Der står endvidere, at
Ove Gedde her lagde mærke til, at instrumenterne viste forkert. Endelig den 26.
"så man det faste land Afrika" står der i rapporten. Men hvad var det
man så . Hvor langt var man kommet op ad kysten. Det faste land man så, mente
de var øgruppen Mamales. De må have haft en øgruppe ved navn Mamales på deres
kort, for Ove Gedde skriver, at de kun har gisset 289 sømil forkert. Nord for
Komorerne er der ingen øgrupper ved Afrikas kyst. Den nærmeste store ø er
Sokotra ved Afrikas Horn ud for Somalia. Det nærmeste der kommer navnet Mamales
er Mahé som er hovedøen op Seychellerne. Var de blevet sat så langt østover?
Men det er jo ikke så galt når de vil til Diego Garcia i Chagos øgruppen, for
derfra kan de komme sønden om Maldiverne, hvilket uden tvivl er det bedste.

Lig prædiken har en helt anden version af de sidste dage,
inden de ankrede ved det, de tro er Mamales. Ifølge den bliver flåden placeret
110 mil ØtN fra den Maldiviske Kanal. Det må være den sydligste af de tre
render igennem det virvar af atoller.
Den giver oven i købet en bredde, nemlig 2˚ 1ʹ nord. Det er igen en
position, som ikke rigtig kan passe.

Fakta er, den 26. februar ankrede de ud for en ukendt kyst.
De satte straks to både i vandet. De skulle ind til kysten og finde ud af, om
de kunne få vand og proviant der. De kunne ikke lande, da brændingen var for
stor. Så de lod en mand svømme i land. Han kom tilbage og fortalte, at der var
vand, dyr og bukke nok. Næste dag blev der sendt to både med officerer og folk
af sted for at finde en bedre liggeplads. De kom tilbage samme dag med melding
om, at der var en bedre ankerplads, og at der var vand nok til at tage om bord.
Hele flåden blev så flyttet til en bedre ankergrund. De ankrede op ved 10 favne
vand. De plejede at ankre ved 4 favne vand. Men enten kunne de ikke komme nærmer,
eller også var det måske lettere at smutte, hvis de indfødte blev farlige.
Allerede næste dag blev soldater og sømænd beordret i land med alle bådene for
at hente vand. Belært af erfaringerne ved Lap Verde, blev det pålagt soldaterne
at passe på deres geværer og være agtpågivende.

Samme dag om morgenen var Thyge Stygge taget i land med
begge skibet både. Den ene båd blev væltet i brændingen, og båden blev stjålet
af de indfødte. En kadet druknede, Thyge Stygge var nær ved at drukne, og de
andre fik røvet alt, hvad de havde på sig, af de indfødte. En mand prøvede at
værge sig og blev skudt i armen med en pil. Det blev vedtaget kun at sende to
både til land, en stor og en lille. Den store skulle ligge afventende uden for
brændingen. Den lille skulle sejle ind til land med to mand og en indfødt. De
skulle have en masse "Kræmerværk", det må være et udvalg af det som
kaldes tingeltangel. De skulle også have penge med til at handle om vand og
proviant. Dette var noget helt andet end at handle med de indfødte ved Kap
Verde. Her måtte de føle sig frem. Det mindede mere om den romantiske
fremstilling af opdagelsesrejsende og de små kister med Nürnberg kram, der blev
lagt på stranden, når de landende.

Så er der det sædvanlige, der skal tages vare på om bord.
Patientia skal have overført 4 ahmer vin fra Christian, og det protestere de
imod. Men alle de omfordelinger af proviant kan have til formål at fordele
provianten mere ligeligt, efterhånden som besætningen bliver reduceret på grund
af sygdom. Samme dag nægtede Elephantens kaptajn at tage med de to både ind til
land for at handle. Ove Gedde tog så selv i land. den indfødte talte med
beboerne på stranden. Det var ikke meget, han fik at vid. de snakkede kun om
"Arabier". Derfor mente Ove Gedde, at de var kommet til fastlandet.
De indfødte blev foræret nogle penge og andet småt tøj. For at få proviant blev
de henvist til at gå længere ind i landet. Vores folk blev enige om at komme
overens med dem angående vand leer hente det uden deres tilladelse.

Den 29. blev to officerer med 44 "folk" og
soldater beordret i land for at hente vand. I bedste romantiske stil blev de
medbragte gaver lagt på strande og forladt. De indfødte tog gaverne og blev
meget glade, og de dansede, beretter Ove Gedde. Så fik folkene gravet huller for
at finde fersk grundvand, medens soldaterne bevogtede dem.

Den 3. marts sejlede Ove Gedde selv hen til vandhullerne og
satte dem til at grave dybere ned for ar finde bedre vand. Det de havde bragt
ombord var for brak og saltholdigt. men den 4. blev hvert skib beordret til at
sørge for at få deres vand inden aften. De folk, der var i land for at hente
vand, blev nok i land, så længe det varede. Det, der står i rapporten, er, at
så snart det kunne lade sig gøre, slog man lejr i land. Der blev bagt og fanget
fisk, der blev renset, røget eller saltet, hvis man da havde salt endnu. De
syge blev anbragt i telte, hvor de opholdt sig, til skibene skulle sejle igen.
Men altså den 4. skulle alle disse aktiviteter være overstået. Vi skal videre,
vi skal finde denne ø Ceylon.

 

Afstande:

Komorerne - Mahe Seycellerne ca. 1500 km.

Mahe - Diego Garcia ca. 1600 km

Diego Garcia - Ceylon ca 1800 km

Ialt Komorerne
til Ceylon ca. 4900 km. ca. 2650 sømil

Den 6. beslutter Det Brede Råd, at man ved Guds hjælp vel
sejle den 8. Samtidig er der de sædvanlige sager, der skal ordnes. Samtidig er
der de sædvanlige sager, der skal ordnes. Bogholderen skal i skibsrådet. Ingen
drenge og piger må indtage deres måltider i kahytten, selv om de hidtil havde
overtrådt denne regel. Drengene om bord kan jo være kommet fra
"finere" familier og have været vant til at spise mere standsmæssigt
end den gemene besætning. Pigerne må være de medrejsende hustruer til de
officerer og soldater, der skulle blive i Ceylon i længere tid. Egentlig er der
ikke noget at sige til at deres mænd godt vil sidde til bords med dem. Men det
må de altså ikke. Det har ikke været sjovt for de kvinder, der var med. De var
i mindretal, det var et decideret mandssamfund, og mennesker har ikke været
bedre dengang end nu. Der var intet privatliv om bord. Det var meget vanskeligt
at trække sig tilbage med sin kone. De 7. blev kursen besluttet. Man skulle
sejle stik øst og holde landet i sigte, derefter skulle man holde sig til
instrukserne i Tegnbrevet. Samtidig vedtog man, at blev man fundet sovende på
vagten, mistede man tre dages rationer og skulle løbe spidsrod mellem sine
kvarterfæller, dvs. dem man delte vagten med. Hvis man forsømte en vagt,
mistede man en må månedsløn og skulle løbe spidsrod mellem hele mandskabet. Det
synes at være en hård straf, men der er jo hjemmel til dødsstraf i
skibsartiklerne, så det er en mild straf. Men at det skal komme så vidt, viser
egentlig, at disciplinen var ved at slække.

Der står ikke noget i rapporten om at: "så ginge vi i
Herrens navn til Seils", men det må de have gjort, for den 9. står der, at
der på skibet Elephanten blev udråbt, at alle, både underofficerer og soldater,
skal adlyde skibsofficererne uden modsigelser. Det er altså blevet et problem
at få soldaterne og deres underofficerer til at føje sig under skibets
officerer og eventuelt blive sat til almindeligt arbejde på dækket. De er nok
ikke blevet brugt oppe i riggen eller til at styre, men måske til almindeligt
vedligeholdsarbejde og rengøring. Der står heller ikke noget om hvor meget
skibsbesætningen er blevet reduceret ved dødsfald og sygdom. Nu skal
skibsartiklerne overholdes, og den gælder også for soldaterne. Så længe der er
om bord, er de under kommando af skibsofficererne. Disse har nok ikke været ret
gode til at bruge soldaterne hidtil. Man kan da ikke bruge sådan nogle
landkrabber og bondeknolde til at arbejde på kongens skibe.

Den 10. marts sigter de en sejler, som de prøver at komme i
nærheden af. Men de når ham ikke, før det bliver mørkt. Elephantens styrmand
ville gerne have talt med ham for at få oplysninger om, hvor de egentlig
befandt sig. Der er nogle vilde gisninger om deres position. Styrmanden mente,
at de var under den Abexiske kyst, måske der menes Abessinien, vores dages
Etiopien, der dengang strakte sig helt ud til kysten. Andre mente, at de stadig
lå ved Seychellerne og andre igen at de var ved Kap Comorin, som er sydspidsen
af Indien.

Overkøbmændene og styrmændene blev af rådet kaldt til møde
for i samråd med dem at bestemme kursen. De blev enige om at finde øen Sokotra,
der ligge syd for den arabiske halvø. Ved samme lejlighed besluttede de også,
at Jan Corneliusen skulle være både skipper og styrmand på Christian.
Overstyrmanden var afgået ved døden. Det var et stort spring for ham fra at
være understyrmand, hårdt straffet på grund af opsætsighed og derfor kølhalet
tre gange, til at blive skipper. Det har været slemt med mandefald og sygdom i
Flåden.

Der blev også taget en beslutning, som set med vore øjne er
højst besynderlig. Hvis de sigtede et skib, skulle det bringes til admiralen,
hvis det kunne gøres uden at hindre sejladsen for meget. Hvis det viste sig at
være af Europæisk Nation, skulle der vises hensyn, "have
Consideration" stod der. Med andre ord var det nu blevet officielt tilladt
at drive sørøveri, dog skulle skibene føres til admiralen.

Så blev det en fælles prise, og alle fik andel af rovet.
Sejlads dengang var farlig. Skibene kunne forsvare sig og erobre andre skibe.

Den 19. ankrede de op ved noget, de kalder Bukkeøen. Den er
en del af en øgruppe, der ligger så at sige i kølvandet på Sokotra. Den ligge
ud for Kap Guarfafui ved Somalias kyst og udsejlingen fra Det Røde Hav. Alle
skibe, der kommer fra Suez og skal op i den Persiske golf, sejler forbi. Under
den kolde krig havde russerne en lytte og sigte station på øen. Vest magterne
sad på Diego Garcia med deres udstyr. Sådan holdt man balancen. Den 19. marts
1620 lå Chr. IVs flåde der og skulle proviantere. Den 21. sendte de to både ind
til land for at finde ud af, om de kunne få vand, brænde og proviant. To dage
senere kom de tilbage med to bukke. Der var masser af bukke, men ellers intet
andet.

Nu da de allerede lå til ankers ved denne ø og sundede sig,
blev der lejlighed til at rydde op i styringen, ikke bare kurserne, men atter
en gang en omplacering af lederne på skibene. Det Brede Råd blev kaldt sammen
den 23. og møder varede fire dage.

1. Den generelle sejlads bliver fastlagt. Sådan som det står
beskrevet, kan det forstås, at det ikke kun gjaldt kurserne, men også måden man
skulle sejle på.

2. Thyge Stygge bliver udnævnt til Kaptajn på Christian. Han
erstatter afdøde Jens Hvid. Peder Nielsen flytter til Patientia, som kaptajn og
Henning Gabrielsen bliver forfremmet til Kaptajn på Elephanten.

3. Hans Lindenov kommer i skibsrådet på København. Det er
lidt af en tillidserklæring til en tidligere livsfange fra Dragsholm slot.

4. Herman Rosenkrants bliver tilsagt, at han den næste dag
skal stille ved Fiscalen, den øverste regnskabschef for flåden, og forsvare sig
for Det Brede Råd samt aflevere alle sine regnskaber på udgifter til flåden.
Han havde hidtil altid været sen til at aflægge de regnskaber, admiralen
forlangte at se. Det er noget der er gennemgående for, hver liggeplads, hvor de
har opholdt sig et længere stykke tid. Nu skal det være slut, mener admiralen.
Der skal være orden i regnskaberne, inden de når deres bestemmelsessted.

5. Peder Nielsen skal aflevere en "rigtig Copiam"
af alt, hvad der er kommet om bord på skibet, siden de påbegyndte udrustningen.
Er "rigtig Copiam" må være en fuldstændig og renskrevet kopi af
udrustningslisten.

6. Alle "præsidenter", det må være medlemmer af
Det Brede Råd" og Skibsrådene, skal flittigt overholde skibsartiklerne
samt breve, skriftlige henstillinger og ordre fra Det Brede Råd. Atter en gang
bliver der kaldt til orden.

Der er altså nogle i flåden, der ikke rigtig vil indordne
sig og følge de afstukne rammer. Det er ofte, at admiralen skal have ro i
rækkerne. Den 28. indleverede Herman Rosenkrants sit regnskab til Det Brede
Råd. Ved samme lejlighed blev det pålagt skibet Christian at aflevere en ahme
vin til Patientia, og de næste dag forlod de "Fuer-Klippen". Det
ligger to små øer vesten for Sokotra. Den ene og vestligste r ganske lille. Man
kan kun gætte sig til, hvilken en af dem de har ligget ved.

Allerede den næste dag, den 30. så de Sokotra. Denne ø er
stor og har bjerge, som kan ses på alng afstand. I 1600 tallet var portugiserne
på øen for en kort periode. Siden har den været bosat af arabere og tilhørt
Yemen. De Chr. IV flåd kom til den, så de ingen portugisere. Den 31. da det
blev dagslys, opdagede de, at København var forsvundet. Det er værd at bemærke,
at kaptajnen var Erik Grubbe. Om aftenen dukkede skibet op igen og lagde sig
til flåden.

Erik Grubbe aflagde beretning om, hvor han havde været. Han
var taget ind til landet og havde talt med beboerne. De kunne få god proviant
m.m. på stedet. Han havde dog udgivet flåden for at være engelsk. De skulle
rette en skriftlig henvendelse til den lokale konge og derpå vente i fire dage
på tilladelse til at handle. Erik Grubbe ville derfor have at vide, hvad han
skulle foretage sig. Ove Gedde fortalte ham kort og godt, at det kunne han ikke
tage stilling til. Han måtte pænt vente til næste dag, så ville Det Brede Råd
tage stilling til det. Det var meget betænkeligt, at han havde udgivet flåden
for at være engelsk, og at der var engelske købmænd i landet. Han bordrede
derfor Elephantens, kaptajn til at råbe ud til hele flåden, at de skulle være
agtpågivende. Det skulle høres af hele flåden. Han ville være forberedt på et
angreb.

Den næste dag, 1. april, lå Christian lang væk fra dem.
Skibet var som bekendt nu under Thyge Stygges kommando. Ove Gedde satte kursen
imod dem for at samle flåden. Men København og Patientia havde uden varsel sat
kursen mod land. Kl. 9 satte Ove Gedde signal om, at de straks skulle komme
tilbage Patientia adlød straks ordren, men København fortsatte ufortrødent ind
mod land. Erik Grubbe adlød altså ikke. Han sejlede simpelthen vider, og de
tabte han af sigte. De havde ikke deres skibspas med. Det var blevet afleveret
til Elephanten. Det gik sener op for Ove Gedde, at det var blevet lagt i en
forseglet kuvert med den afdøde kaptajn Laurits Willomsens papirer.

Dagen efter, den 2., var skibet Christian ikke til at se. Nu
var der kun to skibe tilbage. David var forsvundet kort efter Kap det Gode Håb,
København dagen for inden og nu Christian. Det var de to borgerskibe, der nu
manglede. For admiralen så det sort ud. Først mistede han gesandten og nu
købmændene. Hvis ikke han kunne få fat på dem, kunne han lige så godt sejle
tilbage til Christian IV med uforrettet sag. Så var det hele en fiasko. Han fik
hurtigt samlet Elephanten og Patientia skibsråd. De blev enige om at finde
skibene. København var uden tilladelse sejlet fra flåden om dagen, og Christian
var sejlet fra dem i nattens mulm og mørke imod dets officerers vilje. De havde
ignoreret signalerne, admiralens ordre og Det Bred Råds beslutninger. Christian
kom ikke lang, den blev indhentet næste dag. Patientia det forhenværende
fribytterskib, havde før vist sig at være en hurtig sejler, og dets nuværende
kaptajn Peder Nielsen skulle nok vise sin loyalitet til Admiralen.

Nu hvor de tre skibe var samlet, satte de kursen mod Sokotra
for at se om København lå der. Så kunne de ved samme lejlighed proviantere. De
blev også enige om, at skibsrådenes medlemmer skulle være opmærksomme på, om
der var tegn til, at skibene ville sejle fra flåden. Da skulle de straks
tilkendegive deres iagttagelser og lade dem føre til protokols. Admiralen ville
nødig opleve at komme i en situation igen.

Så sejlede de mod Sokotra, med da solen stod op den  4. april så de i kimingen et skib med en
slup, en mindre sejlbåd på slæb. Da skibet fik øje på dem, vendte det straks om
og sejlede væk fra dem. Han var omtrent en halv mil fra dem, så de satte efter
ham. Ove Gedde skriver endda, at de beholdt deres rette kurs under jagten. De
nåede ikke at indhente ham, inden det blev mørkt. Om natten så de til deres
forundring sække med bomuld drive forbi. Om morgenen fik de øje på skibet.
Patientia fik ordre til at skyde et par skud, men efter det kom der ingen op på
dæk. De fangede et tomt skib uden "nogen levendes Mand eller Qvæg".
De tømte skibet for dets indhold og fordelte det på de tre skibe, så meget som
de havde plads til om bord. Alt blev bogført af Det Bred Råds skriver og
underskrevet af samme. Derefter blev der erobrede skib brændt, efter at man
havde konfereret med styrmænd og skipper. Skulle de have det med skulle det
mandes forsvarligt og det ville være vanskeligt med den besætning som var til
rådighed. Bålet blev tændt den 10. De var 5 dage om denne lille afstikker.
Opsyn og ansvar for godset blev givet kaptajnen på Elephanten, Henning
Gabrielsen. Godset skulle registreres af overkøbmanden på Christian, Cornelius
Løyse. Han havde også bestilt provianten
og udstyret til de to borgerskibe under udrustningen på Holmen. Til hans
hjælp var Hans Mars, Det Brede Råds skriver. Kaptajner, skippere, købmænd eller
deres assistenter, som havde modtaget gods fra skibet, skulle besigtige og
bevare dette gods, således som de ville have, at kongen skulle modtage det. Så
var bestemmelserne om deling af priser overholdt, som det står anført i
skibsartiklerne.

Admiralen ledte ikke længere efter København. Nu var de
alligevel tre skibe, og det var lige meget om det hed Patientia eller
København. Den 20. altså efter ti dage at have sejlet mod Indien, blev kursen
gennemgået. Det besluttedes, at hvis flåden så et skib i søen, og admiralen gav
tegn til det, så skulle Patientia prøve på "med største flid" at
indhente det. Så skulle han først rette en venlig henstilling til skibet, at de
skulle komme til admiralen. Hvis de værgede sig, skulle han tvinge dem. Dog
skulle han vise europæiske skibe mere hensyn og "have anden
Consideration". De skulle ikke så gerne volde kongen diplomatiske
problemer ved at angribe allierede.

7. maj blev kursen og sejladsen igen diskuteret, og den 9.
så de en frgat komme med sejl oppe ret tæt til dem. Ove Gedde fik sat et hvidt
flag til, at de skulle komme nærmere. Med de sejlede fra dem, medens den
slingrede lidt i kursen. Ove Gedde fyrede så et par kanonskud efter ham. So kom
der et andet skib, der nærmede sig Patientia, som lå forude. Den fremmede
nærmede sig Patientia så meget at man skulle tro, de ville i forbindelse med
skibet. Lige som de ville til at råde over til dem, fyrede den fremmede to skud
med kanonerne og satte et hvidt flag og sejlede forbi. Patientia fyrede dog et
par skud efter ham.

Mens Chr, IV s flåde nærmer sig Ceylon, er det måske på sin
plads lige at tage et tilbageblik over sejladsen fra Komorerne. Den 24-årige
admiral, udpeget af kongen, må efterhånden gjort sig mange tanker om sin
mission. han skulle finde kejseren af Candy, vise ham den traktat. der blev
underskrevet i Danmark af majestæten og Boschouwer, kejseren af Candys gesandt
til det danske hof. Ove Gedde skulle på majestætens vegne aflevere skibet Davis
fuldt armeret og både sejldygtigt og kampklar med en styrke på 300 soldater,
der var blevet svoret ind til at kæmpe for kejseren. For de 95.000 rigsdaler,
som kejseren skulle betale for skib og soldater, skulle købmændene købe varer
for i det Ostindiske Kompagni, og der skulle oprettes en handelsstation.

Til at begynde med havde der været vanskeligheder med disciplinen,
men gesandten var heller ikke så villig til at føje sig under den unde admirals
kommando. Disciplinen blandt folkene blev efterhånden bedre. Den blev til
gengæld værre blandt de overordnede. Ved Kap det Gode Håb var det helt galt. De
beslaglagte breve fra købmændene viser tydeligt, at de var utilfredse med den
danske ledelse af flåden. Efter opholdet ved Kap Det Gode Håb forsvandt Davis.
Den havde prøvet at sejle sin egen sø på vejen over Sydatlanten, men blev
indfanget igen med gesandten om bord. Det lykkedes den at undslippe kort efter
Kap det Gode Håb. Det var gesandten, der var ansvarlig for traktaten over for
kejseren. Den unge Ove Gedde sejlede ufortrødent videre. Folkene havde det ikke
så godt. Det var varmt og de fleste var syge. Både infektionssygdomme og
tarmsygdomme må have haft gode dage i det tæt stuvede, varme og fugtige rum. I
det store hele artede de sig alligevel godt. Så var det de to borgerskibe, der
skejede ud. Købehavn forsvandt ved Sokotra og det samme prøvede Christian at gøre,
men Ove Gedde fik den dog tilbage. Jagten Øresund, som var blevet sendt i
forvejen for at forberede og lette Ove Geddes forhandlinger med kejseren, havde
ikke efterladt nogen besked eller livstegn på de i Købehavn aftalte steder. Ove
Gedde var altså henvist til helt alene at møde kejseren og præsenter ham for
traktaten. Nu varede det ikke længe, inden han skulle møde kejseren. Og hvad
havde ham? Der var godt nok et sødygtigt skib med fuld rustning, og hvis han
skrabede nok folk sammen kunne han måske få samlet 300 soldater, men det var en
sørgelig flok af syge mænd. Ind imellem har der nok været nogle dystre tanker hos
ham, men han besad ungdommens gåpåmod og nok også en masse selvtillid. Han var jo
adelsmand. Han var også umådelig pligtopfyldende og loyal over for sin overordnede,
kongen.

Den 10. maj må vandets farve have ændret sig. Han skriveri rapporten,
at de fik grunden på de Malabariske øer på 50 favne vand. Det var dybt, men ude
i det store ocean er vandet meget dybere. De Malabariske øer må være Laccadiverne
vest for Malaberkysten. Den Indiske kyst som ligger ud for dem, hed dengang Malabar.

Den 16, maj 1620 om morgenen så de "det forjættede Land
Ceylon med stor glæde".

Din "Flash" afspiller har brug for at blive opgraderet

For at se denne side kan du klikke her for at hente den seneste version af "Flash" fra Adobe. Når installationen er overstået kan du vende tilbage hertil og se siden.

Hvis du ser denne besked selvom du lige har opgraderet Flash så prøv at lukke alle Internet Explorer vinduer ned, start op igen og kom tilbage til denne side.